Anmeldelse: ‘Chess’ på Det Ny Teater imponerer med stærke præstationer 

Det Ny Teaters genopsætning af Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Tim Rices storslåede musical ‘Chess’ kommer lige til tiden. Musicalen udkom først på LP i 1984, og to år senere havde den sin urpremiere på Prince Edward Theatre i London.

Historien tager sit afsæt i 80’erne, hvor de to skakmestre fra henholdsvis Sovjetunionen og USA, Anatoly Sergievsky og Frederick Trumper, skal mødes til verdensmesterskaberne i Merano i Italien.

Men der er meget mere på spil end sejren i et skakspil. Forholdet mellem USSR og USA er nemlig fyldt med politiske spændinger, der påvirker dem begge både personligt og professionelt.

Nuancerede kontraster

Allerede da de to rivaler ankommer til den smukke italienske by, er det tydeligt, hvor forskellige de er. Trumper kommer brasende på scenen og ødelægger en traditionsrig opvisning, hvor lokale danser festligt i flotte rød-, grøn- og hvidfarvede nationaldragter.

Trumper spilles formidabelt af Anders Gjesing, der med et intenst blik og skærende stemme udviser en arrogance og et storhedsvanvid, der gør det svært ikke at tænke på virkelighedens Trump(er) og hans tendens til at udvise total mangel på respekt for alle omkring sig.

Kort efter bliver vi introduceret for Sergievsky, der spilles af Thomas Høj Falkenberg, som med flotte nuancer i både sang og skuespil har skabt en karakter, der står i skærende kontrast til sin rival. Han er en disciplineret og ydmyg skakspiller med kone og to børn.

Trumper har sin elsker og sekundant med – den smukke ungarske flygtning Florence Vassy (Xenia Lach-Nielsen). Og da Sergievsky mod sin vilje tvinges til at bruge Freddie og Florences relation til at vinde første skakspil, bliver det startskuddet på et trekantsdrama, der går langt ud over skakbrættet – det bliver personligt, politisk og nådesløst.

Formidabel birollepræstation

Og det trekantsdrama, der sættes i gang i første akt, eskalerer i andet akt, som foregår i Bangkok et år efter første match – i det øjeblik, Anatolys kone Svetlana træder ind på scenen, hvor hun er blevet lokket til Bangkok for at støtte sin mand, der nu lever sammen med Florence.

Som et lyn fra en klar himmel kommer Frederikke Vedel på scenen, og i rollen som Svetlana leverer hun en fuldstændig formidabel birollepræstation, der begynder med en af forestillingens mange gåsehudsfremkaldende sange, ‘En anden piges historie’.

Herfra leverer hun imponerende sang kombineret med subtilt skuespil, der balancerer mellem store musicalfølelser og indadvendt smerte, vrede og sorg. Det er en præstation, der i samspil med Xenia Lach-Nielsen og Thomas Høj Falkenberg krydrer det i forvejen tårnhøje niveau med sublime øjeblikke.

Minimalistisk og stilren scenografi

Visuelt er man gået konservativt til værks. Scenen består af to store ternede vægge og et ligeledes ternet gulv, der som det mest oplagte selvfølgelig skal bruges til at visualisere et skakbræt.

Men scenografien kan meget mere end det. Med simple tekniske greb forvandler scenen sig blandt andet til flotte flag fra henholdsvis USSR og USA, der pryder hele bagscenen.

Derudover bruges de samme skærme til at komme helt tæt på de to rivaler, mens de koncentreret sidder og spiller skak midt på scenen. Skærmene bruges også til at fortælle historien om tidligere skakstormestre og ikke mindst til et rørende flashback om Florences baggrund.

Men den største sceniske genistreg kommer i andet akt, hvor gulvet i en afgørende scene starter som et mørkt gulv, og i takt med skuespillernes bevægelse lyser der hvide felter op, som elegant understreger, hvordan skakspillet, persondramaet og det politiske spil vikles ind i hinanden. Det er simpelt, men hold op, hvor er det effektivt.

Mesterligt musik og formidabel oversættelse

Der er så mange gode numre i ‘Chess’ – en ekstremt gennemkomponeret musical, der eminent fusionerer pop, rock, ballader og klassisk musical, og i denne version bliver alle på nær én (‘One Night in Bangkok) sunget på dansk.

Og med Jesper Malmoses oversættelse er svært at forestille sig, at det kan gøres bedre. Både forestillingens (minimale) dialog og de mesterlige sange er oversat på en måde, der gør, at handlingen står knivskarp, og sangene understøtter det storslåede drama.

Anders Gjesing synger ‘Stakkels det barn’ med et nærvær, der straks giver publikum ubetinget medlidenhed med den ellers usympatiske Trumper. Xenia Lach-Nielsen synger duetten ‘Nu ser jeg ham klart’ med Frederikke Vedel så smukt og ægte, at det næsten er ubærligt at overvære.

Det samme gælder, når Thomas Høj Falkenberg leverer balladen ‘Mit hjertes land’ med en indlevelse, der går direkte i hjertet på publikum.

Det er blot nogle få af de utallige sange, der fortjener at blive fremhævet fra denne eminente opsætning af den udødelige klassiker ‘Chess’. Der er musical på højeste niveau.

‘Chess’ er indbegrebet af store følelser, og det kan let blive for seriøst og højtideligt. Især i en tid, som den vi lever i nu, hvor forholdet mellem USA og Rusland er mere anspændt, end det har været i mange år. Og det ligger forestillingen heldigvis ikke skjul på.

Når det alligevel ikke bliver for tungt, skyldes det primært Simon Nøiers, der i rollen som den selvhøjtidelige Dommer står for forestillingens få comic reliefs, der leveres subtilt og underspillet, så det aldrig bliver for meget, men stadig sjovt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: