Kultur | Guides

Vi Elsker anbefaler: Middag i biografen, pave-thriller og en nyfunden kærlighed til norske serier

Af
Signe Bjørg Granberg
20. december 2024
La Palma. Thea Sofie Loch Næss as Marie Ekdal in La Palma. Cr. Courtesy of Netflix © 2023
Thea Sofie Loch Næss som Marie Ekdal 'La Palma' / Foto: Netflix

Del artikel

Hvad skal du se og opleve i weekenden? Journalist Signe Bjørg Granberg peger på sine favoritter lige nu.

Se i biografen: Konklave

Konklave anmeldelse
Ralph Fiennes i 'Konklave'
Foto: Focus Features

Min kollega, som har anmeldt 'Konklave' for Vi Elsker, har solgt den nye pave-thriller på så fornem vis, at jeg ikke kunne komme udenom at indløse en biografbillet til filmen.

'Konklave' handler om Thomas (altid fantastiske Ralph Fiennes), der er kardinal og dekan i Vatikanet. Den katolske kirkes overhoved, paven, er død, og det har ramt Thomas hårdt. Men ikke så snart er den gamle pave død, før en ny skal vælges.

Som dekan er det Thomas' opgave at arrangere det kommende konklave, hvor paven bliver valgt, og hvis man troede, at folketings- og præsidentvalg var nogle hårde og hensynsløse affærer, er det intet imod kampen om at blive guds stedfortræder på jord.

Filmen er instrueret af Edward Berger efter manuskript af Peter Straughan. Foruden Fiennes medvirker Stanley Tucci, John Lithgow, Sergio Castellitto og Isabella Rossellini.

'Konklave' kan ses i biograferne landet over.

Oplev: Reservoir

Reservoir
Foto: Reservoir

Som udgangspunkt plejer jeg udelukkende at indtage popcorn og/eller bland-selv-slik i biografen og har altid tænkt, at kombinationen dinner and a movie var et herligt, men fint adskilt koncept: Først middag og SÅ en biograffilm.

Men jeg er ikke for fin til at bifalde, når nye tiltag sættes i søen, og derfor skal jeg naturligvis også teste den nye københavnske biograf Reservoir, hvor man kan indtage sin middag inde i biografsalen.

Reservoir ligger på Bryggernes Plads i Carlsberg Byen.

Se derhjemme: Norske serier

Anmeldelse af 'La Palma' på Netflix
'La Palma'
Foto: Netflix

Min kærlighed til norske serier startede allerede tilbage i 2015 med 'Skam'. Med ét gik jeg - og rigtig mange andre - rundt og sagde "serr", "drittsekk" og "kødder du", som var det det mest naturlige i verden.

Siden har jeg blandt andet nydt den norske juleserie 'Hjem til jul' (ser den hvert år), det sindssyge finansdrama 'Exit' og den atypiske krimiserie 'Beforeigners'.

Og nu har jeg så netop kværnet den nye, norske katastrofeserie 'La Palma', som er vanvittigt flot produceret og virkelig spændende.

Serien handler om en naturkatastrofe, der udspiller sig på den spanske ferieø 'La Palma'. Her følger man dels en norsk familie, der er på ferie på La Palma, dels et hold af geologer, som opdager en kæmpe revne midt på øen.

Hvis revnen udvider sig, får det katastrofale konsekvenser, eftersom det kæmpe klippestykke vil styrte i havet og skabe en gigantisk tsunami, der vil udslette øen på under en time - og potentielt vil hærge i store dele af verden.

Jeg elsker kombinationen af katastrofedrama, spændingsthriller og familiefortælling, og at meget af dialogen foregår på syngende norsk, gør kun det hele bedre. Slutningen halter dog lidt, men træerne vokser jo, som bekendt, ikke ind i himlen.

'La Palma' er skabt af danske Kasper Barfod, og på rollelisten finder man blandt andre Thea Sofie Loch Næss, Anders Baasmo, Alma Günther, Ingrid Bolsø Berdal og Ólafur Darri Ólafsson.

Serien kan ses på Netflix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Guides