Film | Nyheder

Rusk tremmer med Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull i Vridsløselille

Af
Signe Bjørg Granberg
12. august 2024
'Vogter'
Sidse Babett Knusen spiller hovedrollen i Gustav Möllers fængselsfilm 'Vogter' / Foto: Nikolaj Møller / Nordisk Film

Del artikel

Der er lagt op til en fængslende oplevelse med Gustav Möllers nye drama 'Vogter', og nu får du tilmed mulighed for at se filmen i det selvsamme fængsel, hvor optagelserne har fundet sted.

Det nu lukkede Vridsløselille Fængsel danner rammen om en helt særlig forpremiere på den nye Gustav Möller-film, Vogter, med Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull i hovedrollerne.

Vogter handler om den idealistiske fængselsbetjent Eva (Babett), der bliver fanget i sit livs dilemma, da den unge mand Mikkel (Bull), der er dømt for mordet på hendes søn, bliver anbragt i det fængsel, hvor hun arbejder. Uden at afsløre sin hemmelighed beder Eva om at blive flyttet til den unge mands afdeling, og så starter et nervepirrende drama, hvor Evas retsfølelse sætter både hendes moral og fremtid på spil.

Filmen fik en flot modtagelse ved verdenspremieren i hovedkonkurrencen på Berlin filmfestivalen tidligere på året, og det danske publikum kan glæde sig til at se den i biograferne herhjemme fra 12. september.

Vil du have en ekstra dimension til oplevelsen, kan du helt ekstraordinært se filmen lige der, hvor den er optaget – nemlig i fængselsgården i Vridsløselille. Her bliver filmen nemlig vist ved et open air-event allerede 6. september.

Det er Moving PictureHaus og Porten Vridsløse med støtte fra Albertslund Kommune, der står bag arrangementet. Moving PictureHaus er en frivillig forening startet af fire tidligere CPH PIX-medarbejdere, med det formål at vise film on location og skabe anderledes filmoplevelser.

Vogter kan ses i landets biografer fra 12. september, og billetter til forpremieren kan købes lige her.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder