Kultur | Nyheder

Ugens profil: Sofie Lassen-Kahlke

Af
Louise Kidde Sauntved
14. november 2023
Sofie Lassen-Kahlke adams arv
Skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke er aktuel med sin første roman, 'Adams arv' - et drabeligt familiemysterium / Foto: Karen Rosetzsky

Del artikel

“Der var ikke noget bedre, end når min farfar brugte lang tid på at læse et Anders And blad højt for os”

1. Hvem lærte dig noget om kultur, da du var barn?

- Det gjorde mine bedsteforældre i meget høj grad, men på hver deres måde. Min mormor og morfar tog mig meget med i teateret og meget tidligt også med til ballet på Det Kongelige Teater, mens min farmor og farfar inspirerede mig med deres timevis lange avislæsning og fordybelse. De brugte også meget tid på at læse bøger højt, og der var ikke noget bedre, end når min farfar brugte lang tid på at læse et Anders And blad højt for os, da vi var små.

2. Hvem nyder du allermest at dele kulturoplevelser med?

- Jeg elsker at dele kulturoplevelser med mine børn. Ikke at det altid er succesfuldt, for der er jo også en høj grad af læring i ofte at skulle sidde så lang tid, men jeg nyder at se dem gå ombord i forskellige kulturelle ting, om det så er i biografen eller teateret, og også observere, hvordan de for hver gang tager mere og mere til sig.

3. Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

- Min søster havde for mange år siden givet mig billetter til en koncert med Kim Larsen. Jeg var glad for dem, men havde ikke de store forventninger. Da vi så var der, blev jeg fuldstændig taget med bukserne nede, og på en måde kom det bag på os, hvordan alle sangene på en eller anden måde var soundtracket til vores liv. Det var en meget uforglemmelig oplevelse, og Kim Larsen selv var jo fuldstændig enestående.

Sofie Lassen-Kahlke

Det kender du hende fra

En lang række film og teaterroller, blandt andet filmserien Kærlighed ved første hik, Familien Jul, samt kvartetten City Singler. Udgav i 2021 bogen Ramt – 39 historier om at blive 40.

Aktuel med

Fiktionsdebuten Adams arv, der handler om en advokat, som skal finde sandheden om et mystisk testamente. Er udkommet på Politikens Forlag.

4. Har du nogensinde gået midt i en teaterforestilling eller andet?

- Altså, jeg har en datter, der lige er fyldt fire, og hun har to større søskende. Og jeg har været lidt for ivrig med at tage hende med i biografen og til teaterforestillinger, hvor jeg efter 10 minutter har måttet sande, at det projekt? Det var desværre ikke en god idé. Men bortset fra det kunne jeg ikke finde på at gå undervejs. Jeg er for nysgerrig til at gå, tror jeg. Selv om jeg synes, det er noget mærkeligt eller kedeligt noget, jeg kigger på, tænker jeg, at jeg bliver nødt til at se det til ende for at se, hvad meningen med det er. Og af respekt for dem, der har lavet det. Jeg synes, det er svært at udtale sig om noget, hvis man ikke har set det til ende.

5. Hvilken by er din yndlingskulturby og hvorfor?

- Jeg ville ønske, at jeg her kunne nævne alt mulig eksotisk, men jeg bliver nødt til sige København. Jeg synes, den byder på en fuldstændig vidunderlig vifte af samtlige kulturoplevelser, og jeg tænker i den grad, at Det Kongelige Teater og Operaen kan være med i den internationale liga.

6. Har du en kulturvane, du helst ikke vil være ved?

- Jeg løber stadig bedst til den gamle 1990’er-playliste, der blandt andet indeholder fantastiske hits som What is Love og Sing Halleluja. Med dem i ørene får jeg en kilometer eller to mere i benene, og det er jo det hele værd.

7. Hvilken kulturoplevelse glæder du dig til?

- Jeg glæder mig til at skulle opleve Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater. Den har jeg set de sidste mange år med min familie og mine børn, og jeg synes, den er fuldstændig magisk at overvære fra start til slut.

Den artikel blev oprindelig bragt i Søndag. Dette er en redigeret version.

Del artikel

Læs mere omBøger

Andre Kultur | Nyheder