
Birthe Neumann og Lene Maria Christensen fejrer en sidste ’hyggelig’ jul i 'Ingen kære mor'

Der er lagt op til både latter, tårer og familiedrama, når 'Ingen kære mor' lander i de danske biografer til november. Den både sjove og rørende trailer til filmen, der er instrueret af debutanten Charlotte Brodthagen, er netop blevet offentliggjort og kan ses nederst i artiklen.
I centrum for 'Ingen kære mor' står tre generationer af kvinder fra en familie – spillet af Freja Klint Sandberg, Lene Maria Christensen og Birthe Neumann. På overfladen er det en historie om en juleaftensfejring i et sommerhus, men under den tilsyneladende hyggelige begivenhed lurer hemmeligheder, usagte følelser og et generationsopgør, som mange nok vil kunne nikke genkendende til i større eller mindre grad.

Kvinden i midten (Lene Maria Christensen) er nemlig uhelbredeligt syg og har kun en enkelt jul tilbage at leve i. Det har hun bare kun fortalt sin datter – ikke sin mor. Det sætter alle deres interne mor-datter-konflikter på spidsen og får små konflikter til at eksplodere. Det er fortællingen om, hvordan kærlighed og irritation ofte går hånd i hånd, når tre generationer skal finde hinanden midt i både sygdom, fortielser og de helt særlige familiedynamikker.

'Ingen kære mor' er Charlotte Brodthagens debut som spillefilmsinstruktør. Hun har skrevet manuskriptet sammen med Simon Weil ('Rita', '2 døgn').
'Ingen kære mor' får biografpremiere 27. november 2025.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


















