Redaktionen anbefaler: De 15 bedste serier på TV 2 Play
Når det kommer til sværvægterne i dansk fiktionsproduktion, har TV 2 notorisk stået lidt i skyggen af DR. I de seneste år er der dog dukket flere og flere stærke serier op på TV 2 og TV 2 Play, og genremæssigt favner de bredt – fra blød familieunderholdning til højspændt drama, spændende krimiserier og sjove komedier.
Vi har her samlet vores bud på de 15 bedste originalserier fra TV 2 og rangeret dem fra top til bund.
1. Dansegarderoben
2. Klovn
3. Efterforskningen
4. Killjoy
5. Dag & Nat
6. Alfa
7. Rita
8. Agent
9. Minkavlerne
10. Oxen
11. Kriger
12. Sommerdahl
13. Badehotellet
14. Sjit Happens
15. DNA
1. Dansegarderoben
Dansegarderoben, der er skabt af den sprudlende duo Ditte Hansen og Louise Mieritz, zoomer ind på et stykke underbelyst danmarkshistorie; de danserinder, der står bag de store stjerner i Cirkusrevyen på Bakken i 1970’erne.
Serien følger otte forskellige dansepiger, som er kommet igennem nåleøjet og har fået drømmejobbet i Cirkusrevyen. Det er en stærk og smuk fortælling om at finde styrken i sammenholdet og ikke mindst finde modet til at forandre den situation, man er i.
Hovedrollen Sussie, der med sit nye job som danserinde håber at kunne lægge livet med en voldelig ægtemand (Jakob Oftebro) bag sig, spilles overbevisende af Marie Bach Hansen. Foruden hende vrimler det med andre stærke navne som Mille Lehfeldt, Marie Reuther, Olivia Joof Lewerissa, Andrea Heick Gadeberg og Annika Aakjær på rollelisten.
2. Klovn
En af de længst kørende serier på TV 2 er Casper Christensen og Frank Hvams absurd morsomme og tåkrummende sitcom Klovn. Især de første sæsoner af serien var banebrydende i dansk serie-regi, men selv de nyeste sæsoner, der kom efter en årelang pause (afbrudt af tre film inden for universet), byder stadig på mange sjove momenter.
Serien følger de to komikere, venner og samarbejdspartnere, Casper og Frank – ikke helt ulig virkelighedens Casper og Frank, men i opskruede og karrierede versioner.
Frank er hovedperson – klovnen – der altid havner i de mest pinagtige og tåkrummende situationer. Mia Lyhne spiller på fremragende vis Franks kæreste, Mia, hele serien igennem, hvorimod Casper skifter kærester undervejs – dog med en gennemgående karakter i Iben Hjejles Iben i de første sæsoner.
Klovn er blevet sammenlignet med HBO's populære komedieserie Curb Your Enthusiasm, hvor Larry David spiller en særdeles Frank-lignende karakter.
3. Efterforskningen
Efterforskningen er skabt af Tobias Lindholm, der er en af Danmarks bedste manuskriptforfattere og instruktører. Foruden at have skrevet manuskript til bl.a. Jagten og Druk står han også bag den anmelderroste The Good Nurse med Hollywood-stjernerne Eddie Redmayne og Jessica Chastain på rollelisten.
Efterforskningen behandler den famøse ”ubådssag”, men i stedet for en sensationalistisk tilgang til sagen, har Lindholm valgt at fokusere på opklaringsarbejdet. Det klæder serien – og genren – umanerligt godt.
Spænding og intensitet er der stadig rigeligt af, og med et solidt hold af skuespillere som Søren Malling, Pilou Asbæk, Laura Christensen, Pernilla August og Rolf Lassgård i de bærende roller, er Efterforskningen en lille miniserieperle, man ikke må snyde sig selv for.
4. Killjoy
Dramakomedien Killjoy er skabt af kunstnerduoen Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen. Vedsted Christiansen instruerer, og Sehested Høeg spiller hovedrollen som Nanna, der lever et tilsyneladende perfekt liv i det perfekte parforhold.
Men en dag indser Nanna, at hun faktisk faker alle sine orgasmer, og herefter starter en desperat jagt på ægte forløsning i alle aspekter af hendes liv.
Serien er både hylende morsom, rørende og vedkommende for sin samtid, og den bidrager til ligestillingsdebatten og sætter fokus på orgasmekløften mellem mænd og kvinder.
Emma Sehested Høgh er forrygende i hovedrollen som Nanna, og hun flankeres af bl.a. Gustav Giese, Tammi Øst, Olivia Joof Lewerissa og Thomas Hwan.
Anmeldelse: Emma Sehested Høeg tager orgasmekløften under kærlig behandling i ’Killjoy’
5. Dag og Nat
Lone Scherfigs samfundskritiske dramaserie med Sofie Gråbøl i hovedrollen som afdelingsjordemoderen Ella belyser den kamp, som mange fødegange dagligt står overfor, når de skal forsøge at give alle fødende, nyfødte og pårørende den bedst mulige behandling.
Selv om der er tale om fiktion, giver serien et godt indblik i et stærkt underbemandet dansk sygehusvæsen, og man føler presset og frustrationen helt ud på den anden side af skærmen.
Samtidig serverer serien små, personlige sidehistorier om de forskellige jordemødre, læger og sygeplejersker, og det fungerer godt som afbræk fra al stressen på fødegangen.
Foruden Gråbøl medvirker også Sara Hjort, Charlotte Munck, Mette Horn, Marijana Jankovic, Pål Sverre Hagen, Nicolai Jørgensen og Afshin Firouzi.
6. Alfa
Med de allestedsnærværende Avaz-brødre bag kameraet og brødrene Andreas og Sebastian Jessen foran, får man med Alfa en solid omgang familiedrama tilsat action og spænding.
Serien handler om Adam, der er nyudklækket børsmægler, og hans bror, Jakob, der arbejder som politibetjent. De to brødre er opvokset i et hårdkogt rockermiljø i Helsinge nord for København, men er gledet fra hinanden som voksne. De bliver dog kortvarigt genforenet, da deres rockerboss af en far dør, og serien følger dem på hver sin side af loven i tiden efter begravelsen.
Alfa fik kun en enkelt sæson på TV 2, hvilket er ærgerligt, da den var et friskt pust på den danske seriefront med elementer af både krimi, thriller og drama.
Foruden brødrene Jessen medvirker bl.a. Ari Alexander, Lars Mikkelsen, Besir Zeciri, Jonathan Harboe, Thomas Levin og Johannes Lassen.
7. Rita
Rita fik premiere tilbage i 2012 og kan med fem sæsoner på bagen efterhånden kaldes en slags TV 2-klassiker. Serien er skrevet af Christian Torpe og Marie Østerbye og har dygtige Mille Dinesen i titelrollen som den storrygende, politisk ukorrekte folkeskolelærer, Rita.
Rita er ikke just enhver forælders (eller skoleleders) drøm, men hun har intentionen på rette sted, når det kommer til eleverne – og de elsker hendes anderledes måde at håndtere komplicerede situationer på. Det samme gør man som seer, også selv om det koster lidt krummede tæer undervejs!
Serien formår at holde et godt niveau sæsonerne igennem og er sjov og charmerende, ikke mindst takket være Dinesen og de øvrige skuespillere, bl.a. Lise Baastrup, Carsten Bjørnlund, Nikolaj Groth og Ellen Hillingsø.
8. Agent
Nikolaj Lie Kaas' massivt underholdende komedieserie, Agent, er næppe gået manges næse forbi, bl.a. takket være et cast, som tæller stort set alt, der kan krybe og gå inden for den danske film- og underholdningsbranche.
I Agent spiller dygtige (og sjove!) Esben Smed den hårdtprøvede kendis-agent, Joe. Joe er en rar og vellidt fyr med de rigtige forbindelser og store planer for fremtiden. Men det går ikke helt så godt, som det kunne. Hans ekskone (Julie Agnete Vang) vil begrænse hans samvær med deres fælles datter, Tallulah (stjerneskuddet Selma Sol ì Dali Pepe), han skylder Thomas Blachman halvanden million, og hans mor (Ina-Miriam Rosenbaum), der også er hans chef, har sat ham stolen for døren.
Det øvrige cast i Agent tæller en lang række kendte skuespillere og personligheder, der alle spiller sig selv i nye og spændende versioner. Blandt dem er Dar Salim, Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Coster-Waldau, Lars Ranthe og Ulrich Thomsen.
De mest tåkrummende (sjove!) scener i Nikolaj Lie Kaas' 'Agent'
9. Minkavlerne
Minkavlerne er en skæv og sort humoristisk komedieserie, skabt af Kasper Gross og Jonas Røn Mogensen. De to spiller også hovedrollerne som de to nordjyske minkavlere – og brødre – Martin og Allan Christiansen.
Brødrene arbejder sammen med deres forældre, Gerda (Kirsten Lehfeldt) og Niller (Niels Haugaard), og sammen kæmper de – på virkelig skør og morsom vis – med diverse problemer på minkfarmen i løbet af seriens indtil videre fire sæsoner.
Serien har fået en ekstra samfundsrelevant dimension tilsat efter Coronakrisen og den uhyre omtalte minksag.
Flere danske komikere er at finde på rollelisten, bl.a. Ruben Søltoft, Mick Øgendahl, Frank Hvam, Julie Rudbæk og Bodil Jørgensen.
10. Oxen
I skrivende stund er der kun 3 episoder tilgængelige af den spændende, nye thrillerserie, Oxen, så placeringen på listen kan både rykke opad og nedad, når serien har nået sin afslutning.
Oxen er instrueret af Jannik Johansen og følger jægersoldaten Niels Oxen (Jacob Lohmann), der bliver falsk anklaget for narkobesiddelse og som følge deraf bliver smidt ud af Jægerkorpset. Nedbrudt søger han dybt ind i Rold Skov for at få fred, men flere uhyggelige hændelser driver ham ud af isolationen igen.
I sin søgen tilbage til det samfund, han har mistet troen på, møder han PET-agenten Margrethe Franck (Josephine Park), spionchefen Frigg Mossmann (Ellen Hillingsø) og forretningskvinden Kajsa Corfitzen (Birgitte Hjort Sørensen).
Serien skorter ikke på action og spænding, og den er skabt af forfatterparret og de tredobbelte EMMY-vindere, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe (Rejseholdet), på baggrund af Jens Henrik Jensens bestsellerbogserie.
Anmeldelse: ‘Oxen’ er en velsmurt thriller med tre stærke karakterer og et ambitiøst plot
11. Kriger
Kriger er et højspændt og stjernespækket actiondrama om fællesskab, loyalitet og forræderi, skabt af den dygtige instruktør Christoffer Boe (Forhøret).
Serien følger krigsveteranen, CC (Dar Salim), der vender hjem efter aktiv militærtjeneste for Danmark i verdens krigszoner gennem 10 år. CC kan dog ikke finde sig til rette i et det danske samfund, og han vil helst glemme alt om krig. Han ender med at hjælpe efterforskeren, Louise (Danica Curcic), med en sag om bandekriminalitet, og det går ikke just stille for sig.
Foruden Dar Salim og Danica Curcic kan man bl.a. se en hårdtpumpet Lars Ranthe som rockeren Tom, og derudover medvirker også Nicolas Bro, Søren Malling, Natalie Madueño, Jakob Oftebro, Andrea Vagn Jensen m.fl.
12. Sommerdahl
Ah, Sommerdahl! (Hygge)krimiserien med Peter Mygind i rollen som efterforskeren Dan Sommerdahl emmer af god stemning med et krimitwist.
Serien foregår i og omkring den nordsjællandske by Helsingør og følger Sommerdahls dagligdag med opklaringsarbejdet af en række forbrydelser. Man skulle måske tro, at Sommerdahl og teamet efterhånden havde fået etableret ro og orden i provinsen, men heldigvis er der stadig adskillige moralsk anløbne mennesker at holde i ørene.
Sommerdahl er inspireret af Anna Grues populære romanserie om Den skaldede detektiv og er en co-produktion med de tyske stationer NDF og ZDF. Hovedforfatteren er Lolita Bellstar, og foruden Peter Mygind medvirker bl.a. Laura Drasbæk, André Babikian og Lise Baastrup.
13. Badehotellet
Det er efterhånden over 10 år siden, Badehotellet første gang dukkede op på tv-skærmen, og i løbet af de ni – snart 10 – sæsoner har serien taget danskerne med storm og rangeret øverst på listen over mest sete dramaserier flere år i træk.
Badehotellet er en hyggelig og solbeskinnet dramaserie, der samler seerne på tværs af generationer. Serien handler om familien Andersens lille badehotel og skildrer sommerens gang, hvor hotellets gæster år efter år vender op og ned på hverdagen for hotellets medarbejdere.
Badehotellet er skrevet er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad og har en perlerække af danske skuespillere på rollelisten, bl.a. Amalie Dollerup, Lars Ranthe, Anne Louise Hassing, Jens Jacob Tychsen, Cecilie Stenspil, Anette Støvelbæk og Merete Mærkedahl.
14. Sjit Happens
Sitcom-serien, Sjit Happens, er en ungdomsserie med både hjertevarme og en masse sjove og akavede øjeblikke. I løbet af de fem sæsoner, Sjit Happens løb over skærmen, bød serien på både fest, masser af sex, kiksede dates og alskens skøre hverdagsproblemer for det lille kollektiv, hvor Mads, Emil, Olau og Ane bor.
Serien gav et folkeligt gennembrud til nogle af tidens mest populære komikere, Ruben Søltoft og Nikolaj Stockholm, og også både Jonathan Harboe og Stephania Potalivo (som spiller søskende i serien) landede mange film- og værtsroller efterfølgende.
Serien er skabt af Lars Bang og Thomas Glud.
15. DNA
Den stort anlagte TV 2-krimiserie, DNA, handler om Rolf Larsen (Anders W. Berthelsen), der er efterforsker ved Vestegnen Politi og på tragisk vis mister sin datter i en forsvindingssag.
Da han flere år senere møder den unge politiassistent Neel (Olivia Joof Lewerissa) finder de ad omveje ud af, at der er en systemfejl i Rigspolitiets DNA-register, som omfatter hundredvis af sager og bl.a. fører dem til både Frankrig og Polen.
I DNA skorter det ikke på spænding, og serien har et international swung over sig. Den er skrevet af Torleif Hoppe, der tidligere har været medforfatter af tv-serier som Forbrydelsen og Nikolaj og Julie.
Foruden Anders Berthelsen og Olivia Joof Lewerissa finder man blandt andre Nicholas Bro, Charlotte Rampling, Johanne Louise Schmidt og Afshin Firouzi på rollelisten.
Samtlige 15 serier kan ses på TV2 Play.