Anmeldelse: Iben Hjejle og Jakob Cedergren triumferer i klassikeren ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’

Iben Hjejle og Jakob Cedergren entrerer den lille scene på Teatret ved Sorte Hest med manuskripterne i hånden og stive oplæsningsreplikker. Nu skal vi se et skuespil, må vi forstå. Både Edward Albees hovedværk fra 1962, men også karaktererne Martha og Georges fremvisning af deres ægteskab.

Langsomt skifter lyset fra skarpt og koldt til mere hjemligt og varmt, skuespillerne lægger manuskripterne på stuebordet, og vi suges ind i natten efter en fest på et universitet, hvor Martha har inviteret de nye unge tilflyttere, Nick og Honey, til efterfest hjemme i deres reolbesatte dagligstue.

Et maraton af ord

En hyggelig aften kan man dog ikke ligefrem kalde det, for George og Marthas ægteskab er drevet af udtalt bitterhed og vedvarende “lege” med hinanden, hvis eneste formål er at skubbe den anden helt udover grænsen. Ubehaget står malet i ansigtet på Lue Støvelbæks Nick fra start, da en brusende Iben Hjejle går i flæsket på George og gæsterne med bidske ord.

Og dem er der mange af, for en af betingelserne for at indhente rettighederne til at spille Albees klassiker er, at den eneste autoriserede (og gode) oversættelse af Madame Nielsen følges til punkt og prikke. Ikke et ord må stryges, og derfor er det næppe en overdrivelse at kalde denne forestilling et ordmaraton i form af tre timers vedvarende realtids-dialog.

Hvorfor er de dog sådan?

Men sidder man så bare og overværer et langt skænderi og krummer tæer over de nedsættende uhyrligheder, der ustandseligt forlader skuespillernes munde? Nej, man griner skam også, for Albees tekst er spækket med humor, som instruktør Maria Vinterberg får fremkaldt flot og rapt.

Det interessante ved forestillingen er dog hverken humoren eller det at se et ægtepar bekrige hinanden og deres yngre gæster. Ej heller det chokerende ved måden, de piller hinanden ned på, eller tabuerne der kommer frem i lyset, som det måske har været, da Albee skrev stykket.

Det interessante er derimod de fire karakterer på scenen og forsøget på at gennemskue, hvorfor de opfører sig, som de gør. Derfor er det også en forestilling, der kræver uhyre dygtige skuespillere, hvis det virkelig skal fungere, for meget står og falder med dem.

Fænomenalt skuespil

Det er heldigvis præcis, hvad de har anskaffet sig på Teatret ved Sorte Hest. I forestillingen siger George, at Martha er en djævel med ord, og det samme kan man i virkeligheden sige om Iben Hjejle, der spiller hende.

Hun har nemlig en helt særlig evne til at få alle replikker til at lyde som sine egne spontane, spottende ord. Hendes Martha er en fyrig og hidsig terrier, der med al magt forsøger at fremprovokere en reaktion i Cedergrens i starten mere lavmælte George, som forsøger at tøjle sit raseri bag den afmålte facade.

Gradvist folder han sig dog ud og afslører en isnende arrogance og et vanvid i hadet til både sin kone og den unge ambitiøse Nick, der spejler alt det, han afskyer ved sin egen fastlåse og ulykkelige situation.

Det er svært opslugende at være tilskuer til de menneskelige dybder, Cedergren og Hjejle får frem i George og Martha gennem hurtige blikke, mikromimiske reaktioner og nøje gennemtænkt intonation.

De gør mig nysgerrig på dem og deres bevæggrunde, og den nysgerrighed fodrer de fænomenalt gode skuespillere i samtlige tre timer. Ekstremt imponerende.

Fremkaldervæske for djævelskab

Det et svært at forsvare Martha og Georges urimelig adfærd over for deres unge gæster, men i Maria Vinterbergs opsætning kommer hun dem nu alligevel lidt til undsætning ved at gøre Nick og Honey tydeligt irriterende allerede i deres fremtoning.

Lue Støvelbæk har tilbageslikket hår og er klædt i en lidt for nedknappet skjorte, Shamballa-armbånd og hurtigknepper-ur som den unge ambitiøse biolog, Nick.

Hvis ikke det var, fordi bestsellerforfatteren Nicklas Brendborg (ham med Gopler ældres baglæns) var så likable og knapt så CBS-smart, kunne man næsten fristes til at tænke, at forestillingens Nick var inspireret af ham, og at han nok også kunne finde på at udgive en smart bog om longevity.

Nick vil markere sig og lader sig ikke bare kue af den gamle ronkedor George, der udfordrer ham til kamp og altid er to skridt foran. Støvelbæk får meget ud af karakteren, og gør den spændende og mere kompleks, end jeg før har set den spillet.

Noget mindre har en ellers velspillende Marie Reuther at arbejde med som Nicks naive og barnagtige kone Honey. Hvor de tre andre skuespillere har stor psykologisk dybde at gøre godt med, er hun efterladt med en noget fladere og mere endimensionel rolle og instruktion.

Hun er mest af alt et lam blandt ulve, der fungerer som fremkaldervæske for de andres djævelskaber, fremfor en interessant karakter. Hvem er Honey egentlig, fristes man til at spørge?

Effektivt klaustrofobisk

På papiret kan en så lang forestilling på Sorte Hests meget lille scene lyde for langt og klaustrofobisk, og selv om det også er tæt på ulideligt varmt til sidst, viser det sig alt sammen at have god effekt.

Det udmattende ved den lange nat med Martha og George bliver meget mærkbart og deres skænderier dét mere elektriske af, at vi befinder os så tæt på dem fysisk. Derfor er det også ærgerligt, at manuskripterne og oplæsningen igen skal i spil hen mod slutningen.

Nærmest som en punktering af det øjeblik, hvor Marthas traumer får lov at komme tydeligst op til overfladen, før de igen pakkes væk i bitterhed og stædig insisteren på et giftigt ægteskab.

Det er ærgerligt, for det ender som et lidt overflødigt on the nose-iscenesættergreb i en opsætning, der snildt kunne have lænet sig ind i skuespillernes kløgtige forståelse for menneskets mørke sider. Men nuvel – det fabelagtige skuespil overskygger forestillingens mangler og er i sidste ende det, der trækker op.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: