"Da jeg sad i det fly, følte jeg nærmest, at jeg selv var på vej ned for at kæmpe i Syrien"

Arian Kashef. Hvis du ikke allerede kender navnet, bør du straks skrive dig det bag øret.

Han er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Århus i 2019 og fik sit store gennembrud som Jamal i den danske DR-serie Når støvet har lagt sig fra 2020. Derudover har han bl.a. haft roller i filmene Shorta, Meter i sekundet, Englemageren og i krimiserien Kastanjemanden.

Lige nu er Arian Kashef aktuel i både teaterforestillingen De urørlige og filmen Vejen hjem - og næste år spiller han en af hovedrollerne i den danske Netflix-serie Legenden.

Gadedreng møder Beethoven

Vi møder Arian Kashef et par uger inden premieren på Vejen hjem, midt i hans Danmarksturné på De urørlige. Stykket er baseret på den franske film af samme navn fra 2011, og Arian spiller Omar Sys rolle, Driss, overfor Preben Christensens Philippe. Og det er lidt af en drømmerolle, fortæller han:

- Da jeg så filmen første gang, følte jeg, at den beskrev min sjæl. Hvis jeg skulle pege på, hvordan jeg ser verden, er De urørlige perfekt, for det er en blanding af en gadedrengshistorie og Beethoven. Det er en klassisk historie om to mennesker, der møder hinanden, og det kan vi jo alle spejle os i. Det er ligegyldigt, hvor du er fra, og hvem du er. Vi oplever bare den der rene kærlighed.

Man skulle jo i så fald tro, at det var nemt for Arian Kashef at sige ja til rollen, men det var det ikke:

- Jeg var faktisk meget i tvivl, om jeg skulle sige ja, for forestillingen varede lang tid, og jeg havde også gang i mange film- og serieprojekter samtidig. Jeg havde lige landet en rolle i Netflix-serien Legenden, og den rolle, jeg skulle spille, skulle være med i længere tid. Så det var et puslespil. Men der var bare noget i mig, der sagde, at jeg ikke ville komme til at få denne her chance igen. Og det hele løste sig jo heldigvis.

Nu, hvor han er på turné med De urørlige i hele Danmark, har Arian Kashef - der er født og opvokset i København - besøgt byer, han aldrig havde sat sin fod i før:

- Jeg har fået en kærlighed til Danmark, som jeg ikke har oplevet før, ved at være på turné med den her forestilling. Nu har jeg oplevet Sønderborg, Frederikshavn, Esbjerg - vi skal nærmest hele Danmark rundt. Det har været fedt at møde et publikum, jeg ellers aldrig ville have mødt. Den gave ville jeg ikke have fået ved at lave film på samme måde. At møde folk lige efter en forestilling, som måske er blevet rørt, og kommer op til dig, er fantastisk.

Selv om Arian Kashef har travlt lige nu, ved han, at det ikke nødvendigvis fortsætter sådan:

- Det er op og ned altid. Jeg er taknemmelig, når det går op, men man skal lære, at sådan er det jo ikke altid.

Nej tak til typecasting

28. november har filmen Vejen hjem, der er instrueret af Charlotte Sieling, premiere, og her spiller Arian rollen som Abu Hassan. Abu Hassan har valgt at rejse til Syrien for at hjælpe modstandsbevægelsen, men samtidig er han bare en ung dansk mand, der kæmper for at høre til et sted.

Arian mener, at der er en helt særlig dybde i karakteren, som gør den kompleks, og at rollen derfor er alt andet end en "typecasting" af ham:

- Jeg ville ikke have været med i filmen, hvis jeg var typecastet, og hvis min karakter, Abu Hassan, ikke havde flere sider. Der var en masse kød på karakteren, og man kunne lege med flere sider af ham. Der er en naivitet i ham og en lethed, som gør ham interessant.

For Arian blev Abu Hassan et symbol på publikums øjne i filmen:

- Abu Hassan er en karakter, hvor man faktisk får en snert af Danmark og en oplevelse af et menneske, der på en måde tænker, hvad publikum tænker: ”Hvad er det, der foregår - shit, jeg vil væk herfra”.

Samtidig opbygger Abu Hassan en tæt relation til Nikolaj Lie Kaas' karakter Christian, der er i Syrien for at overtale sin søn, Adam, til at forlade Islamisk stat og komme med tilbage til Danmark.

Og Arian peger netop på forholdet mellem Abu Hassan og Christian som noget helt specielt:

- Den relation, han opbygger med Christian, er interessant. Christian har et fast mål: ”Jeg skal bare det der, jeg skal bare hjem, og så er alt ordnet." Men han bliver jo påvirket af bl.a. Abu Hassan, og der bliver åbnet for noget privat i deres relation, som gør, at hovedmålet ikke i sig selv er afgørende, men at Christian også er nødt til at tage deres relation ind. De skal sammen finde ud af, hvad fanden de skal gøre.

Inspiration fra 'Kalifat' og 'Historien om Lukas'

Optagelserne til Vejen hjem foregik - naturligt nok - ikke i Syrien, men i Jordan. Og da Arian sad i flyet på vej for at optage filmen, var han så optaget af sin research til rollen, at han nærmest følte, at han selv var på vej i krig:

- Jeg kan huske, at da jeg sad i det fly, følte jeg nærmest, at jeg selv var på vej ned for at kæmpe i Syrien. Jeg sad og så videoer og lyttede til en podcast som en del af min research, og min krop havde det meget mærkeligt. Men jeg blev nødt til at prøve at finde ud af, hvorfor min karakter gør, som han gør.

En del af forberedelserne bestod netop i at se videoer, som filmens manuskriptforfatter, Nagieb Khaja, selv havde filmet i Syrien. Desuden havde Nagieb bedt Arian om at lytte til Third Ears podcastserie med Jakob Sheikh, der hedder Historien om Lukas.

- Podcasten handler om en ung dansk dreng fra Husum, der tog ned og kæmpede i Syrien. Hans mor vidste ikke, hvor han var, og da hun fandt ud af det, fik hun bare et billede af, at hendes søn var død. Jeg har også selv oplevet, at én fra min gymnasieklasse lige pludselig ikke var i klassen længere, fordi han var rejst til Syrien. På det tidspunkt var jeg slet ikke bevidst om, hvorfor han var væk, men da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at han faktisk døde dernede.

Foruden podcast og video så Arian også den svenske Netflix-serie Kalifat, som handler om to piger fra Sverige, der tager ned for at blive en del af ISIS. Og den serie rammer meget af det, som Vejen hjem også prøver at vise, synes han:

- Hold da kæft, hvor Kalifat ødelagde mig. Serien tager os i hånden og viser, hvordan man lige pludselig kan ende et andet sted, hvor der er et fællesskab. Hvis man ikke føler, man har et fællesskab eller et tilhørsforhold derhjemme, så skal du nok finde det et eller andet sted. Den gav et godt indblik i, HVORFOR nogen kan finde på at gøre det.

For Arian handler det i filmen - og i livet - om at prøve at forstå i stedet for bare at kritisere:

- Hvis vi skal være med til at løse problemer, skal vi prøve at forstå. Nikolajs karakter Christian tror jo, han kan komme igennem som en superhelt. Tage sin søn med hjem, og så er det klaret. Problemfrit. Men han lytter jo ikke.

Skriv din egen historie

For Arian Kashef er det også vigtigt uden for skuespillet at prøve at forstå. Og ikke mindst at lytte til andre, specielt unge mennesker, og være med til at give dem en stemme.

Specifikt arbejder han på bosteder og som kontaktperson for udsatte unge, hvor han også laver forskellige workshops:

- Vi laver f.eks. workshops omkring, hvor vigtig ens egen historie er. Mange unge tror ikke på, at de er vigtige ude i livet. Vi forsøger at få dem til at dele ud af dem selv og skabe deres egne historier. Jeg spørger dem tit: "Hvis nogen skulle skrive en bog om dig, hvem skulle så skrive den?" Og der er de enige om, at det skulle de selv, for de kender sig selv bedst. Men hvorfor lytter de, og vi, så tit til mennesker, der fortæller os, at det der kan du ikke, eller det der er du ikke god til? Så går vi i den retning, vi har fået fortalt. Jeg synes, at man i stedet skal skabe sin egen historie - gribe blyanten selv og skrive på papiret.

Mange af de unge, som Arian arbejder med, har ikke nogen forældre, så i den tid, han er på et bosted, er han en slags storebror for dem:

- Når vi er ude på workshops er jeg måske mere en mentor eller ven, som forsøger at se dem fra deres bedste sider. Jeg ved, hvordan det er som ung f.eks. at have en lærer, hvor man føler, at han eller hun kun ser én på en specifik måde. Vi har et friskt blik på dem, og jeg føler lidt, det er som at arbejde med 14-årige Arian igen.

For mange af de unge er det underordnet, at han er med i en eller anden stor dansk film eller serie:

- Det at møde nogle unge mennesker, der er pisseligeglade med, hvilken film der går den 28. november, er en pause for mig. Langt flere af dem kender mig fra de videoer, jeg har lavet, da jeg var yngre (Arian havde en populær YouTube-kanal, der hed Arian Planet, red.) De har en barndom med det. Og jeg laver faktisk stadig videoer – nu på Tiktok – som er motivationstaler og en slags virtuel undervisning.

For Arian er det vigtigste, at han hjælper, hvor han kan:

- Jeg prøver bare at bruge mig selv så godt som muligt til at hjælpe så godt, jeg kan, med det, jeg er god til. Om det så er på YouTube, TikTok eller som skuespiller – eller fysisk på et bosted. At hjælpe for mig er en del af mit kald, kan jeg mærke.

Romeo eller skurk?

Hvad der venter fremover for den unge, fremadstormende skuespiller vil tiden vise. Lige nu filmer han anden del af Netflix-serien Legenden, der får premiere i 2025. Og derudover har han et par andre projekter i støbeskeen - bl.a. en ny serie med folkene bag Gigis, hvis den får lov at få grønt lys fra Zentropa.

Derudover håber Arian Kashef, at der kan blive plads til flere skurkeroller fremover, da han tit spiller den søde, lidt naive unge dreng:

- Der er tit en anden energi og kompleksitet – en mystik – i skurkeroller. I Shorta spillede jeg skurk, og det var rigtig fedt. Det må være mit drømmeprojekt næste gang, haha. Det eller en historisk film som Lykke Per eller Romeo og Julie!

Vejen hjem får biografpremiere 28. november, og De urørlige spiller lige nu i store dele af landet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: