Anmeldelse: Yalla Habibi, kom kom kom! Gå ind og se den film, ’Shabholm’

Knap 100.000 danskere indløste billet til filmen Blokhavn, da den havde premiere midt under Corona-pandemien. Nu er satirekollektivet bag tilbage med en ny film, Shabholm, om vennerne fra blokken.

Der er gået en rum tid siden, vi sidst mødte vores yndlings-shababs: Hassan, Ali, Musti Abdi og Ahmed. De er nu gået ud af skolen og prøver hver især at få hverdagen til at hænge sammen. Men det er svært i et land som Danmark, hvor hyggeracismen lurer lige under overfladen. Selv deres minoritets-assimilerede danske ven, Davito, har svært ved at sætte sig ind i de vilkår, der møder de blokkens drenge på daglig basis. Med andre ord, er de skidetrætte af Danmark.

Så da oliesheiken Erkan Mosque køber Bornholm for at lave øen om til et ferieparadis for muslimer, Shabholm, er drengene fyr og flamme. Davito må dog blive tilbage i Danmark og prøver for første gang at være den, der er udelukket fra fællesskabet. Men noget er ikke, som det skal være, og der lægges planer bag den kebabpolerede facade på Shabholm.

Pia Støjmund

Skurken i Shabholm er en sammenmorfet udgave af Pia Kærsgaard, Pernille Vermund og Inger Støjberg. Pia Støjmund kaldes hun. Ude i virkelighedendes verden er de tre damer blevet spurgt, hvad de synes om at blive fremstillet så karikeret – og hver og én har brugt muligheden til at fortælle vidt og bredt om, hvor rummelige de er, modsat muslimer og koran-afbrænding, må vi forstå.

Det kan godt ærgre mig, at filmen giver de damer en mulighed til at bruge den som afsæt for deres agenda. Men ved eftertanke er det i sidste ende også i filmens ånd. At vi har brug for hinanden – på godt og ondt.

Hykler-aktivisten

Der er masser af spiddende præcise iagttagelser fra hverdags-Danmark, men filmen mister aldrig sit hjerte. Det står fra start til slut tindrende klart, hvor meget kærlighed der også er til leverpostejs-Danmark i al vores fejlbarlighed.

I løbet af filmen forsøger drengenes efterladte danske ven, Davito, at mobilisere modstand i Danmark for at få alle landets muslimer tilbage fra Shabholm. Foran Christiansborg finder han en masse aktivister, der demonstrerer for menneskerettigheder og for åbningen af grænserne. Men da Davito beder dem hjælpe med noget helt konkret, har de alle utrolig travlt med, at det regner, og at de faktisk allerede har stået og frosset i 20 minutter.

Avs, sagde det i min aktivist-hykleriske mavse. På den gode måde. For hvor er vi dog et folkeslag, der er rigtig gode til at brokke os, men måske knap så gode til rent faktisk at gøre noget ved det.

Sjov, men også alvor

Kunstnerkollektivet Gigis har siden deres etablering i 2016 sprøjtet anarkistisk veloplagt satire ud i både på nettet, i radio, tv og biografen. Det er meget tydeligt, at drengene fra kollektivet kender miljøet, de skildrer rigtig godt, og netop derfor kan de med kærlighed og selvironi spidde både ’os’ og ’dem’. Det er virkeligt sjovt, men det er også alvor, for mange af de samfundssatiriske elementer har bund i virkeligheden.

Animationsstilen er stadig grov og taktil – lidt á la South Park, men det hele er blevet mere gennemført, ligesom der arbejdes endnu mere bevidst med små detaljer og ’inside jokes’ i baggrunden. På den måde er det en film, der kommer til at give endnu mere ved gensyn.

Til de fleste af deres projekter udvikler Gigis også en musikalsk side med samarbejder på tværs af den danske musikscene. Det er også tilfældet med Shabholm, hvor der på premieredatoen udgives et soundtrack med bidrag fra danske rappere. Jeg kan med overbevisning sige, at der ligger mindst én ørehænger, som har siddet fast i mit kranie, siden jeg så filmen.

Her er diversiteten, hyld den!

Der bliver i disse år talt meget om repræsentation og mangfoldighed i medierne. Talt og talt og talt. Alligevel ser vi stort set aldrig en minoritets-dansker i front i en primetime serie på dansk tv. Shabholm er alt det, de voksne i branchen ævler om, men ikke rigtig gør noget ved.

Den er ung og vedkommende. Den er flabet, men stadig bred i sin appel. Den er provokerende ja, men hvor ville jeg gerne sende hr. og fru Pølsesnak ind at se den. For at lære noget om ’de andre’, men også for at få sat et satirisk spejl op og lære noget om, hvordan de ser ud i ’de andres’ øjne.

Så kære Danmark: Her er diversiteten, hyld den!