Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Natasja’ er en herlig hyldest til et musikikon, hvis ånd fortjener at leve videre

Af
Lars Knudsen
29. oktober 2024
Anmeldelse af musikforestillingen 'Natasja' i Tivolis koncertsal
Feven Geles, Roberta Hilarius Reichard og Cisilia Ismailova deler rollen som 'Natasja' / Foto: Morten Rygaard

Del artikel

Historien er nok en anelse tyndbenet, men ser man musikforestillingen om Natasja udelukkende som en musikalsk hyldest, er der en kæmpe oplevelse i vente.

Natasja

Premieredato: 25. oktober 2024
Teater: Lion Musicals, Koncertsalen i Tivoli
Genre: Musical
Manuskript: Clemens Telling
Instruktør: Nikolaj Cederholm
Medvirkende: Cisilia Ismailova, Feven Geles, Roberta Hilarius Riechhardt, Caroline Henderson, Pharfar, Trine Appel
Dansere: Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohore Bergstedt, Suad Demirovic
Spilletid: 2 timer inkl. pause

I år, 17 år efter sin alt for tidlige død, ville rapperen Natasja være fyldt 50 år. Men selv om hun ikke længere er iblandt os, lever hendes musik i bedste velgående.

Derudover er alt det, hun står for, evigt aktuelt. Måske en kombination af dette har gjort, at man allerede har valgt at genopsætte musikforestillingen ‘Natasja’, der sidste år blev en kæmpe succes.

Og fik man ikke set forestillingen dengang, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man kommer afsted nu.

Dialog på vers

Forestillingen følger Natasja fra hendes første optrædener og frem til slutningen på hendes alt for korte liv, og som sådan er der ikke supermeget kød på historien.

Den handler om en rapkæftet ung pige med rødder i både Afrika og Danmark og store drømme om at slå igennem som rapper i en mandsdomineret verden. Samtidig kæmper hun med racisme og at finde sit ståsted i livet.

Iført lysegrønt Adidas-sæt deles rollen som Natasja ligeligt mellem sangerne Cisilia Ismailova og Feven Geles og skuespilleren Roberta Hilarius Reichard, der med forskellig hudfarve og statur giver hver sin fortolkning af hovedpersonen – vigtigst af alt, så er det med til at understrege den alsidighed og mangfoldighed, Natasja var inspirationskilde til, da hun levede.

De har alle tre en fed energi og giver liv og nærvær til det fantastiske og knivskarpe tekstunivers, Natasja har givet dem at arbejde med.

Samme lyriske skarphed kan man desværre ikke sige, at Clemens Tellings manuskript har: Det er skrevet på vers og rim.

Og hvorfor er det det?

Mit bedste bud er, at det er for at skabe en sammenhæng mellem Natasjas lyriske og rytmiske udtryksform og det mere klassiske teater. Det kunne måske have virket, hvis en mere erfaren dramatiker havde stået for replikkerne.

Her virker det desværre meget sjældent, og oftest ødelægger det de medvirkendes mulighed for at give historien den dybde, den fortjener.

Musikalsk og lyrisk overskud

Uanset hvor tynd, man må mene, historien er, og hvor irriterende dialogen er, kunne moralerne i Natasjas tekster ikke formidles meget tydeligere, end det er tilfældet her.

Teksterne leveres i sin reneste form, hvilket viser en enorm respekt for det, Natasja stod for.

I en historie som denne kan det dog være svært at få flettet alle de fede hits ind på en elegant måde, og det lykkes også kun delvist. Som for eksempel med forestillingens første højdepunkt Fi’ er min, der kommer en anelse umotiveret i forhold til fortællingen.

Alligevel rammer den plet og går rent ind hos publikum, for det er det, Natasjas musik kan – levere et klart budskab. Og det er det, forestillingen gør gang på gang. Det er også her, at det for første gang virkelig er svært som publikum ikke at rejse sig, danse og synge med.

Herfra kommer der gang i festen, og med et utal af groovy backingtracks, der bliver understøttet på scenen af Natasjas gamle kammerat og kollega, Pharfar (Søren Schou), er det tydeligt, at instruktør Nikolaj Cederholm har haft til hensigt at lade musikken komme i første række, mens historien om Natasjas liv elegant udfolder sig i baggrunden.

Via det ene hit efter det andet bliver vi mindet om det aftryk, Natasja har efterladt, og at bare fordi hun er død, betyder det ikke, at hun ikke fester videre i os. Det viser Cederholm ved at lade hendes død fylde minimalt:

Et spot oplyser Natasja, mens hun står fuld af selvtillid på scenen. Man ved, hvad der skal ske, når man hører lyden bilen i høj fart efterfulgt af det fatale sammenstød, hvorefter der er totalt mørke på scenen – men kun et øjeblik.

Kort efter bliver vi mindet om, at trods livets uundgåelige tragedier, er “det’ jo ikke så slemt”, når hele holdet på scenen starter på et af Nastasjas mest opmuntrende hits, Op med Ho’det, som en uhøjtidelig påmindelse om, at livet går videre.

Mest af alt en hyldest

‘Natasja’ er hverken en gennemført god musical eller en velfortalt historie. Men mon ikke den erfarne Nikolaj Cederholm har vidst præcis, hvad han har villet fortælle. Han har næppe læst Clemens’ manuskript og tænkt, at det sidder lige i skabet.

Jeg forestiller mig, at han har haft en kærlighed til Natasja og hendes musik og tænkt, at det vil være en fest at fortælle hendes historie gennem musikken. Men når alt kommer til alt, er det ikke hendes historie, der er det mest interessante ved hende. Det er det, hun står for og stadig giver os.

‘Natasja’ er en herlig hyldest til et musikikon, hvis ånd i den grad fortjener at leve videre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Anmeldelser