Anmeldelse: Efterfølgeren til ’The Office’ er et lille mirakel

På papiret ligner ’The Paper’ i bedste fald en umulig opgave. I værste fald kan man se den som et kynisk forsøg på at indkassere på tidens hang til nostalgi.

Serien foregår nemlig i samme univers og er en efterfølger til ’The Office’, der startede som Ricky Gervais’ britiske fænomen, før det blev en af nyere tids mest populære amerikanske sitcoms.

Det er store sko at gå i, og der er alle muligheder for at blegne i sammenligning med en elsket nyklassiker. Derfor er det et lille mirakel, at ’The Paper’ rammer en god balance mellem at stå ved sit ophav og være helt sin egen.

Det samme kamerahold, der i den karakteristiske mockumentary-stil fulgte de ansatte på papirfabrikken Dunder Mifflin i ’The Office’, er 20 år efter på spil igen. De finder ud af, at firmaet er blevet opkøbt af konglomeratet Enervate, hvis storsællert er toiletpapiret Softees, mens de i den anden ende af skalaen også ejer lokalavisen Toledo Truth Teller. Og det er selvfølgelig den forretning i frit fald, der er interessant at følge.

Her er det gået stejlt ned ad bakke siden storhedstiden i 1970’erne. I dag bliver der blot smidt et par autogenererede nyheder i avisens spalter, mens man høster cookies og sælger til giganter, der skræddersyr reklamer til forbrugerne.

Eller som en af de få ansatte med skøn deadpan formulerer det: ”Man kunne sige, at vi får flere informationer fra læserne, end de får fra os.”

Oser af komisk timing

Som traditionel arbejdspladskomedie handler ’The Paper’ meget genkendeligt om alle de overspringshandlinger, folk finder på, når de faktisk burde arbejde.

Serien byder på den slags komik i generøse mængder, men også kærlighedsforviklinger nok til at give en HR-afdeling grå hår i hovedet. De forskellige personer kommer hinanden mere end almindeligt nær på det lille kontor og har både gengældte og knap så gengældte følelser.

Irske Domhnall Gleeson spiller ærkeamerikanske Ned Sampson, der på vistnok temmelig nepotistisk vis går fra succes som toiletpapirsælger til chefredaktør for det mildt sagt skrantende lokalmedie.

Skuespilleren har vist talent for det urovækkende i sci-fi-perlerne ’Black Mirror’ og ’Ex Machina’, men han oser af kejtet charme og komisk timing i rollen som Ned, der med en idealistisk kærlighed til journalistik forsøger at samle en gruppe uden det store talent.

Hans bedste medarbejder er den unge kvinde Mare (Chelsea Frei), der griber chancen for faktisk at lave slagkraftig lokaljournalistik. Rundt om hende farer en samling søde, men professionelt uduelige mennesker, der sjovt nok lærer mere om journalistik end børnene, da elever fra den lokale high school besøger avisen.

I en morsom birolle genopliver Oscar Nuñez sin ’The Office’-karakter, bogholderen Oscar, der bestemt ikke gider deltage i denne omgang. Der er bare det ved det, at hans oprindelige kontrakt var uden afslutning – så han kan ikke sige nej!

Den italienske skuespiller Sabrina Impacciatore – kendt for sin rolle som hotelmanager i anden sæson af HBO-serien ’The White Lotus’ – spiller i ’The Paper’ personificeringen af en overfladisk clickbait-journalist. Farverige Esmeralda Grand excellerer i historier som, hvor mange drikkepenge Ben Affleck giver.

Hun modarbejder Neds forsøg på at finde tilbage til dyderne fra fordums tid og får hjælp af Enervates britiske mellemleder Ken Davies (Tim Key), der giver den amerikanske hjertelighed modspil med besk, britisk humor af bedste skuffe.

Kærlig latterliggørelse

’The Paper’ er noget så gammeldags som et kærlighedsbrev til printmediet og avisen som kommunikationsform. Og når man virkelig elsker nogen, kan man som bekendt også give den fuld gas i latterliggørelsen.

I afsnittet ’Churnalism’ – et begreb, som dækker over, hvordan særligt netmedier drukner læserne i ligegyldigt indhold – opstår et hav af sjove situationer, når de ansatte bliver sat til at anmelde en stribe produkter.

Serien gør flot brug af sit store persongalleri, der giver mulighed for at sammensætte personerne i en masse forskellige konstellationer. Der bliver også leget kløgtigt med formen, når kameraholdet på afstand følger et ophedet skænderi uden lyd, fordi de mediebevidste journalister har smidt mikrofonen.

Umådeligt godt selskab

Serien er ikke ligefrem nyskabende, men til gengæld er den umådeligt godt selskab. Man kommer simpelthen i forrygende humør i mødet med figurerne og deres hyggelige verden, hvor det aldrig bliver farligere, end at problemerne løser sig over den halve time, et afsnit varer.

Som mange andre komedieserier skal ’The Paper’ bruge lidt tid på at finde formen og den rette tone. Det var også tilfældet for ’The Office’ og åndsfællen ’Parks and Recreation’, der ligeledes er skabt af Greg Daniels.

Efter første sæsons 10 afsnit hungrer man efter mere – særligt fordi det slutter i et intimt øjeblik mellem to af hovedpersonerne. Heldigvis er anden sæson på vej, så der kommer meget mere latter og romantik fra den side.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: