Anmeldelse: ‘West Side Story’ er klassisk musical fortolket med nutidig energi og kreativitet

‘West Side Story’ er en af musicalhistoriens absolutte grundpiller. Siden 1957 har den forenet Leonard Bernsteins medrivende musik og Stephen Sondheims knivskarpe tekster i en historie om ung kærlighed midt i social splittelse.

Den er blevet genopsat utallige gange, men dens tematikker om migration, identitet, håb og tilhørsforhold bliver ved med at kaste nye refleksioner af sig. Det Kongelige Teaters nye opsætning viser tydeligt, hvorfor fortællingen stadig er relevant. Samtidig holder den fast i musicalens romantiske og musikalske DNA.

Teknisk og kunstnerisk storslået

Historien tager sit udgangspunkt i et New York-kvarter, hvor banderne Jets og Sharks kæmper om territorium og retten til at høre til. Konflikten præsenteres gennem energisk koreografi og flot iscenesatte åbningssekvenser, hvor man både fornemmer ungdommens selvforståelse og presset fra de vilkår, de lever under.

Allerede fra starten bliver forestillingens aktualitet tydelig, da de unge ikke bare kæmper om deres plads i gaden, men også om en identitet i et system, der konstant sætter folk i kasser.

Scenografien er stiliseret og visuelt slående. Alle scenens dimensioner kommer i spil, så forestillingen på alle måder får den dybde, den fortjener, når der elegant og ubesværet bliver skiftet mellem historiens mange lokationer som byens gader, undergrunden, teenageværelser og meget andet. Oven i det kommer et farvemættet lys, der giver forestillingen et poetisk og næsten filmisk udtryk, som især fungerer i mødet mellem Tony og Maria.

Den ikoniske dansefest, hvor de ser hinanden for første gang, er iscenesat med en smuk afmatning af farver og tempo, der forstærker følelsen af, at deres kærlighed ikke bare handler om at elske, men også repræsenterer en modstand mod den verden, der forsøger at holde dem adskilt.

Musikken er forestillingens ubestridte rygrad. Det Kongelige Kapel er synligt integreret i scenebilledet og tilfører hver sang en nærhed og kraft, der gør oplevelsen nærmest symfonisk. Bernsteins musik lever og ånder i rummet – fra de skarpt rytmiske ‘Cool’ og ‘America’ til den lyriske skønhed i ‘Maria’ og ‘Tonight’.

Kombineret med en flot koreografi, der hylder originalens formsprog, men har en moderne sprødhed, der især kommer til udtryk i bandernes fysiske konfrontationer, skaber det en storslået oplevelse – både teknisk og kunstnerisk.

Hovedrollerne stråler

Mikkel Hoé spiller Tony med en moderne sårbarhed, der giver karakteren en tyngde, der både indeholder skrøbelig maskulinitet og fandenivoldskhed. Han introduceres som den unge mand, der forsøger at forlade banden og finde et nyt fundament i livet.

Hoé synger med klarhed og følelse, og især ‘Something’s Coming’ fremstår som et af forestillingens mest overbevisende og nuancerede øjeblikke. Han giver håb til sin karakter og gør ham længselsfuld og drevet af en tro på, at verden kan forandres – endnu en tematik, der rammer direkte ned i nutidens unge, som ofte forsøger at navigere mellem drømme og uforudsigelige sociale strukturer.

I rollen som Maria stråler Linda Arunee Drenck, der giver sin karakter en stærk blanding af sårbar uskyld og målrettethed. Allerede i hendes første scene mærker man hendes trang til at træde ud af familiens beskyttende rammer og definere sin egen fremtid. Drencks stemme er klar og fuld af varme, og hun rammer Marias udvikling med en naturlighed, der gør forholdet til Tony både rørende og troværdigt.

Altanscenen mellem de to er et af forestillingens mest poetiske højdepunkter – et øjeblik, hvor deres håb står uforstyrret, og hvor forestillingen viser, hvorfor ‘West Side Story’ stadig rammer publikum så dybt.

Dybt vedkommende

Det Kongelige Teaters version viser desuden sin aktualitet i scenerne med Sharks, hvor spørgsmål om kultur, diskrimination og retten til at høre til får en ekstrem skarp kant. I ‘America’ lykkes det ensemblet at forene humor med samfundskritik, og man mærker, hvordan sangen taler direkte ind i nutidens diskussioner om migration og lige muligheder.

Også i dialogerne om, hvad det vil sige at skabe sig et liv i et land, der ser én som fremmed, mærker man en autenticitet, der er skræmmende relevant.

Skildringen af bandekonflikten fremstår desværre indimellem mere stiliseret og ren end brutal, hvilket gør, at forestillingen til tider mister lidt tyngde. Man forstår spændingerne og konflikterne, men man mærker dem ikke helt fysisk.

Et lille kritikpunkt i en ellers næsten fejlfri forestilling. Til gengæld opretholder ensemblets energi og koreografiske præcision en dramaturgisk fremdrift og karakterdybde, der er konstant underholdende og medrivende.

Det Kongelige Teaters ‘West Side Story’ er samlet set en smuk, musikalsk stærk og følelsesnær opsætning, der både ærer originalen og trækker tråde til vores egen tid.

Selvom realismen ikke altid bider helt så hårdt, sidder forestillingens budskaber om kærlighed, identitet og retten til en plads i verden stadig lige i hjertet og gør klassikeren levende, rørende og dybt vedkommende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: