Teknisk set er nyheden uden for vores territorium nu, men mon ikke en enkelt eller to serienørder stadig vil læse med.
Projektet med titlen Greenbrier lød umiddelbart ikke af det store, men flere detaljer fik hurtigt vakse fans til at spekulere i en mulig Breaking Bad-filmfortsættelse. Albuquerque som lokation, Sony Pictures som produktionsselskab og en kontrakt underskrevet af Vince Gilligan, der i forvejen ikke ville nægte en fortsættelse. Dertil kom plottet om en ung mands flugt og søgen efter frihed. Fra neonazister og meth, måske?
Som månederne er gået, er det for alvor blevet officielt: Aaron Paul genoptager den Emmy-vindende rolle som Jesse Pinkman. Det er ikke, fordi Paul har hvilet på laurbærrene siden Breaking Bad-finalen. En fast voice over-stilling på BoJack Horseman, flere sæsoner af The Path og en kommende rolle i næste sæson af Westworld. Alligevel er det nok et rimelig sikkert bud, at de fleste stadig forbinder ham med Jesse og glæder sig til at se ham i rollen igen.
Den seneste nyhed er særligt interessant for os danskere. Hvor Breaking Bad-serien først fik premiere på AMC og senere Netflix, lader det til, at filmen vil gøre brug af en omvendt distributionsstrategi. Med andre ord får vi den at se tidligere. Det vides endnu ikke, om Netflix lancerer biografvisninger af projektet, så vi kan mærke den intense, varme Albuquerque-atmosfære på det store lærred, men spændende bliver det nu alligevel.
Vince Gilligan, skaberen af serien, vender tilbage som forfatter og instruktør, og han bliver gjort selskab af producerne Mark Johnson og Melissa Bernstein, der har arbejdet på Breaking Bad og Better Call Saul. Om Walter White endnu en gang vil iklæde sig de flatterende tighty whities, er endnu ikke officielt, men Bryan Cranston har tidligere nævnt, at han er mere end klar, hvis Gilligan en dag skulle gribe knoglen.
Læs også: Breaking Bad-film muligvis på vej
Læs også: Breaking Bad: 5 uforglemmelige afsnit