Nyt billede af Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia i 'Nattevagten – dæmoner går i arv' afsløret
Knapt 30 år er gået, siden Nattevagten gik sin sejrsgang ikke blot i Danmark, men på verdensplan. Filmen blev tilmed genindspillet i en amerikansk version med Ewan McGregor og Nick Nolte.
Hovedrollerne i den danske film, Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Ulf Pilgård, var dog de amerikanske pendanter langt overlegne, og til stor glæde for fans af den oprindelige film vender alle tre tilbage i efterfølgeren, Nattevagten – dæmoner går i arv.
Her følger vi den unge medicinstuderende Emma (Fanny Leander Bornedal), der beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete i kælderen under Retsmedicinsk Institut for næsten 30 år siden, hvor hendes forældre Martin og Kalinka nær blev dræbt af den psykopatiske seriemorder, Kommissær Wörmer.
Foruden de kendte gengangere fra den første film og Fanny Leander Bornedal i hovedrollen, er store navne som Paprika Steen, Sonja Richter og Alex Høgh Andersen også på rollelisten denne gang.
Nattevagten – dæmoner går i arv får verdenspremiere på BFI London Film Festival, der løber af stablen 4.–15. oktober, og her vises filmen i "Cult Strand"-sektionen.
Filmen får danmarkspremiere 14. december 2023.