
Netflix køber HBO Max i milliardhandel

Netflix har indgået en omfattende aftale om at købe konkurrenten Warner Bros. Discovery – herunder dets film- og tv-studier samt streamingtjenesten HBO Max.
Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse.
Handlen har en samlet værdi på 82,7 milliarder dollar, svarende til omkring 530 milliarder kroner. Ifølge Netflix vil opkøbet gøre det muligt at levere endnu mere indhold og udvide forretningen markant.
– Sammen kan vi give publikum mere af det, de elsker, og være med til at definere historiefortælling i det næste århundrede, siger Ted Sarandos, en af Netflix’ to administrerende direktører i pressemeddelelsen.
Inden offentliggørelsen har flere amerikanske medier beskrevet en regulær budkrig, hvor både Paramount Skydance og Comcast angiveligt bød på Warner Bros. Discovery. Netflix trak dog det længste strå med et tilbud på knap 28 dollar per aktie.
Warner Bros. Discovery, der også ejer flere tv-kanaler annoncerede i juni, at de ville splitte virksomheden op i to forskellige børsnoterede selskaber. Netflix har udelukkende været interesseret i den del af virksomheden, der omfatter film- og serieproduktionen samt streaming.
Som en del af aftalen har Netflix lovet at fortsætte biografvisninger af nye Warner Bros.-film – et punkt, der ifølge flere medier har haft betydning i forhandlingerne.
Netflix er i forvejen verdens største streamingtjeneste med flere end 280 millioner abonnenter, og med handlen kommer de nu til at udvide porteføljen med HBO Max' anslået 130 millioner abonnenter.
Aftalen skal derfor nu endeligt godkendes af konkurrencemyndighederne både i USA og Europa.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















