En rejse til Den dybe Syd
─ Den dybe Syd i USA og i virkeligheden
Af Andreas Halskov
Nej, billedet er ikke fra tv-serien Six Feet Under (HBO, 2001-2005), skønt man naturligt kunne tro det. Billedet er faktisk fra en anden HBO-serie, som udspiller sig i en ganske anden del af USA, nemlig True Detective (2014-).
True Detective, en såkaldt limited series, hvor hver sæson udspiller sig et nyt sted og kredser om et nyt sæt af karakterer, har været med til at sætte Louisiana på tv-landkortet. I al fald den første og mest skelsættende sæson af serien. Men Louisiana er mere end blot sumpe, majestætiske træer og atmosfæriske landskaber. Det er ikke gotik og betændelse det hele, og faktisk er Syden en særdeles farverig oplevelse, både i tv-landskabet og det virkelige ditto.
Den dybe Syd
Det typiske billede af Syden er ikke synderligt flatterende, og film- og tv-historien flyder over med fortællinger om hillbillies, incest og farlige eneboer, som bor i nogle smadrede hytter ved siden af slangerne og alligatorerne. Dette er én fortælling om Syden. En fortælling, som vi kender fra forfattere som Flannery O’Connor og William Faulkner, populære dramatikere som Tennessee Williams og film som Deliverance (1972) og The Texas Chainsaw Massacre (1973).
Det er den samme betændte Syd, som vi finder i tv-serierne True Detective og Sharp Objects (HBO, 2018-). Men forfaldet har også, til tider, en skønhed i disse serier, og hvis man besøger de faktiske lokaliteter, som danner rammen om de førnævnte krimiserier, så er det ikke kun en mavekriblende oplevelse, men også en storartet og betagende rejse.
Den lange køretur fra New Orleans til træet ved Oak Alley Plantation, som vi kender fra åbningsafsnittet af True Detective, er en rejse ind i en fremmed og meget forskelligartet verden. En verden af trailere, tomme tankstationer og døde træer. Men også en verden af imponerende plantager, flotte farver og endeløse horisonter. Det ikoniske træ fra True Detective befinder sig ikke på selve plantagen, men medarbejderne er søde, og hvis man er heldig, åbner de gerne porten og giver adgang til det, der efterhånden er blevet en velbesøgt location i Louisiana. De er vant til at få gæster, ikke mindst fra Europa, hvor True Detective er et langt større og mere populært fænomen end i USA (der er faktisk mange i Louisiana, som ikke engang har hørt om serien), og det føles som lidt at en pilgrimsrejse at komme helt derhen.
Helt så tæt kan man ikke komme på Fort Macomb, der også spiller en central rolle i serien. Dette forladte militærfort er desværre nedlagt i dag, og man kan kun få lov at se det fra den anden siden af bayouen eller fra den flotte bro, som ligger for enden af det grønne område. Derude hvor kragerne vender.
Fra Southern Gothic til jazz
En af grundene til Sydens lidt blakkede ry er formentlig den forfærdelige racismehistorie, som har dannet et form for kollektivt traume i USA, og som ikke sluttede med slaveriets ophævelse i 1860’erne. Denne historie er også blevet skildret i diverse film og tv-serier, ikke mindst i Roots (ABC, 1977) og den moderne genindspilning (History Channel, 2016), og også denne del af historien kan man få indblik i på Oak Alley Plantation, hvor man kan få en klar og visuel fornemmelse af slavernes forfærdelige forhold.
Syden er dog ikke kun traumer og dårligdom, og ikke alle sydstatsserier kan betegnes som Southern Gothic. Et stykke fra Oak Alley Plantation finder vi eksempelvis New Orleans, der med al sin vibrerende diversitet danner ramme om David Simon-serien Treme (HBO, 2010-2013). Denne serie er levende med jazz, håndholdt kamera og fortællemæssige digressioner, og den er charmerende i al dens umiddelbare plotløshed. Hos Simon er det ikke plottet, men karakterer og miljøet, som er i centrum, og når man selv går gennem Treme-kvarteret eller den mere turistede Bourbon Street, så oplever man netop den mangfoldighed, som New Orleans rummer. Der er jazz og gademusikanter over alt, men bag de neonrøde skilte, de insisterende trommer og høje saxofonlyde gemmer sig også en historie om massiv ulighed. Denne historie er ikke just charmerende, men musikken, maden og menneskene, som man møder, har en ufravigelig power, som også er en del af New Orleans’ mangfoldige fortælling.
Foto: Andreas Halskov, New Orleans, 2019
Det hippe Texas og det populære Georgia
Slaveriet, uligheden og sumplandskaberne er nogle velkendte billeder af Syden, men andre tv-serier portrætterer en helt anden og mere positiv side af sydstaterne. I periodedramaet Halt and Catch (AMC, 2014-2017) ser vi eksempelvis et langt mere hipt og progressivt billede af Syden, her i form af Texas og de fremadstormende tech-firmaer i 1980’erne. Halt and Catch Fire havde dårlige seertal, allerede i første sæson, og det kom som en overraskelse for mange, at serien blev forlænget hele tre gange. Den er til gengæld lidt af en darling blandt anmelderne, og det forstår man godt, hvis man faktisk giver serien en chance. For den præsenterer nogle særdeles elskværdige karakterer i et cool og moderne miljø, tilsat en lækker lydside med alt fra Trentemøller til Dire Straits og undergrundspunk, og den handler mere om ambitioner, venskaber og menneskelige relationer end om computere og tech-industriens fremvækst i 1980’erne. Efter et par sæsoner flyttede serien miljø fra Dallas til San Francisco, men mange af dens væsentligste locationoptagelser er lavet i Atlanta, Georgia, bl.a. i form af American Cancer Society og Snellville-provinsen.
Annonce: Gør som Vi Elsker Serier; spar op og hold styr på budgettet til din USA Rejse med Lunar-appen
Georgia er i det hele taget lidt af et tv-mekka, hvor mange serier (fx The Walking Dead, AMC, 2010-) er optaget og udspiller sig. AMC har studier i Georgia, og store dele af deres tv-produktion henlægges til Syden mhp. at få skattefordele, men måske også fordi Syden ofte byder på store vidder, høj sol og blå himmel. Der er i al fald meget andet at hente i Syden end slanger og sumplandskaber, og det er netop de store kontraster, de endeløse highways og uendelige horisonter, som gør den så betagende.
Se hele afsnit 2 af Serierejser: Syden/The South and Beyond her:
(Vi taler om slutningen af Halt & Catch Fire i afsnittet/We are having conversations about the ending of Halt & Catch Fire in the episode)
Læs også: Serierejser afsnit 2: Syden (The South and beyond)