Derfor er ’Office Space’ en af verdens bedste komedier

Er du en af dem, der er gammel nok til at kunne huske dengang, MTV rent faktisk sendte musikvideoer, husker du måske også Beavis and Butt-Head.

I animationsserien sad de to teenagere som regel på en sofa og kommenterede på diverse musikvideoer, hvor især dem i de hårdere genrer som heavy mental faldt i de konstante sarkastiske ungersvendes smag.

Serieskaber Mike Judge har sidenhen genoplivet de to ad flere omgange siden debuten i 1993 – vi tæller ikke kortfilen Frog Baseball med – og beriget verden med guld som King of the Hill og Silicon Valley. På filmfronten er det, udover Beavis and Butthead, blevet til et par film, hvoraf den ene er en decideret kultkomedieklassiker.

Office Space – eller Kontorrotter, som den hedder på dansk – spiddede de dødsyge kontormiljøer, før Ricky Gervais introducerede verden til The Office i 2001.

Mike Judge baserede filmen dels på sine egne oplevelser med at arbejde i sådanne miljøer og derudover sine Milton-tegnefilm om en mumlende kontormedarbejder med store briller, som var blevet vist på både MTV og i underholdningsprogrammet Saturday Night Live.

Office Space handler om programmøren Peter (Ron Livingston), der arbejder for det texanske softwarefirma Initech. Han hader sit arbejde og ikke mindst chefen Bill Lumbergh (Gary Cole), en dræber af al glæde og bureaukrat fra helvede, så selv Kafka ville blive imponeret.

En dag er Peter blevet slæbt med til hypnose af sin dominerende kæreste. Mens han er under hypnose, siger terapeuten, at han skal slappe af og ikke bekymre sig så meget om sit arbejde. Men før hypnosen kan afsluttes, dør hypnotisøren, og kontorrotten forbliver i den sindstilstand, hvorefter hans liv ændrer sig drastisk.

Office Space er en komedieperle uden lige og står som det perfekte mentale kampråb til alle, der har siddet på et kontor og overvejet, om de spilder deres liv. 19. februar 2024 er det 25 år siden, filmen havde premiere, og nedenfor finder du fem gode grunde til at se eller gense det lille mesterværk fra 1999.

1. Geniale karakterer

Først og fremmest er Office Space drevet frem af et vidunderligt persongalleri. Udover Peter er der kontorvennerne Samir (Ajay Naidu) og Michael (David Herman), og resten af de excentriske personligheder i Initech.

Når Lumbergh taler, er det som lyden af maling, der tørrer, mumlende Milton er et neurotisk rod, som konstant taler om at brænde bygningen ned, og Tom (Richard Riehle) er en ængstelig gut, der konstant er rædselsslagen for at blive fyret. En frygt, som ikke ligefrem bliver mindre, da et par konsulenter – Bob (John C. McGinley) og Bob (Paul Wilson) – dukker op for at effektivisere arbejdspladsen.

Derudover er der Peters nabo Lawrence (Diedrich Bader), der har for vane at råbe gennem deres fælles væg, hvis der er noget spændende i tv. Og så er der den ufrivillige kontorhelts store crush, servitricen Joanna (Jennifer Lawrence). Udover at have en fælles passion for tv-serien Kung Fu, er de begge trætte af deres job, hvor dagligdagen føles meningsløs og hjernedød.

2. Mindeværdige øjeblikke med slag i

Alle har de dage, hvor elektronikken ikke virker. Det eneste, som forhindrer dig i at udføre dit arbejde, er nogle ledninger og lodninger, der tilsammen skal få en maskine til at virke.

Har vi ikke alle stået og kigget frustreret på en printer og tænkt ”Hvis ikke du virker nu, så smadrer jeg dig”? Well, Office Space nøjes ikke med at tænke tanken. Da nogle af folkene har sidste arbejdsdag på Initech, har Peter sørget for en lille gave: Den elendige kontorprinter, der aldrig rigtig har virket i al den tid, de har arbejdet der.

Til tonerne af rap-gruppen Geto Boys hårdtslående sang Still bliver maskinen smadret til uigenkendelighed med tramp, baseballbat og bare næver. Scenen har, ganske som filmen, fået kultstatus og bliver med jævne mellemrum refereret i popkultur. Måske er det mest kendte i Family Guy, hvor Brian og Stewie smadrer Peters LP af The Trashmens Surfin’ Bird.

3. Mesterligt soundtrack

Apropos Geto Boys, er netop brugen af musik i Office Space et af filmens helt store trumfkort. Med få undtagelser, er de fleste sange rap og hiphop, og, på nær Ice Cube, ikke med nogen af datidens kæmpestjerner – DMX, Wu-Tang Clan, Snoop Dogg, Jay-Z, Lauren Hill, Beastie Boys m.fl. – indenfor genren blandt bidragsyderne.

I stedet er det, udover Geto Boys – en trio bestående af Scarface (som har et meget velrespekteret bagkatalog), Willie D. og Bushwick Bill – kunstnere som Slum Village, Kool Keith og Canibus, som er de store bidragsydere.

Ice Cubes sang Down for Whatever har i øvrigt en dansk forbindelse i form af producerkollektivet Madness 4 Real. Tre af de fire gutter i gruppen – Jesper ’Jokeren’ Dahl, Nicholas ’Coldhands’ Kvaran og Rasmus ’B’ Berg – fik senere står succes som Den Gale Pose, mens det sidste medlem af kvartetten, Lasse ’Blæs Bukki’ Bavngaard blev medstifter af Danmarks bedste hiphop-gruppe, Malk de Koijn.

4. Langt fra venner

Jennifer Aniston var i 1999 allemandseje takket være rollen som Rachel i Venner og den ene halvdel af verdens mest kendte par sammen med Brad Pitt.

Derfor var rollen som Joanna måske ikke lige, hvad man kunne forvente, at en skuespiller af hendes kaliber ville sige ja til. Men figuren er langt fra den arketypiske kærlighedsinteresse for hovedpersonen, man ellers ser.

Joanna har en meget markant stemme i forhold til, hvad hun finder sig i eller ej. Da Peter på et tidspunkt farer i flint over hendes fortid, siger hun meget klart, at det rager faktisk ikke ham, hvad hun har eller ikke har lavet, og hvis han har et problem, kan han smutte. Det taler til Mike Judges fine tæft for satire, at han fylder landskabet med karikaturer, men sørger for at holde fast i et par karakterer, der skal agere filmens emotionelle neksus.

5. Stadig en af verdens bedste komedier

Med en spilletid på lige under halvanden time, er det svært at komme på en komediefilm, der underholder så meget fra start til slut som Office Space.

Udover at være en skøn lille tidskapsel, er den heller ikke mere zeitgeist-forankret, end at det eviggyldige tema om ikke at føle tilpas på sin arbejdsplads og position i livet, stadig ræsonnerer den dag i dag.

Alle har på et eller andet tidspunkt været Peter, Milton, Joanna eller sågar Michael, der med efternavnet Bolton hele tiden skal høre for at have det samme navn som den berømte musiker. Og det er ikke, fordi filmen advokerer for en slacker/døgenigt-livsstil. Man skal bare være glad for det, man laver, for hvis alt føles som en livsdrænende pligt uden som helst form for lyspunkter, så lever man ikke. Man eksisterer bare, og det er ikke nogen god måde at leve livet på.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: