Film | Nyheder

Dansker spiller skurk i ny filmatisering af Stephen Kings gyserklassiker 'Salem’s Lot'

Af
Signe Bjørg Granberg
26. august 2024Opdateret 13. september 2024
'Salem's Lot'
Filmatiseringen af Stephen Kings klassiker 'Salem's Lot' / 'De dødes by' får streamingpremiere på Max / Foto: Justin Lubin/Max

Del artikel

Bestselleren 'Salem's Lot' – eller på dansk 'De dødes by' – får snart premiere på Max i en ny, uhyggelig filmudgave. Og det bliver med et velkendt, dansk navn på rollelisten.

For nylig kårede vi de 10 bedste Stephen King-bøger, og nummer seks på listen var bogen De dødes by/ Salem’s Lot fra 1975.

Netop den bog er nu blevet filmatiseret af produktionsselskabet New Line, og filmen får premiere allerede i oktober på streamingtjenesten Max.

Filmen følger forfatteren Ben Mears, der vender tilbage til sin barndomsby Jerusalem’s Lot (en fiktiv by i Maine), for at finde inspiration til sin næste bog. Han opdager dog snart, at hans hjemby bliver hjemsøgt af en blodtørstig vampyr.

Sammen med Det onde er fortællingen blandt Kings mest uhyggelige bøger, så der er også i filmatiseringen lagt i kakkelovnen til uhygge og spænding.

Og den nye gyser har ingen ringere end danske Pilou Asbæk på rollelisten. Asbæk skal spille skurken Straker over for blandt andre Lewis Pullman, Alfre Woodard, Makenzie Leigh, Bill Camp, Spencer Treat Clark og John Benjamin Hickey.

Det er Gary Dauberman, der har skrevet, instrueret og produceret filmen sammen med James Wan og Michael Clear for Atomic Monster og Roy Lee for Vertigo. Den nye film genforener altså producerholdene bag de succesfulde gyserfranchises The Conjuring og Det onde/It.

Salem's Lot får premiere 3. oktober på Max.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder