Film | Guides

De her danske film skal du se i 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
27. december 2023Opdateret 20. februar 2024
'Den grænseløse'
Sofie Torp, Ulrich Thomsen og Afshin Firouzi i 'Den grænseløse' / Foto: Nordisk Film Production / Armands Virbulis

Del artikel

Vi har kigget i krystalkuglen og fundet frem til disse 15 spændende danske film, som vi glæder os til at se i 2024.

Det er altid svært at spå om, hvad der kommer i løbet af et år. Filmpremierer kan rykke med kort varsel, og hvis en film ligger lige omkring årsskiftet, kan den selvfølgelig rykke til året efter.

Plus, meget er foreløbige datoer, hvor formuleringer som forår eller efterår ’24 giver mulighed for, at film kan blive rykket rundt over det hele, afhængig af konkurrencen.

Alligevel har vi vovet pelsen og fundet frem til 15 spændende danske film, vi ser frem til. Alene det, at vi har 15, og flere faktisk at vælge imellem, lover rigtig godt for fremtiden i dansk film. Jo flere, jo bedre – især hvis filmskaberne og pengefolkene tør sætte projekter i gang, vi ikke har set tusinde gange i forvejen.

Den grænseløse

Vi er nået til filmatiseringen af den sjette af Jussi Adler-Olsens bøger om Carl Mørck og Afdeling Q.

Denne gang handler det i høj grad om assistenten Rose (Sofie Torp), der til en afskedsreception for en af Carls (Ulrich Thomsen) gamle kolleger på Bornholm overværer vedkommende skyde sig selv.

Carl og Assad (Afshin Firouzi) kommer til øen, hvor det hurtigt står klart, at en gammel drabssag og en lokal soldyrkende kult – under ledelse af den karismatiske Atu (Joachim Fjelstrup) – spiller ind i det komplicerede plot. Samtidig trigger selvmordet noget i Rose, så vi får hidtil ukendt indsigt i hendes traumatiske fortid.

Den grænseløse får premiere i biograferne 1. februar 2024.

Rom

Rom er et romantisk drama i feelgood-indpakning. Gerda (Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken) er taget til den navnkundige by på forlænget weekend for at fejre deres bryllupsdag.

Her møder de hendes tidligere fyr, Johannes (Rolf Lassgård), en karismatisk kunstlærer med en charme lige så betagende som den italienske metropol. Kemien imellem dem er langtfra død, og Kristoffer kan fra sidelinjen blot være vidne til, hvordan Gerda genoplever sin glade og sorgløse ungdom.

Rom får premiere i biograferne 22. februar 2024.

Kalak

Jan (Emil Johnsen) bor i Grønland sammen med sin familie, hvor han arbejder som sygeplejerske. Han er desperat for at blive en del af det lokale fællesskab. Med alt, hvad det indebærer af druk og at knalde med de grønlandske kvinder, mens konen (Asta Kamma August) er hjemme med børnene.

Det er en historie om misbrug og identitet, som instruktør Isabella Eklöf (Holiday) og manuskriptforfatter Sissel Dalsgaard Thomsen har skabt ud fra Kim Leines selvbiografiske debutroman Kalak.

Kalak får premiere i biograferne 7. marts 2024.

Birthday Girl

Birthday Girl
Maja Ida Thiele, Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Trine Dyrholm i 'Birthday Girl'
Foto: Heikki Leis / Nordisk Film

Umiddelbart virker et krydstogt som en ganske god måde at fejre datteren Cilles (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) 18-års fødselsdag. Det er i hvert fald det, Nanna (Trine Dyrholm) tænker, og hun har derfor inviteret sin datter og datterens veninde (Maja Ida Thiele) på en tur rundt i Caribien.

Men første nat bliver Cille voldtaget. Hun husker ikke, hvad der er sket eller hvem, der gjorde det, og Nanna opdager hurtigt, at hvis der skal ske nogen som helst form for retfærdighed, er hun nødt til at tage sagen i egen hånd.

Det er Michael Noer (R, Huset), der er instruktør på spændingsfilmen, og med hans CV in mente bliver det en nervepirrende omgang.

Birthday Girl får premiere i biograferne 4. april 2024.

For evigt

Og vi lægger ud med netop noget, vi ikke ser så tit i dansk film, nemlig en science fiction-film.

Ulaa Salim – der debuterede med det intense thrillerdrama Danmarks sønner – kombinerer i For evigt klimadiskussion med romantik og eksistentialisme.

Et jordskælv skaber en sprække på bunden af Atlanterhavet og accelererer klimaforandringerne hastigt. Blandt den gruppe forskere, som forsøger at lukke sprækken, er Elias (Simon Sears) og Anita (Nanna Øland Fabricius). Engang var de elskende, nu kollegaer, der forsøger at redde menneskeheden. Kommer gamle følelser i vejen for projektet, og fortryder Elias, at han ikke valgte et liv sammen med Anita, dengang kærligheden sprudlede imellem dem?

For evigt får premiere i biograferne 18. april 2024.

Fuld af kærlighed

Fuld af kærlighed
Lars Ranthe og Stine Stengade i 'Fuld af kærlighed'
Foto: Nimbus Film

Efter succesen med det historiske drama Vores mand i Amerika vender instruktør Christina Rosendahl med Fuld af kærlighed blikket mod hjemmets fire vægge i middelklasse-Danmark.

Lars Ranthe og Stine Stengade spiller et tilsyneladende helt almindeligt ægtepar, men bag facaden lurer en hjerteskærende sandhed.

Han har et hastigt tiltagende alkoholmisbrug, som har sendt familien på randen af opløsning, og et ultimatum melder sig efterhånden som den eneste mulighed. Men det er lettere sagt end gjort.

Fuld af kærlighed får premiere i biograferne 23. maj 2024.

The End

The End
Promobillede for 'The End'
Foto: Final Cut For Real

Den danskboende instruktør Joshua Oppenheimer lagde verden ned med sine to fremragende Oscar-nominerede dokumentarer The Act of Killing og The Look of Silence om massemordene i Indonesien 1965-66.

Nu er han snart klar med sin første spillefilm The End, hvor bl.a. Tilda Swinton, Michael Shannon og George MacKay medvirker.

I en postapokalyptisk fremtid har en familie boet i en underjordisk bunker, siden verden gik under. Nu dukker en ung kvinde pludselig op, som finder vej ind til dem.

Som en ekstra krølle på halen bliver dommedags-sci-fi-elementerne krydret med musicalgenren, hvor sangene er inspireret af Broadways gyldne æra i 1940'erne-1950'erne.

The End får premiere i biograferne 5. september 2024.

Vogter

'Vogter'
Sebastian Bull spiller hovedrollen som indsat over for Sidse Babett Knudsen i den nye danske film 'Vogter'
Foto: Nordisk Film Production / Jasper J. Spanning

Hvis du heller ikke kunne få nok af DRs neglebidder Huset, er der godt nyt. For handlingen i Gustav Möllers (Den skyldige) Vogter lyder som noget, der kunne være taget ud af netop den serie.

Filmen handler om fængselsbetjenten Eva (Sidse Babett Knudsen), der pludselig bliver sat i et kæmpe dilemma. Manden (Sebastian Bull), som er dømt for mordet på hendes søn, bliver anbragt i det fængsel, hvor hun arbejder.

Derfor beder hun om at blive overført til hans afdeling, hvorefter et nervepirrende drama udfolder sig og Eva balancerer mellem, hvad hun har lyst til at gøre, og hvad hun rent faktisk burde gøre.

Vogter får premiere i bigraferne 12. september 2024.

Kontra

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-08-24/foto-jesper-christensen.jpg
Anna Lehrmann som Lilja i 'Kontra'
Foto: Jesper Christensen

En af de mest foretagsomme personligheder, når det kommer til skildring af moderne ungdomsliv, er arbejdshesten Jonas Risvig.

Med nærmest en serie hvert halve år er det imponerende, hvor meget den autodidakte serieskaber har formået at lave og alligevel fastholde et højt niveau.

I spillefilmsdebuten Kontra er det endnu engang ungdommen, som er i centrum. Veninderne Fanny (Andrea Hjejle) og Lilja (Anna Lehrmann) har et brændende ønske om at blive populære på gymnasiet, og for at opnå det bliver de nødt til at gøre ting, der ikke havde forestillet sig at skulle gøre.

Kontra får premiere i biograferne 19. september 2024.

Honey

Honey
Selma Sol í Dali Pape og Jesper Christensen i promobillede for 'Honey'
Foto: Scanbox

Scenestjæleren og den absolutte stjerne fra TV 2-serien Agent, unge Selma Sol í Dali Pape spiller den titulære hovedrolle i instruktør Natasha Arthys Honey.

Filmen er en adaptation af Mette Eike Neerlins bestseller Hest, hest, tiger, tiger og handler om den 13-årige Honey, der lige er startet i en ny klasse. Familielivet er noget tumultarisk, hvor moren (Lene Maria Christensen) arbejder hele tiden, søsteren (Sidse Boel Kruse) har Downs syndrom, og faren (Simon Bennebjerg) popper ind og ud af deres liv, afhængig af hvor mange problemer han har med loven.

Da hendes ellers afdøde morfar (Jesper Christensen) viser sig ikke at være død alligevel, åbenbarer der sig en smule lys i teenagerens kaotiske tilværelse.

Honey får premiere i biograferne 10. oktober 2024.

Børnene fra Sølvgade

Børnene fra Sølvgade
Holdet bag den nye, danske familiefilm 'Børnene fra Sølvgade'
Foto: Peter Gramstrup

Renée Toft Simonsens populære børnebog Børnene fra Sølvgade handler om de fire børn Katinka (Ida Skelbæk-Knudsen), Tristan (Alfred Nordhøj Kann), Kirk (Alfred Rivera) og Petra (Amelia Ahmad Abdullatif). De bor sammen med papegøjen Kaptajn Godt Humør i en lejlighed på Sølvgade.

Moren forsvandt på mystisk vis for et år siden, og siden da har de været alene. Skoleinspektøren Hr. Moth (Lars Ranthe) begynder at fatte mistanke om, at noget ikke helt stemmer, og derfor beslutter de fire børn sig for at hyre en hushjælp til at hjælpe med at snyde systemet. Valget falder på den excentriske Miss Nelly (Jakob Fauerby) fra Vollsmose, og derfra ændrer planen sig markant.

Mehdi Avaz (Mens vi lever) er instruktør, og Renée Toft Simonsen står selv for manuskriptet, mens Aarhus’ yndlingssøn Thomas Helmig står for titelsangen.

Børnene fra Sølvgade får premiere i biograferne 10. oktober 2024.

Fremmed

Fremmed
Promobillede for 'Fremmed'
Foto: Motor

Mads Hedegaards Fremmed tegner til at blive en af de mest interessante og ambitiøse danske film i 2024.

Filmen foregår i stenalderen og handler om den 19-årige Aathi (Angela Bundalovic), der sammen med familien kommer til Danmark. Et møde med en lokaljægerstamme efterlader kun hende og hendes lillebror i live.

Eneste mulighed for overlevelse er ved at søge tilflugt hos netop den stamme, hvor de så skal indordne sig under deres regler og tro. Aahti bliver presset mere og mere, og kravene bliver hårdere og hårdere, samtidig med at hævntørsten vokser i hende. Udover Angela Bundalovic medvirker også Danica Curcic (Kastanjemanden).

Fremmed får premiere i biograferne 24. oktober 2024.

De lydløse

De lydløse
Gustav Giese, Amanda Collin, og Reda Kateb er blandt castet til 'De lydløse'
Foto: Rasmus Lind, HEIN Photography, Yann Rabanier

Shorta var en af mest markante og forfriskende action-krimifilm i flere år, da den havde premiere i 2020. Nu er den ene halvdel af instruktørduoen, Frederik Louis Hviid, klar med sin anden spillefilm, der igen bevæger sig inden for samme genre.

Denne gang handler det om et af de mest spektakulære røverier i dansk historie, da en gruppe internationale røvere i 2008 slap afsted med 70 millioner kroner fra Dansk Værdihåndtering.

Blandt skuespillerne finder man Gustav Giese, Amanda Collin og franske Reda Kateb.

De lydløse får premiere i biograferne 31. oktober 2024.

Kærlighedens gerninger

Det er ikke meget, vi ved om instruktør Jeppe Røndes nye film Kærlighedens gerninger. Efter spillefilmdebuten, den kriminelt undervurderede Bridgend, i 2015, er vi mange, som har ventet i spænding på instruktørens næste fiktionsværk.

Kærlighedens gerninger trækker på Røndes egne oplevelser med at vokse op i et religiøst miljø, men er ellers en fiktiv fortælling om Hanna (Cecilie Lassen), hvis ellers stille og rolige liv, der bliver vendt op og ned på, da en mand (Jonas Holst Schmidt) vender tilbage til byen.

Det åbner op for uforløste traumer. Udover de ovennævnte medvirker også bl.a. Ann Eleonora Jørgensen.

Kærlighedens gerninger får premiere i biograferne 31. oktober.

The Little Seamstress

The Little Seamstress
Trine Dyrholm, instruktør Magnus von Horn og Vic Carmen Sonne fra holdet bag 'The Little Seamstress'
Foto: Lucas Hebsgaard

Historien om Danmarks største seriemorder gennem tiden, Dagmar Overby, ligger til grund for historien i den dansk-svenske film, hvor kun den internationale titel The Little Seamstress ligger klar.

Filmen handler om den fattige fabriksarbejder Karoline (Vic Carmen Sonne), der bliver gravid med fabriksejerens søn. En ting, man så meget ned på tilbage i 1918, især da Karolines ellers antaget døde mand pludselig giver lyd fra sig.

Derfor forsøger hun sig med en abort, som mislykkes. Men i samme ombæring møder hun Dagmar Overby (Trine Dyrholm), der tilbyder at arrangere en adoption. Da Karoline ikke kan betale sin frelser, indvilliger hun i at arbejde gælden af i Dagmars butik.

Der lærer hun lidt efter lidt den grusomme sandhed om, hvad Dagmar rent faktisk gør med alle de babyer, hun ellers skulle bortadoptere.

The Little Seamstress får premiere i biograferne i 2024.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides