
Ny stjernespækket dramaserie om dronning Margrethe på vej

TV 2 er på vej med en ny historisk dramaserie om dronning Margrethe 2. Serien, der har fået titlen 'Margrethe', har netop afsluttet optagelserne og forventes at få premiere i 2027.

Dramaserien tager sin begyndelse i 1940, hvor prinsesse Margrethe bliver født midt under den tyske besættelse af Danmark. Fortællingen følger hendes barndom og ungdom i den kongelige familie og skildrer både livet bag murene på Amalienborg og den urolige tid, Danmark befinder sig i.
De første seks afsnit af serien strækker sig frem til 1953, hvor kronprinsesse Margrethe som ung teenager bliver udnævnt til tronarving.

I rollen som kong Frederik 9. ses Nikolaj Lie Kaas, mens svenske Josefin Asplund spiller dronning Ingrid. Kirsten Lehfeldt medvirker som dronning Alexandrine, og Henrik Larsen portrætterer kong Christian 10. Selve prinsesse Margrethe spilles af flere forskellige børneskuespillere, heriblandt Asta Tvilling Jensen.

Derudover rummer serien et bredt og markant cast med blandt andre Marie Reuther, Marco Ilsø, Christine Albeck Børge, Anders Heinrichsen, Andreas Jebro, Peter Zandersen, Flemming Enevold, Thure Lindhardt, Johan Olsen og Klaus Bondam.

'Margrethe' er udviklet efter en idé af Søren Sveistrup. Thor Bjørn Krebs er hovedforfatter, mens Mogens Hagedorn er konceptuerende instruktør. Serien produceres af SAM Production og forventes at få premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2027.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

















