
Emilie Kroyer Koppel: “Der er helt klart en voksen, der burde tage en snak med mig om det”

I ‘Skærmtid’ dykker Vi Elsker Serier hver uge ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad skuespiller Emilie Kroyer Koppel ser og lytter til lige nu.
Emilie Kroyer Koppel er i øjeblikket aktuel i dramakomedien ‘Tak for ingenting’ – en ny DR-serie, der med humor og satire udforsker familierelationer, selvbedrag og magtspil. Sammen med Magnus Haugaard spiller hun det ene af seriens to voksne curlingbørn, der står over for at miste hele den store arv, de ellers havde udsigt til.
Emilie Kroyer Koppel medvirker desuden i forestillingen ‘Indenfor murene’, der får repremiere på Det Kongelige Teater til januar. Her spiller hun den unge datter Esther Levin.
Tidligere har skuespilleren særligt gjort sig bemærket i filmen ‘Ustyrlig’, serien ‘Nordland 99’ og som instruktør på kortfilmen ‘I lyset af’.
Hvad er din ultimative favoritserie?
– Den amerikanske ‘The Office’ med Steve Carell. Det er en serie, man altid kan vende tilbage til år efter år. Den bliver aldrig outdated, og så er det bare lige min humor.

Hvad har du sidst binget?
– Jeg har lige set ‘Troløs’ på DR, som jeg endte med at se på én dag. Det er en virkelig fin svensk dramaserie, der bare er så smukt fortalt. Æstetikken er meget min smag, og så spiller de helt fantastisk alle sammen.
Hvad ser du i smug?
– Jeg ser rigtig meget ‘Bachelor’ og går nok lidt for meget op i det. Jeg ved ikke, om jeg decideret ser det i smug, da jeg egentlig rigtig gerne taler højt om, hvad dælen det er, der foregår i det program – det er et helt vanvittigt format. Men jeg bruger nok lidt for lang tid på det.
Hvad er din yndlingsfilm?
– ‘Birdman’ er den film, jeg plejer at sige, når nogen stiller mig det spørgsmål. Den har en blanding af kaos, humor og desperation, som jeg synes er ret spændende.
Hvilken film- eller seriekarakter minder du mest om?
– Jeg spurgte min veninde, og hun sagde, at jeg mindede hende om Nemo fra ‘Find Nemo’-filmene, både fordi han er så optimistisk, og fordi han er stædig, når der er noget, der virkelig betyder noget. Og så bliver han bare ved med at tro på sig selv – også når alle de voksne siger “rolig nu”. Han finder sin vej gennem kaos.
Hvilken film glæder du dig mest til at se i biografen?
– Jeg glæder mig meget til at se Paprika Steens ‘Det nye år’. Jeg synes, det her med kammerspillet til en nytårsaften er en ret sjov præmis.

Anmeldelse: Paprika Steen har skabt årets sjoveste og mest rørende komedie
Hvad er din yndlingspodcast?
– Jeg lytter meget til ‘En anden tid’ på Podimo, hvor tre forskellige generationer taler om alle mulige emner. Det giver et fint billede af, hvordan tid, alder og erfaring ændrer, hvordan vi ser på tingene – om det så er hverdagsdilemmaer, samfund, kultur eller kærlighed.
Hvilken kulturoplevelse vil du anbefale til alle?
– At tage ind og se lysinstallationen af James Turrell på Copenhagen Contemporary. Det er en fast udstilling, de har, hvor man går ind i et rum fyldt med farver, der skifter, uden at man lægger mærke til det – ret simpelt, men virkelig fascinerende.
Hvilken bog har du senest været opslugt af?
– Lige nu læser jeg ‘Trist tiger’ af Neige Sinno, som jeg virkelig synes er spændende og fint skrevet. Den undersøger, hvordan man kan fortælle noget, der ikke rigtig kan fortælles, fordi det er så tabubelagt og smerteligt.
Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?
– Jeg har et dagligt gennemsnit på over 3,5 time. Jeg kunne komme med hundrede dårlige undskyldninger for, hvorfor den er så høj, men jeg må nok bare lægge mig fladt ned og sige, at det er for dårligt. Der er helt klart en voksen, der burde tage en snak med mig om det, haha.

Anmeldelse: ’Troløs’ er et smukt og smertefuldt trekantsdrama
Hvad er dine tre mest brugte apps?
– Nok lidt kedeligt, men Messenger, Spotify og Instagram. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget mere klogt og spændende, men det er det ærlige svar.
Hvad er din guilty pleasure online?
– At se Lady Gagas gamle koncerter på Youtube. Jeg sidder og ser hendes turnéer, som om jeg var 15 år igen. Det gik op for mig, at det nok er en guilty pleasure, da mange slet ikke ved, at jeg er Lady Gaga-fan. Min besættelse er på en måde også kommet ret meget bag på mig selv.
Hvilken digital tendens må gerne forsvinde?
– Alle de der AI-genererede videoer, der er over det hele. Hvis jeg ser en video med 10 kaniner, der hopper på trampolin, tænker jeg “ej gud, hvor vildt!” – og så er det bare AI. Det er lidt uhyggeligt, at man nærmest ikke kan tro på noget, man ser længere.
Hvornår kobler du bedst af fra skærmen?
– Det må være, når jeg er sammen med mine venner. Jeg kan mærke, at hvis jeg griner, snakker eller laver mad med nogen, så falder mit skærmbehov helt naturligt. Man tænker ikke på sin telefon, hvis man er i godt selskab.
‘Tak for ingenting’ har premiere den 28. november på DR1 og DRTV.

Jesper Ole Feit Andersen: “Jeg tændte stearinlys… og endte med at se hele lortet”
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















