Colin Farrell: ”Det er virkelig intenst at blive mødt af et udseende, du ikke kan genkende, men som er dig”

Selv om Colin Farrell lige nu er aktuel som den højst skurkagtige hovedperson i den nye serie The Penguin på Max, er den 48-årige irske skuespiller blandt underholdnings- og filmjournalister i virkeligheden mest kendt for sin charme og down-to-earth personlighed.

Det stod også klart, da Vi Elsker Seriers udsendte for få dage siden, var inviteret med til pressekonference i Los Angeles om netop Max’ nye flagskibsserie, The Penguin.

“I just love him. He’s the nicest guy in Hollywood,” hvisker den mexicanske journalist ved siden af mig, en halv times tid inde i seancen. Han skriver for nogle af Mexicos største medier og har lavet lange, glittede forsideinterviews med filmbranchens største stjerner. Men Colin Farrell tager altså førstepladsen.

Det undrer mig ikke. Få meter foran os sidder den 48-årige skuespiller med en håndfuld af skuespillerkollegaerne fra The Penguin, men det er tydeligvis Farrell, der er i alles fokus. Han spiller løs med de brune øjne og får flere gange rummet til at runge af grin og kluklatter, og hverken hans irske accent eller brugen af eder og forbandelser gør charmen mindre.

Fra Batman-darling til spinoff i eget navn

Første gang Colin Farrell tonede frem i rollen som Pingvinen, var i Matt Reeves-filmen The Batman fra 2022. Med en næsten uigenkendelig fysisk transformation og en intensitet, der både fangede karakterens dunkle og menneskelige sider, formåede Farrell at give den kendte tegneserieskurk en personlighed, der gav genklang i anmelderroser og anerkendelser.

I den nye spinoff-serie The Penguin på Max har Colin Farrell fået endnu mere plads til at udforske gangsterkarakterens kompleksitet, nu under navnet Oz Cobb. Otte timelange afsnit er der kommet ud af Matt Reeves serieidé, som han videreudviklede med seriens manuskriptforfatter og showrunner, Lauren LeFranc.

The Penguin finder således sted i samme noir-æstetiske univers, som Reeves skabte til Batman-filmen fra 2022, og også tidsmæssigt begynder serien, hvor filmen sluttede.

Carmine Falcones død har efterladt den kriminelle underverden uden en synlig leder, og med sin ambition om anerkendelse og magt, nærmest en slags formørket udgave af den amerikanske drøm, følger vi Pingvinens kamp for at blive frontfigur – alt imens vi lærer ham bedre at kende.

Du har sagt, at det er anderledes at se dig selv i rollen som Oz Cobb i forhold til dine andre roller. Hvad mener du med det?

– Normalt er jeg gennemsyret af usikkerhed, tvivl og foragt over for alt, hvad jeg ser med mig selv. Da jeg f.eks. forlod den første screening af The Banshees of Inisherin var jeg overbevist om, at jeg var fucked og aldrig ville komme til at arbejde igen (filmen var sidste år nomineret til ni Oscars, red.)

– Ja ja, den fik alle de her nomineringer og var storslået, småkedelig og skuespilleragtig, men min egen tilstedeværelse ødelægger altid filmoplevelsen for mig selv. Med The Penguin er det anderledes, for jeg kan meget bedre forholde mig til det, jeg ser, på grund af afstanden.

Kan du uddybe det?

– Afstanden mellem mig selv og karakteren er så markant på grund af makeuppen, på grund af ansigtet, på grund af silhuetten – det hele. Selv mine øjne ser anderledes ud, som om jeg ser ud på verden på en anden måde. Det giver mig på en eller anden måde mere objektivitet, end jeg normalt har. For det er ikke mig selv, jeg ser, men Pingvinen. Allerede da jeg i sin tid fik lagt al makeuppen allerførste gang, bemærkede jeg det. Da jeg kiggede mig i spejlet, var det som at se en af de dér kattevideoer på YouTube, hvor en kat ser sig selv i spejlet for første gang. Det er en virkelig intens oplevelse at blive mødt af et udseende, du ikke kan genkende, men som er dig.

Kan du fortælle lidt om processen med makeup og proteser udviklede sig undervejs?

– Da vi første gang, et halvt år før filmoptagelserne, prøvede den fulde makeup, tog det otte timer. Men dengang var der heller ikke et hold, som ventede på at komme i gang med at skyde, og alle tog alle sig god tid, fordi vi stadig skulle have detaljerne på plads. En lavede parykken, en stod for håret på bagsiden af hænderne, en tredje lavede tænderne. Det var en omfattende proces, hvor 10-12 kunstnere arbejdede på at få mig klar. Da vi senere lavede filmen, fik vi processen ned på fire timer, og da vi optog serien, havde vi tre timer hver dag.

Hvordan forløb det?

– Efter to timer og 54 minutter begyndte jeg nok at blive en anelse rastløs, men i det store og hele elskede jeg timerne i makeupstolen. Hele teamet var nogle skæve typer med farvet hår, tatoveringer og piercinger overalt, så det var lidt som at træde ind i et cirkus, når jeg hver morgen gik ind i makeup-traileren. Men det var de sødeste, dygtigste mennesker, og stemningen var så god. Vi krammede, fik vores kaffe, og jeg barberede mig og satte mig i stolen, og så spillede vi musik og sludrede, eller jeg forberedte mine scener.

Hvordan sikrede I, at din makeup og dine proteser kunne holde en hel dag?

– Settet havde et telt, som vi kaldte igloen. Det havde tre industrielle airconditioners, der pumpede iskold luft ind i teltet, og i samtlige pauser drønede jeg derind, så snart der blev sagt ”cut”. Der var ikke andet end en stol og et sminkespejl, men Pingvinen er jo ikke ligefrem forfængelig, så det kunne jeg ikke bruge til noget. Så jeg sad bare og kedede mig og kiggede ud i luften. Derfor begyndte jeg at lægge telefonsvarerbeskeder til mine børn.

– How you doin’? What’s up, kid? … Alle i rummet griner, da han med Pingvinens tykke newyorkeraccent giver et bud på, hvordan en sådan besked kunne lyde.

– Jeg er sikker på, de synes, den besked var sjov til at begynde med. Men til sidst har det nok mere været ”Åh nej, nu gør han det igen, den fucking Pingvin. Flot, far.” Men jeg måtte jo finde på noget for at undgå at dø at kedsomhed.

Havde du andre Pingvin-skuespilleres præstationer i tankerne under arbejdet med rollen?

– Danny DeVito og jeg sendte da et par sms’er frem og tilbage, men det var kun for at drille hinanden med, hvem af os, der leverede den bedste karakter, og havde de flotteste actionfigurer (af deres respektive skildringer af Pingvinen, red.) og den slags. Men nej, jeg havde ingen specifikke referencer. Jeg vidste bare, at vi skulle dybt ind bag maskineriet og finde ud af, hvorfor Pingvinen er blevet den, han er. Fornemme den smerte, han føler, og de grusomheder, han har været igennem.

– Jeg har hørt folk sige, at Oz minder dem om Dustin Hoffmans karakter i Midnight Cowboy, Ratso Rizzo, mens andre har nævnt Robert de Niro som Al Capone i The Untouchables, og jeg er også blevet sammenlignet med James Gandolfini (Tony Soprano i The Sopranos, red.) Så det er tilsyneladende ikke en original præstation, jeg er ude i, griner han.

– Der er nok lidt af dem allesammen. Som skuespiller opsamler du alt, hvad du nogensinde har set, al musik, du nogensinde har hørt, og det hele bliver i større eller mindre omfang brugt i en filtreret version, når du skal spille en ny karakter.

Pingvinen har jo sin karakteristiske gang. Hvordan justerede du hans bevægelser i forhold til de enkelte scener?

– Hans udfordringer med foden skulle ikke koges ned til en pendulgang, man kun kan se på afstand. Der var scener, hvor jeg vidste, at Oz, set i forhold til seriens tidslinje, havde været på benene hele dagen, og her blev generne mere udprægede. Men havde han sovet godt, eller var han omkring folk, som han frygtede, ville dømme ham, forsøgte han at minimere besværet eller lade, som om han var helt upåvirket af det. I andre scener hoppede jeg fra en lastbil og landede på min fod, og her var det selvfølgelig også væsentligt at finde et udtryk, der illustrerede smerte eller ømhed. Som skuespiller handler det om at holde styr på alle de små detaljer og træk, du forsøger at tilføje karakteren. Det er alt sammen en del af puslespillet, og dét, der gør arbejdet spændende.

Hvordan gav du slip på Pingvinen efter de lange, daglige optagelser?

– Det hjalp altid at få makeuppen fjernet. Lige så meget som laget af makeup og proteser hjalp mig med at leve mig ind i rollen, lige så stor en lettelse var det at få det hele af. Altså, misforstå mig ikke. Det var selvfølgelig superfedt at være i karakter. Jeg sidder ikke her og har fucking ondt af mig selv. Men lettelsen over at få det lort af efter 15 timer … Det var som at blive født igen. Hver dag blev jeg født igen. Født tilbage til at være mig selv. Det var virkelig syret. Når jeg senere kom op på mit hotelværelse, smed jeg gerne en Pixar-film på. Jeg magtede ingenting, der var tungt, og jeg havde bare brug for noget helt let. Så ja, jeg satte Find Nemo på. Honest to God.

Og hvordan gav du slip på Pingvinens dystre verden, da optagelserne var helt færdige?

– Som barn var jeg kæmpefan af Burgess Meredith (skuespilleren, der spillede Pingvinen i tv-serien Batman i 1960’erne, red.), og senere så jeg selvfølgelig Danny DeVito i Tim Burtons film. Så det var jo en kæmpe ære at være en del af det felt, og oprindeligt var jeg helt grådig efter mere end de fem-seks scener, jeg havde i Matts film. Men altså, da vi havde optaget alle seriens otte timer og var helt færdige, var jeg også fuldkommen færdig. Sådan lidt ”tak for æren, men jeg er done.” Jeg var fuldstændig udmattet og i smådårligt humør, fordi det hele var så mørkt og nådesløst grusomt. Ærlig talt var jeg bare glad for, at det var overstået.

The Penguin har premiere på Max 20. september.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: