Anmeldelse: 'Jeppe på Bjerget' er et rendyrket Frederik Cilius-onemanshow

Ludvig Holbergs mere end 300 år gamle komedieklassiker om den fordrukne, underkuede bonde Jeppe, der efter en brandert vågner op i baronens seng, spiller igen, igen igen.

Denne gang på to af landets største scener i København og Aarhus – på samme tid i to forskellige opsætninger.

Begge forestillinger er bragende udsolgte allerede inden premieren. På Det Kongelige Teater er det imponerende 35.000 solgte billetter. En sjældenhed i dansk teater, og derfor er der blevet spekuleret: Hvordan er forestillingen blevet SÅ hypet? Det simple og nok mest præcise svar i København er: Frederik Cilius.

Den populære satiriker, der brød igennem i radioprogrammet ‘Den korte radioavis’ i rollen som den garvede og grove journalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, og som her indtager hovedrollen som Jeppe. Hans publikum er stort og trofast, og det ved forestillingen godt.

Trumfkortet

Det gør den klart fra begyndelsen, hvor Frederik Cilius rulles ind på en gigantisk statuesokkel siddende i en stol med en stok og allongeparyk, som var han selve Holberg-statuen, der står ude foran Gamle Scene, hvor forestillingen spiller.

“Ja det er mig, Frederik Cilius, der spiller Holberg” indleder han, og kaster sig derfra ud i den fortæppe-prolog, der, må vi forstå, traditionelt set indledte et skuespil, og hvor der var mulighed for at fortælle publikum, hvordan forestillingen skulle ses og fortolkes. Den del afliver Cilius dog hurtigt med argumentet om, at vi som kloge, moderne publikummer godt kan tolke selv, og at den slags åbninger i øvrigt tager pusten fra forestillingen.

Det er dog ingenlunde tilfældet her, for det er en spiddende, sjov monolog, der giver den købelystne Cilius-fanskare lige præcis det, de drømte om, fra første færd.

Lige så stærkt de kommer fra start, lige så uforløst står resten af ’Jeppe på Bjerget’ dog. For forestillingen er så ekstremt bevidst om sit eget trumfkort, at alle kræfter er lagt i at forløse ham. Og det lykkes de da også med. Frederik Cilius er strålende som nuanceret og mærkbar Jeppe, der stormer igennem forestillingen på klingende sønderjysk. Men det sker på bekostning af den øvrige forestilling.

Skønne spildte kræfter

Værst går det udover de andre skuespillere på scenen, der ellers må siges at være et virkelig stærkt og spændende hold. Dem lå der mange muligheder i, men eftersom fokus har ligget et andet sted, virker de overladt til dem selv og ender med at spille hver deres forestilling på hver deres meget forskellige måde.

I momenter får man glimt af det, de kan, men instruktør Heinrich Christensen formår ikke at spille dem sammen som hold eller give dem et samlet jævnt humoristisk udtryk med plads til forskellighederne. Derfor fremstår de som et fragmenteret ensemble, der står langtfra så stærkt, som de så afgjort har potentialet til.

Der kan selvfølgelig være en pointe i at lade det relativt diverse skuespillerhold stå i skyggen af den privilegerede, hvide, mandlige skuespiller i hovedrollen, hvilket forestillingen da også forsøger at være tydelige omkring i en indledende kommentar.

Den inkorporerer det bare aldrig rigtig i resten af værket, hvorfor det er svært at godtage det hårdt kæmpende, men ringe hjulpne ensemble som et bevidst kunstnerisk valg.

Rimeligt at forvente mere

Det store spørgsmål er, hvad forestillingen egentlig vil? Udover at please de Cilius-fans, der har købt billetterne. For værket får mere karakter af et one man-show end egentlig forestilling med kunstnerisk fortolkning.

Det er pænt pakket ind i Christian Albrechtsens scenografi, der veksler mellem Jeppes stenede grå bondeunivers og baronens 80’er-barokke overklasse-helvede, selvom det ikke just er en original æstetik.

Men vil man spille en så hyppigt opsat klassiker som ‘Jeppe på Bjerget’, er det rimeligt som publikum at forvente mere end flotte Instagram-billeder. Afsenderne må være klar over, hvad de skal og vil sige nutidens publikummer med det, og det er langt fra tydeligt nok i Heinrich Christensen udgave.

Det Ciliuske metaspil er ikke konsekvent eller skarpt nok til at fremstå som gennemgående fortolkningsanker for værket, og de andre antydninger af nutidskommentarer er for inkonsekvente til at have samlende effekt. Alt er halvt begyndt, men intet vil rigtigt nogen steder hen.

En langsom usjov komedie

Derfor bliver det heller aldrig for alvor sjovt, når ikke bolden er hos Cilius, og det må ellers siges at være en temmelig central del af det at spille en komedie. For hvad skal det sjove udspringe af?

Det bliver på overfladen. Mange jokes bliver overfortalte i en sådan grad, at de totalt mister deres berettigelse, punch og den finesse, der eller kendetegner Cilius-humoren. Selv hos Cilius stagnerer det sjove gradvist, og alt forladt – Jeppe må også rumme en alvor og dybde, som Cilius fint får frem, men det finder aldrig vej til de andre.

For humoren får aldrig gled eller tempo under sig i det mange langsommelige scener, der er et ubarmhjertigt grundlag at skulle spille komedie ud fra.

Selvom forestillingen rygdækker sig ved at lade Frederik Cilius sige “Bare fordi det er kedeligt behøver det ikke at være dårligt – det er jo Det Kongelige Teater”, så gør kedsommeligheden desværre bare ikke noget godt for forestillingens kvalitet.

Hvad skal vi med Jeppe?

Frederik Cilius ER i sig selv en god portion stjerner værd. Han er god og forestillingens absolutte højdepunkt. Men tænk hvilke højder, der kunne være nået, hvis resten omkring ham havde fået lige så meget kærlighed og opmærksomhed.

For hvad skal man med en god Jeppe, hvis der ikke er nogen bund, retning eller substans at lade ham udspringe fra?

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: