Yorgos Lanthimos kunne ikke have fundet en bedre skuespiller til at gestalte den reanimerede Bella Baxter i Poor Things end Emma Stone.
Lige siden spillefilmsdebuten i Superbad tilbage i 2007 har Stone været fast inventar i projekter, hvor hendes fine sans for (fysisk) komik og drama, og især kombinationen af dette, bliver sat flot i scene.
Frygtløsheden til at kaste sig hovedkuls ind i en rolle og en karisma, der oser af coolhed, gør hende til den perfekte filmskuespiller.
I anledning af, at hun er aktuel i både Poor Things og den ubehageligt gode sorte komedieserie, The Curse, er det passende at nærstudere Stones CV og tidligere tiders bedrifter og finde frem til hendes allerbedste præstationer.
Zombieland
Vi lægger ud med det, som var det første gennembrud, når vi ser bort fra Superbad. Der er nemlig i Zombieland fra 2009, at Emma Stones seje image for alvor skinner igennem.
Bevæbnet med alskens våben, man kan finde i zombie-apokalypsen, er hendes præstation som den resolutte overlever Wichita spot-on i forhold til action-komedie-genren.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i januar 2024
Stones lidt halvhæse stemme er perfekt, hvad end der skal gives gas som falsk-forføreske eller serveres rappe replikker med power i understregningen af pointen. Og når det ikke bider på de u-døde horder, skal man bare være ferm med et automatvåben, og hvad der nu lige er til rådighed, til at flække skallen på en zombie.
Zombieland kan ses hos Prime Video og Viaplay m.fl.
Easy A
Året efter var Emma Stone igen aktuel i en film med rod i komediegenren. Der er dog ikke nogen zombier i instruktør, Will Glucks (Anyone but You) Easy A. Filmen er løst inspireret af Nathaniel Hawthornes The Scarlet Letter (Det flammende bogstav) og handler om gymnasieeleven Olive (Stone).
Disse film skal du se i biografen i 2024
Gennem en hvid løgn får hun pludselig ry som løs på tråden, men i stedet for at gå ned mentalt af den ondsindede rygtebørs, omfavner hun sladderen. Med ny garderobe og et stort rødt påsyet ’A’ starter hun en lukrativ business, hvor hun lader folk sige, at de har været i seng med hende, så ungersvendene fremstår mere populære.
Filmen er peaket af Emma Stone teenage-roller, hvor skuespilleren cementerer sin status som sin generations ypperste komedieskuespiller.
Stone perfektgør cool-teen-tropen, hvor humor og velvalgte rørende øjeblikke sidder lige i skabet hver gang. En håndfuld nomineringer til både filmen og i særdeleshed Emma Stone (bl.a. en Golden Globe) sætter Easy A i kategorien af den slags film, hvor man for første gang for alvor fik øjnene op for en given skuespillers talent.
Easy A kan ses hos Viaplay og Blockbuster m.fl.
Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)
Alejandro González Iñarritus Birdman er en af ‘10ernes helt store oplevelser. Legen med, at (næsten) hele filmen ser ud som om, at den er filmet i én lang kontinuerlig optagelse, gør den i sig selv til en helt usædvanlig oplevelse.
Emma Stone spiller Sam, datter til hovedkarakteren, den tidligere superhelteskuespiller Riggan (Michael Keaton). I den Oscar-nominerede rolle som den tidligere narkoman og nu assistent til faren, er det en mere dramatisk og ligefrem rolle, der ikke på samme måde som tidligere er forankret i et komisk udgangspunkt.
Hidtil havde Emma Stone høstet stor succes som romantisk interesse (i f.eks. Crazy, Stupid, Love og The Amazing Spider-Man) og som sjov birolle, men det er med Birdman, at hun tager det første spring over i mere seriøse roller.
Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) kan ses hos Disney+ og Blockbuster m.fl.
La La Land
Udover at være centrum for et af de mest kiksede øjeblikke i Oscar-uddelingens historie, er musical-filmen La La Land også det store gennembrud for Emma Stone. Sang, dans og drama går op i en højere enhed for hende og medskuespiller Ryan Gosling i duoens anden film sammen – første var tidligere nævnte Crazy, Stupid, Love.
Stone kom direkte fra en succesfuld optræden som Sally Bowles i Cabaret på Broadway og var derfor i perfekt musical-form.
Historien om skuespilleren Mia (Stone) og jazzmusikeren Sebs (Gosling) romance med alle dens op- og nedture til tonerne af flere umanerligt fængende sange, hvor man ikke kan lade vær med enten at synge- eller smådanse med.
Det er en af den slags præstationer, hvor skuespillere får cementeret deres stjernestatus, når det går godt og omvendt kan tabe næsten hele deres karriere, når det går galt.
For Emma Stone betød det en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle og et betydeligt skridt op i Hollywood-hierarkiet.
La La Land kan ses hos Prime Video, Viaplay og Nordisk Film+ m.fl.
Nordisk Film Biografer giver ubegrænset adgang til biografen med nyt abonnement
The Favourite
Emma Stones første ud af snart tre samarbejder med Yorgos Lanthimos viser flot, hvorfor netop de to er et match made in heaven.
Den græske instruktør har siden det store gennembrug Dogtooth været garant for fortællinger, hvor man ikke altid kunne vide sig sikker på, om det var galt eller genialt.
Lige så med The Favourite, hvor virkelighedens trekantsdrama mellem Queen Anne (Olivia Colman), Lady Sarah Churchill (Rachel Weisz) og dennes kusine Abigail Hill (Emma Stone) bliver spiddet igennem det græske unikums satiriske øje.
Stone gestalter flot en opkomling, der mest af alt minder om en af den slags typer i high school-film, der er villig til at stikke alle i ryggen, hvis det betyder, at hun kommer ind i den seje klikke. Og når først hun er der, forsvinder hvad end formildnende karaktertræk, hun har haft.
The Favourite kan ses hos Disney+, Apple TV og Blockbuster m.fl.
Cruella
Man kan altid se, om en skuespiller har det, der skal til, ved at se dem i en film, som ikke falder i alles smag. Hvis vedkommende kan sit kram, vil de løfte værket fra middelmådighedens afgrund til et herligt bekendtskab.
Og det er præcis det, Emma Stone gør i Cruella. Ganske vist har instruktør, Craig Gillespie (I, Tonya, Pam & Tommy) udviklet en meget karakteristisk stil, der passer godt til filmens let punkede attitude, men det er Stone i den altdominerende hovedrolle som den ikoniske Disney-skurk, som bærer filmen fortræffeligt.
Hvad end det er som den aspirerende designer Estella, eller det mere flamboyante og selvsikre alter-ego Cruella, formidler Emma Stone de enkelte, unikke nuancer i hver af de to personligheder og især der, hvor der er overlap.
Cruella cementerer Emma Stone som en af de fremmeste skuespillere i dag, der uden problemer kan gå mellem komedie og drama, uden at man studser over det – hun er simpelthen en af de bedste skuespillere, verden har at byde på lige nu.
Cruella kan ses hos Disney+, Blockbuster og Viaplay m.fl.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: