Min top 10: Romantiske serier på Netflix
Om det er en date, en kæresteaften, børnefri aften eller noget helt tredje, så har alle fortjent en hyggelig aften med masser af romantik og det betyder - selvfølgelig -, at man ikke skal bruge halvdelen af sin aften på at lede igennem lister efter lister for at finde noget at se.
Derfor får du her en liste med 10 serier, du kan se på Netflix, når du har behov for en datenight!
Love
Skabt af Judd Apatow (som bl.a. skabte Knocked Up), så handler Love i korte træk om de op- og nedture, der eksisterer i et forhold. Vi følger den rebelske Mickey (Gillian Jacobs) og den godhjertede Gus (Paul Rust), mens de forsøger at navigere i smerter, hverdagen og glæden i et moderne forhold, alt sammen mens humoren er i højt spil. Alt i alt er Love en serie, der er fantastisk til en datenight, især hvis i begge to er klar på at grine og krumme en smule tæer!
Lovesick
Lovesick handler i bund og grund om at Dylan (Johnny Flynn) finder ud af, at han har fået klamydia og begynder, sammen med sine venner, at backtracke alle sine tidligere forhold og one-night-stands, så han kan finde ud af, hvem der har givet ham sygdommen, og desværre også fortælle dem alle sammen, at han altså måske nok har smittet dem.
Det er en sjov, hjertevarm og til dels meget realistisk serie, der både får en til at smile, grine, krumme tæer og blive varm om hjertet – serien er som skabt til at skulle ses sammen med en partner!
Easy
Easy er en antologi-serie om at navigere forhold, sex og alt, der følger med. Vi følger et stjernespækket cast (bl.a. er Audrey Plaza, Orlando Bloom og Judy Greer en del af serien) i deres små verdener med almindelige og ualmindelige problemer – alt fra hvordan man stadig har sex, når man er et gift par og børnene fylder hele hverdagen, hvad seksualitet er, hvordan et forhold fungerer bedst og serien udfordrer det ”normale” forhold, samtidigt med at den hylder det. En fantastisk serie!
Læs også: Anmeldelse af Easy
Gossip Girl
Ja ja, Gossip Girl er måske en meget tøset og til dels soapy serie, men den er altså værd at nævne – man kan i hvert fald få et par bonuspoint på kontoen, hvis man sætter serien på. Vi følger nogle af de rigeste teenagere i New York, og deres skandaløse liv, der på mystisk vis bliver lækket til en blog, der kaldes Gossip Girl – og det er alt fra et hurtigt kys til de mere skandaløse ting, og der er både romantik, drama, fester og alt andet, man kunne drømme om i serien – om ikke andet kan man se serien og grine lidt over de riges problemer, og hvor dejligt det er, at man ikke selv sidder i sådan en saks!
Crazy Ex-Girlfriend
Hvis man bare er en lille smule til musicals eller tåkrummende humor, er denne serie som skabt til det! Serien følger en ung kvinde, der beslutter sig for at flytte til Californien efter at have mødt sin eks, fra dengang hun var på sommerlejr, der hvor han nu er bosat – og hendes drøm om at ende sammen med ham. Serien er fyldt med bizarre sange, musicaldanse, akavede forsøg på at være romantisk og sexet, og er en serie, der fortjener et kig – især på en datenight, hvor der bare skal grines igennem!
Jane The Virgin
Dette er en serie, der fortjener at blive set meget mere, så hvorfor ikke på en lille kæresteaften?
Vi følger den søde forfatterspire Jane, der ved et uheld bliver insemineret med sin eks’ sæd – som egentligt var meningen, at hans kone skulle have – og derefter må finde ud af, hvordan man lever sit liv, når man skal have et barn uden nogensinde at have haft sex. Serien er sat op som en telenovelle, og den fungerer hamrende godt – der er store plot-twists og masser af kærlighed i en fantastisk kobling med humor.
Outlander
Hvis man er til det lidt mere historiske, så er Outlander et fantastisk bud!
Vi følger en krigs-sygeplejerske i 1945, som på mystisk vis bliver transporteret tilbage til 1743, hvor hendes liv nærmest øjeblikkeligt er i fare i en ukendt verden. Hun bliver tvunget til at gifte sig med en galant og romantisk (og meget pæn) mand, der får hende til at blive i tvivl om, hvad hun helst vil – tilbage til sin egen tid og mand, eller om hun vil blive sammen med Jamie i en verden, hun ikke hører til i.
Serien er spændende, og godt gammeldags romantisk, med en snert af Stolthed og Fordoms kærlighedshistorie og hele møget spiller bare super godt sammen og fungerer hamrende godt som en serie, der kan ses med din date, kæreste eller kone!
How I Met Your Mother
Selvom det er en lang serie, er det en, der kan fungere så godt som en date-night-serie!
Vi følger en vennegruppe, mens de navigerer i one-night stands, kærester, forhold og ægteskab i et format af hovedpersonens fortælling om det til sine børn. Der er alt fra skøre ekskærester og søde kærester til tvivl om ægteskab og børn, og det hele er sat sammen med en god dosis humor og en rød tråd om venskab – og den fungerer som en date-night-serie, fordi de fleste har enten set et afsnit eller hørt om serien, så det er nemt at hoppe ind i!
Chewing Gum
En jomfru i det spæde voksenliv vil bare gerne have sex, men er i tvivl om hvordan pokker man lige kommer til det – især når hun er blevet opdraget med en religiøs baggrund – og hun snubler lidt imellem akavede seksuelle handlinger, men gør det med kærlig og en støttende gruppe af venner bag sig.
Serien er sjov som bare pokker, og var forud for tiden med seksuelle temaer, voksenlivet og hvordan alt det tackles – men den er hysterisk morsom, spændende og også en lille smule genkendelig; den er i hvert fald en god ice-breaker, hvis det er første date, fordi man ender med at grine så meget, og snakke om afsnittet.
You Me Her
Jack og Emma forsøger at finde gnisten i deres forhold igen, og det ender ud i, at de godt må date andre – men der går kaos i situationen, da Emma kommer hjem med den friske og frejdige Izzy, der ender med at fascinere begge parter i forholdet.
Serien er sjov og ærlig i sit portræt af, hvordan sex og kærlighed kan påvirke et forhold, og er også en ny slags serie, hvor der bliver udforsket polyamoriøse forhold og polygami generelt – hvilket er både fedt at se, cringe og sjovt på samme tid!
Alle serier kan ses på Netflix
Læs også: 6 sexede serier på Netflix