Film | Guides

Redaktionens favoritter: Mads Mikkelsens 10 bedste danske roller

Af
Signe Bjørg Granberg
29. september 2023
Mads Mikkelsen til gallapremieren på 'Bastarden'
Mads Mikkelsen til gallapremieren på 'Bastarden' ved dette års Venedig Film Festival / Foto: Ipa Agency

Del artikel

Mens vi venter på den nye storfilm 'Bastarden' med Mads Mikkelsen i hovedrollen, har vi lavet en guide til skuespillerens bedste danske roller gennem tiden – fra 'Pusher' til 'Druk'.

Mads Mikkelsen er her, der og alle vegne. Fra verdens største franchises som James Bond, Star Wars, Harry Potter og Indiana Jones til den ene danske storfilm efter den anden.

At udvælge hans bedste roller er derfor næsten ligeså umulig en opgave, som det er for Mads Mikkelsen at lave en dårlig præstation. Vi har dog alligevel vovet pelsen og udvalgt Mikkelsens 10 bedste danske roller og nævnt under hver titel, hvor de kan ses.

Pusher (1996)

Mads Mikkelsens gennembrudsfilm var Nicolas Winding Refns debutfilm, Pusher, fra 1996. Her spiller Mikkelsen (med et gigantisk "respekt" tatoveret på tværs af baghovedet) sammen med Kim Bodnia de to narkohandlere Tony og Frank, der kommer alvorligt i fedtefadet hos gangsterbossen, Milo (Zlatko Buric). Pusher blev lavet på et – i filmøjemed – mikroskopisk budget, men blev alligevel en af de mest indtjenende danske film det år, den udkom.

'Pusher' kan ses på Viaplay og Nordisk Film+.

Rejseholdet (2000-2004)

Selv om Pusher gjorde, at filmbranchen fik øjnene op for Mads Mikkelsen, var det først med DR's krimiserie Rejseholdet, at han blev "allemandseje". I Rejseholdet spiller Mikkelsen den hardcore betjent Allan Fisher, som er en del af politiets rejsehold, der opklarer forbrydelser i hele Danmark. Serien, der kørte fra 2000-2004, kridtede banen op for en lang række danske krimi- og politiserier og samlede op imod 2.000.000 seere hver søndag, da den var på sit højeste.

'Rejseholdet' kan ses på DRTV.

Blinkende lygter (2000)

Samarbejdet med instruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen startede med Blinkende lygter i 2000, og siden er det blevet til fire yderligere film i fællesskab. Blinkende lygter er en moderne klassiker i dansk filmhistorie og er bl.a. blevet udødeliggjort ved de mange, skarpe replikker og en sublim emsemblepræstationen fra Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Søren Pilmark og Ulrich Thomsen.

'Blinkende lygter' kan ses på Viaplay.

Elsker dig for evigt (2002)

Første gang, Mads Mikkelsen og Susanne Bier arbejdede sammen, var på Dogmefilmen Elsker dig for evigt fra 2002. Her spiller Mikkelsen over for tre andre af dansk films helt store stjerner, Paprika Steen, Nikolaj Lie Kaas og Sonja Richter. Filmen, hvori Mikkelsen spiller lægen Jacob, viser en lidt blødere og mere sårbar side af Mads Mikkelsen, og efter mange "hardcore" roller var denne med til at understrege hans alsidige talent som skuespiller.

'Elsker dig for evigt' kan ses på Nordisk Film+.

Adams æbler (2005)

Man kunne nok ligeså godt have sat De grønne slagtere på listen som Adams æbler, for de to film kom med få års mellemrum, og begge er skabt af Mads Mikkelsens faste samarbejdspartner, Anders Thomas Jensen. I rollen som præsten Ivan i Adams æbler forener Mads Mikkelsen det komiske med det rørende, hvilket også gør sig gældende i den seneste Anders Thomas Jensen-film, Retfærdighedens ryttere, fra 2020.

'Adams æbler' kan ses på Viaplay, og det samme kan 'De grønne slagtere'.

Efter brylluppet (2006)

Efter succesen med Elsker dig for evigt fandt Mads Mikkelsen igen sammen med instruktør Susanne Bier nogle år senere med det storladne drama, Efter brylluppet. I det højspændte trekantsdrama, der i øvrigt kastede en Oscar-nominering af til Bier for Bedste udenlandske film, spiller Mads Mikkelsen over for Sidse Babett Knudsen og svenske Rolf Lassgård, og det er de helt store følelser, der er på spil imellem de tre i denne film.

'Efter brylluppet' kan ses på Disney+ og Nordisk Film+.

Flammen & Citronen (2008)

I Flammen & Citronen prøver Mads Mikkelsen kræfter med det at portrættere en kendt historisk person, nemlig den legendariske modstandsmand, Jørgen Haagen Schmidt – bedre kendt som "Citronen". Han spiller overfor Thure Lindhardts "Flammen", og sammen udgør de to et formidabelt team i Ole Christian Madsens stort anlagte (og megadyre!) filmbasker fra 2008.

'Flammen og Citronen' kan ses på Filmstriben.

En kongelig affære (2012)

5. oktober er der danmarkspremiere på den nye storfilm, Bastarden, hvor Mads Mikkelsen genoptager samarbejdet med instruktør Nikolaj Arcel, som han også lavede En kongelig affære sammen med tilbage i 2012. I En kongelig affære, der i øvrigt blev Oscar-nomineret for Bedste udenlandske film, spiller Mikkelsen den kendte, tyske livlæge og oplysningsmand, Johann Struensee, der bliver rodet ind i et trekantsdrama med den danske Kong Christian VII og hans dronning, Caroline Mathilde.

'En kongelig affære' kan ses på Viaplay og Disney+.

Jagten (2013)

Mange vil nok fremhæve Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede mavepuster af en film, Jagten, hvor Mads Mikkelsen spiller den pædofilianklagede pædagog, Lucas, som Mikkelsens allerbedste. Filmen, og Mikkelsen i hovedrollen, gik da også sin sejrsgang verden over og var nomineret til et hav af prestigefulde priser – og vandt adskillige. Den cementerede Mikkelsens stjernestatus ikke blot i Danmark, men internationalt, og efterfølgende kom bl.a. serierollen som Hannibal (the Cannibal) på bordet.

'Jagten' kan ses på Disney+, Viaplay og Nordisk Film+.

Druk (2020)

Efter en del år i udlandet med stjerneroller i bl.a. tv-serien Hannibal og Star Wars-filmen Rogue One, vendte Mads Mikkelsen i 2020 hjem til Danmark og medvirkede både i Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere og i Thomas Vinterbergs Druk. Sidstnævnte indbragte en fortjent Oscar til Vinterberg for Bedste udenlandske film og adskillige andre priser, og Mads Mikkelsen er eminent i rollen som læreren, Martin, hvor han (igen) forener det hjerteskærende og det morsomme.

'Druk' kan lejes på bl.a. Blockbuster og SF Anytime.

Del artikel

Andre Film | Guides