Annonce
Kultur | Nyheder

“Du har virkelig nailet bryststykket! Og er kappen ægte pels?”: Reportage fra årets største udklædningsfest i Bella Center

AfSigrid Conradsen Nielsen
19. november 2025
Comic Con København
Comic Con København / Foto: Alberto Grasso/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Annonce

Del artikel

På Comic Con i Bella Center bliver vinterfrakker til kapper, og almindelige mennesker til helte, skurke og andre eventyrskabninger. Fans i alle aldre samledes i weekenden om udklædning, fællesskab og en legelyst, der nægter at dø.

– Har du husket halen, mor? spørger en dreng, da de to stiger ombord ved Kongens Nytorv. Hans mor dobbelttjekker for en sikkerheds skyld.

– Den ligger her i posen sammen med dine ører, svarer hun og trækker den hvide pelsklump frem, så han kan se den. En anden forælder sender moren et indforstået smil — det er ikke en hvilken som helst novembergrå søndag for mange af dem, der befinder sig i toget.

Kigger man godt efter, kan man skimte rustninger og papsværd under uldfrakkerne på flere af passagerene, som stadig må stimle tættere sammen, mens befolkningstætheden vokser i den lille metrokupé.

Stigende latter og begejstring fylder toget, og da metroens døre endelig åbner ved Bella Center, kulminerer det høje humør i et kollektivt hvin. Alle skal samme vej.

Mens folk haster i forventningsfuld takt mod messecenterets svingdøre, krydser de en usynlig grænse. En slags portal til en anden verden.

Allerede i køen begynder de første magiske forvandlinger at ske. Forrest står en far og søn, som ikke længere ligner to vilkårlige mennesker. Med kapper, tryllestave og helt nøjagtige sølvbroderede emblemer er de nu blevet til tro kopier af Draco og Lucius Malfoy fra Harry Potter-universet.

– "Avada Kedavra!" udbryder den lille, mens han sender dødsbesværgelsen afsted mod sin far, der drætter om og får køen til at grine.

Annonce

En kvinde bag dem trækker en lyserød paryk op ad tasken og bliver til Pokémon-karakteren Misty. Foran den enorme grå bygning er der pludselig pikachuhatte, elverører og læderstøvler så langt øjet rækker.

– Det er da ikke Halloween længere, konstaterer en forbipasserende ældre kvinde, der åbenlyst ikke ved, hvad der sker.

I dag er der Comic Con i Bella Center: Et internationalt konvent, der samler tusindvis af fans om aktiviteter, som hylder popkulturens mest nørdede afkroge.

Det er hotspottet for tegneserier, K-pop, videospil og anime – og ikke mindst et epicenter for fænomenet cosplay.

Comic Con
Comic Con
Foto: PR/Comic Con

Cosplay

Cosplay er en sammentrækning af ‘costume’ og ‘play’. Det handler om at genskabe og ofte fortolke karakterer fra for eksempel videospil, anime, film eller bøger.
Cosplayere laver typisk kostumerne selv, og mange bruger avancerede teknikker indenfor syning, EVA-skum, 3D-print, læder- og smykkehåndværk.

Hvor nogle går op i performance og at fremføre deres karakter, er andre primært optaget af det tekniske håndværk. På konventer som Comic Con dyster cosplayerne i store konkurrencer, hvor det også er muligt at gå videre til internationale mesterskaber rundt omkring i verden

Indenfor messecentrets vægge bliver de anonyme vinterfrakker afleveret. Nu er det havfrueskæl, Darth Vader-masker og blå bodypaint i den rette Avatar-nuance, der fylder synsfeltet.

I dag er konventionerne vendt på hovedet. Det, der normalt gemmes væk, vises frem. Det, der i klasselokalet bliver dømt pinligt, er sejt. På Comic Con er man the odd one out som pressegæst i en tilfældig t-shirt og jeans.

Annonce

– I det mindste er jeg original! synger en gruppe af unge cosplayere under en danseoptræden på et af konventets mindre scener, og budskabet hædres af et jublende publikum.

– Er du spændt på senere? spørger en Cruella De Vil-udklædt pige sin lillebror, der er dalmatiner. Og spændingen stiger unægteligt, som dagen skrider frem mod det, mange har ventet på – den store cosplaykonkurrence, hvor et anerkendt dommerpanel skal afgøre, hvilke deltagere der er klædt bedst ud.

Fra tegneblok til fuld rustning

En af dommerne er 26-årige Trine Koefoed Nielsen fra Ishøj, der i dagens anledning er klædt ud som Lara Croft.

Annonce

Trine Koefoed Nielsen i fuld cosplay som Lara Croft til Comic Con i Bulgarien tidligere på året.

Som barn brugte hun utallige timer på at tegne og male karakterer, hun så op til — indtil lærredet blev for fladt.

– På et tidspunkt var det ikke nok med en tegning. Jeg ville længere ind i de fantasyverdener, jeg var så fascineret af, fortæller Trine Koefoed Nielsen et par dage før Comic Com, hvor hun er ved at lægge sidste hånd på sit kostume.

Hun cosplayer mest fra de realistiske fantasyuniverser som Dark Souls, Skyrim, Elden Ring og Bloodborne, og den ekstreme detaljegrad i kostumerne har gjort hende anerkendt i hele cosplayverdenen.

Annonce

I 2023 brugte Trine Koefoed Nielsen otte måneder på at skabe et Hoslow Armor-kostume til et konvent i Østrig – et projekt, der for alvor satte gang i hendes karriere og Instagramprofil, hvor 134 tusind fans nu følger med i hendes cosplayprojekter.

Trine Koefoed Nielsen i fuld Hoslow Armor-cosplay.

Hendes speciale er crafting: at undersøge, konstruere og sy hvert eneste element af kostumet fra bunden, så det matcher forlægget så præcist som muligt.

– Jeg elsker at nørde med, hvordan man får en dragt til at se beskidt ud på den rigtige måde. Det er mit yndlingsområde, griner hun.

Annonce

Før hun går i gang med et kostume, kan hun bruge mange dage på at undersøge præcis hvilke materialer og teknikker, hun skal bringe i spil.

– Det betyder jo noget for resultatet, om man bruger 100 procent hør, eller om man blander viskose i stoffet. Og hvor tyk læderremmen mon bør være på den taske, karakteren bærer.

Trine Koefoed Nielsen er blevet så dygtig en crafter, at hun nu kan leve af cosplay på fuld tid. Hun tjener blandt andet på at sælge digitale symønstre til kostumer og på dommeropgaver som i dag, hvor hendes skarpe blik for materialer, konstruktion og finish er efterspurgt.

Annonce

Trine Koefoed Nielsen viser, hvordan hun laver en ‘prop’ – en genstand, der tilhører karakteren, hun cosplayer som. At lave props er hendes yndlingsting ved cosplay.

– Det fedeste er stadig at komme ud på konventer og se de løsninger, folk har lavet i deres kostumer. Vi udveksler jo erfaringer, tips og tricks, så vi alle sammen bliver bedre cosplayere. Det er altid det, jeg glæder mig mest til.

Hjemme i Ishøj har Trine Koefoed Nielsen flere trofæer fra cosplaykonkurrencer som den, hun skal bedømme i dag. Men fællesskabet i cosplaymiljøet er den største præmie, hun nogensinde har vundet, synes hun.

Annonce

– Der er nok mange af os cosplayere, der især i skoletiden har følt sig lidt anderledes og ikke rigtig passet ind. Man vænner sig måske til, at folk ikke er interesserede i en eller det, man går op i, fortæller hun.

– Men da jeg selv fandt cosplay, opdagede jeg, at der er mennesker med samme interesse, som er søde og nysgerrige på det, jeg laver. Det føles stadig som et stort kram.

Keep Calm and Cosplay On

Kærligheden, Trine Koefoed Nielsen nævner, er tydelig at spore i Bella Centers store hal.

– Hvordan har du fået din halskæde til at skinne så meget? lyder det fra én Sansa Stark til en anden i samme kostume.

Annonce

– Men min halskæde er ingenting i forhold til resten af din dragt! svarer dobbeltgængeren og siger:

– Du har virkelig også nailet bryststykket! Og er kappen ægte pels?

Comic Con
Comic Con
Foto: PR / Comic Con

De to nærmer sig en godmodig konflikt om, hvem der egentlig er den mest overbevisende ‘Queen of the North’ fra Game of Thrones, mens de overdynger hinanden med komplimenter på vej til den store scene, hvor cosplaykonkurrencen snart begynder.

Duften af candyfloss og popcorn hænger tykt i luften, og en udgave af Harley Quinn og Jokeren skynder sig at købe et bæger, inden de sikrer sig de sidste to tomme pladser foran den mørklagte scene.

Annonce

– Er I klar til at se noget fantastisk cosplay!, brager det pludselig ud af højtalerne.

Lyset tændes, og en rungende begejstring skyller gennem hallen så snart de anerkendte dommere træder frem på scenen.

Publikums klapsalve er et svar, man ikke kan tage fejl af. De er klar. Og festen er skudt i gang.

Jubelen vokser kun, mens konkurrencens 30 deltagere på skift viser deres hjemmelavede kostumer frem foran publikum og dommerne. Selv deltagerne klapper af hinanden, og som konkurrencen skrider frem, står en ting klart:

– Det handler jo ikke rigtigt om hvem, der vinder, siger en udgave af Mario blandt publikum, da hans Luigi-udklædte ven spørger ham, hvem han hepper på.

Legen lever

Tager man et kig rundt i salen, kan man se, at han har ret. Det er ikke konkurrencegener, men noget andet, der træder tydeligst frem: Legen. Legen, som ellers for nyligt er blevet dømt i uddøende krise, lever i bedste velgående på Comic Con.

Børn leger hverken så fantasifuldt, frit eller fysisk, som de gjorde engang – og det er et problem for trivslen, siger forskning. Samtidig snakker vi om konsekvenserne ved en infantilisering af samfundet, hvor voksne mennesker i stigende grad opfører sig som børn – både i politik og populærkultur.

‘Labubu’-bamse
‘Labubu’-bamse
Foto: Privat

‘Labubu’-bamsen, der er blevet verdenskendt for blandt andet at opnå stor popularitet hos voksne, er også at finde i en kæmpeudgave på Comic Con.

Comic Con placerer sig et skørt sted i debattens krydsild.

Overalt er der børn og voksne, der leger. I et hjørne fægter en far og datter med lyssværd, mens tre mænd prøver rustninger op knæler i et andet.

Og netop legen nægter Trine Koefoed Nielsen at give slip på. Når hun skaber sine kostumer, er hun tæt forbundet med barndommens fantasi, og hun har ingen planer om at lade voksenlivet begrænse det.

– Jeg har ikke lyst til at lægge låg på, hvem jeg er, og hvad jeg godt kan lide. Det er jeg for stædig til, siger hun.

I løbet af Trine Koefoed Nielsens ti år i som cosplayer er flere kommet til, som også omfavner deres indre barn, og selvom verdenen stadig er en nørdet niche, kan hun tydeligt mærke, at interessen vokser.

– Jeg kan se det på mine kunder, der bliver flere og flere. Og på events som Comic Con, der vokser hvert år.

Comic Con i Norden har i år samlet 90 tusind fans på tværs af Danmark, Finland og Norge. Væksten er også tydelig hos et stort britisk konvent, MCM Comic Con, som har oplevet en stor stigning af besøgende siden 2021.

For Trine Koefoed Nielsen er det en udvikling, der betyder noget særligt.

– Når man kommer til de her konventer, bliver man mindet om, hvor forskellige vi alle er. Og at vi skal rumme hinanden. Vi udtrykker os forskelligt, men i sidste ende vil vi alle sammen bare gerne accepteres for dem, vi er, siger Trine Koefoed Nielsen.

Tilbage på scenen er der stadig flere klapsalver at hente, mens deltagerne bukker efter vinderne af konkurrencens forskellige priser er fundet.

– Keep Calm and Cosplay On! opfordrer konferencieren, inden lyset slukker og scenetæppet trækkes for.

De sidste popcorn langes over disken, mens lyssværderne begynder at slukke rundt omkring. Parykker pakkes ned, uldfrakker findes frem og små dynger af folk trækker nu mod parkeringspladsen med nyindkøbte sværd og rustninger i store gaveposer.

Foran udgangen slutter en flok voksne elvere fra nær og fjern cirkel om hinanden.

– Vi lover at ses her næste år! lyder det.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Kultur | Nyheder

Annonce