Anmeldelse: Den danske komedie ’Bedre tider’ går direkte i hjertekulen

Det var en speciel følelse at se Milad Schwartz Avaz’ Bedre tider.

Filmen handler kort ridset op om en familie, hvor lillebror Oskar (Ari Alexander) netop er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital for 13. gang. Morens død fem år tidligere af brystkræft har efterladt ham, brødrene Karl (Sebastian Jessen) og Lukas (Andreas Jessen) og faren Vagn (Lars Brygmann) i et bundløst hul af sorg.

Måden, de håndterer den på, er vidt forskellig, men på nær Oskar er det forskellige nuancer af undertrykkelse af følelser.

Da Vagns bageri står til tvangsauktion grundet massiv gæld, er familien nødt til at rykke sammen omkring en lettere vanvittig redningsaktion: De skal lave verdens største træstamme, en videreudvikling på hans tidligere bedrift, hvor han lavede verdens største romkugle – eller rom-pude, som Lukas pointerer, fordi den ikke var rund, men snarere bare en klump.

Umiddelbart ”bare” en god og rørende historie om familie og om at håndtere sorg.

Sådan vil mange nok også opfatte den. For mig, er det en helt anden oplevelse.

Mine forældre havde også et bageri, filmen foregår i Ramløse-området, hvor min mors familie er fra, jeg er den yngste ud af en søskendeflok på fire, og min far døde af kræft.

Jeg siger ikke, at Milad Schwartz Avaz har stjålet min historie – skrevet med et tårevædet glimt i øjet – men hold op, hvor var det hårdt at se en version af ens liv på lærredet, som samtidig var den største biografoplevelse, jeg har haft i mange år.

For en træstamme mere

Jeg er fuldkommen inhabil, når det kommer til at anmelde Bedre tider objektivt. Omvendt er en anmeldelse som udgangspunkt aldrig det. Det er én persons oplevelse af et værk, hvor man derefter med viden og evner forsøger at lave en saglig bedømmelse.

Som udgangspunkt hader jeg derfor brugen af 'jeg' i anmeldelser. Anmeldelsen er allerede personlig, så jeg’et bliver bare doven dobbeltkonfekt og et billigt og nemt greb, fordi man ikke kan argumentere på andre måder – og alligevel bliver det her en jeg-anmeldelse. I hvert fald noget af tiden.

Tilbage til Bedre tider. Dynamikken de fire hovedroller imellem er perfekt.

Brødrene Jessen har naturligvis deres indbyrdes ping-pong, som Schwartz Avaz flot får fremhævet, så man ikke er i tvivl om slægtsskabet. Det har også den bonus, at Ari Alexander derfor fremstår lidt mere som en outsider i forhold til de to. Han er lillebroren, med alt hvad det indebærer.

Jargonen de tre brødre imellem er fremragende skrevet. På engelsk er der et skønt udtryk, banter, der dækker over let drillende verbal udveksling, og det er præcis, hvad Milad Schwartz Avaz får skrevet flot ind til dem.

Når Oskar siger ”Du er 1.60 og har en california king size,” til Karl, da storebroren ikke vil lade ham sove i sin seng, oser det af flabet overskud. Ari Alexander serverer replikken med en nemhed, så det nærmest fremstår improviseret. Om det er dét eller ej, er det en fremragende levering fra skuespilleren, der har fået karrierens bedste rolle og takker for tilliden med en pragtpræstation, jeg sent vil glemme.

Måden, hvorpå Ari Alexander mestrer hele repertoiret, fra slapstick-komik til dybt rørende drama, er mesterligt. Det er en af den slags karrieredefinerende præstationer, man kommer til at tale om som det store vendepunkt, når Alexanders biografi skal skrives om mange år.

En gang skrige-Rikke, altid skrige-Rikke

Miljøskildringen sidder også lige i skabet. Vi er i den del af Nordsjælland, hvor der er marker, så langt øjet rækker, og alle er på fornavn med hinanden. Der går måske en bus én gang i timen, men så er det også det.

Et sådan sted, hvor folkeskole-øgenavnet stadig bliver hængende, selvom man er helt andet menneske end dengang. Fotografen for Lokalavisen, Rikke (Johanne Milland) genkender Oskar derfor først som Skrige-Rikke – det er småby-liv i en nøddeskal.

Eller sofa-Klaus (Caspar Philipson), en ivrig motionsrytter, der altid render rundt i lycra-uniformen og klik-sko, og højt annoncerer til alle, der vil høre, at han i hvert fald altid vil købe sit brød hos Vagn og ikke det fra supermarkedet.

Fun fact: Der åbnede et supermarked – navnet undslipper mig nu (Iso?) – næsten klos op ad mine forældres bageri, på det, der tidligere var en stor parkeringsplads. Der er intet, som kan skabe butiksdød eller drive selvstændige butikker på randen af konkurs, end et større supermarked med indbygget bager.

Det er en nice lille detalje, hvor sofa-Klaus – igen, et småby-navn, når først du har det, så forsvinder det ikke – primært bliver brugt som en punch-line, men også som en subtil, lille kommentar på, hvor svært det er for erhverv som bagere og slagtere f.eks. at holde gang i forretningen, hvis et one-stop-supermarked åbner lige i nærheden.

Det bliver ikke bedre, det bliver anderledes

Endnu et af de mange øjeblikke undervejs i Bedre tider, hvor et minde bliver aktiveret. Sådan er det med minder. Man styrer ikke altid, hvad det er, som bringer dem op til overfladen. Man higer efter de positive stunder, så al det sørgelige kan forsvinde eller holdes væk.

Når Vagn fortæller om, hvordan han, når han står og arbejder, nogle gange vender sig om i håbet om at se sin afdøde hustru, går det direkte i hjertekulen. De små hverdagsting, man gjorde sammen igennem flere år, og nu pludselig er alene med, de gør ondt. Det er en af den slags smerter, der ikke bliver bedre med tiden, det bliver bare anderledes.

Og det er den pointe, Milad Schwartz Avaz og hele holdet mesterligt får understreget. Sorg er en naturlig ting, og ikke alle har den samme proces, der er små variationer. Men man skal igennem den, for ellers ligger den som et sår, der bliver ved og ved med at springe op.

Det gjorde satans ondt at se Bedre tider, men jeg vil ikke være foruden den oplevelse, der stadig sidder dybt i mig en lille uges tid senere.

Det er en film, hvor grin og gråd er i perfekt balance, som yin og yang. Det ene kan ikke eksistere uden det andet, og det er nødvendigt for os som mennesker at mærke og anerkende de to ting. Det er okay at være ked af det, når du mister nogen, du holder af. Det skal gøre fuckin’ ondt.

Men du skal også videre. Ikke glemme. Det kan man ikke. Og takket være en så fantastisk film som Bedre tider, lever mindet om dem, vi har mistet, stærkt og flot videre i os, der husker dem.

Det er min yndlings- og hadefilm nummer et for året på en og samme tid. Tak for den, Milad, Ari, Sebastian Andreas, Lars og alle jer andre. Den her glemmer jeg aldrig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: