Film | Guides

Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i oktober 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
25. september 2024
Hvad skal jeg se i biografen i oktober 2024
'De lydløse' / Foto: Nordisk Film Distribution

Del artikel

Et forrygende skurkagtigt musicalpar, en familiefilm om fire seje voksenbørn og et eksplosivt kupdrama er blandt de film, du skal se i oktober.

Det var noget af en blandet landhandel, vi fik i september på biograffronten. Fra danske perler til udenlandske skuffelser og omvendt, jo, der var lidt af det hele.

Oktober kan potentielt ende samme sted, men der er alligevel nogle helt uovertrufne film på programmet, man bare ikke må gå glip af.

De danske film står igen stærkt, og så er der både store amerikanske superskurkefilm, gedigen body horror og fantastisk animation på plakaten i det, der tegner til at blive efterårets stærkeste biografmåned.

Joker: Folie à Deux

Den første Joker-film blev en kæmpe succes i 2019. Også i en sådan grad, som de færreste havde forestillet sig.

Meget af det skyldtes selvfølgelig Joaquin Phoenix’ uovertrufne præstation som den psykisk syge Arthur Fleck, der langsom udvikler sig den kriminelle klovneprins Joker.

I 2'eren Folie à Deux er der gået to år siden begivenhederne i den forrige film. Arthur er indespærret på Arkham State Hospital, imens retssystemet prøver at finde ud af, hvad de skal stille op med ham. Her møder han den betagende Harleen Quinzel (Lady Gaga), og de to falder for hinanden.

Samtidig forsøger en skare af mennesker, som har fattet sympati med Arthurs ageren, at få ham på fri fod. Udover at Hildur Guðnadóttir endnu en gang står for musikken, har filmen et andet musikalsk element. Der er nemlig musicaldele med, hvor publikum bliver taget endnu længere ind i Arthur og Harleens finurlige og farlige sind.

Joker: Folie à Deux kan ses i biograferne fra 2. oktober.

La Chimera

Italienske Alice Rohrwacher etablerede sig op igennem 10'erne som en af de mest interessante instruktører fra støvlelandet. Med en underfundig og herlig kombination af magisk realisme og klassisk italiensk neorealisme er hendes film noget helt særligt.

En af Rohwachers og sidste års bedste film får nu endelig dansk premiere. Allestedsnærværende Josh O’Connor (The Crown, Challengers, Lee) spiller en tidligere britisk arkæolog, som netop er blevet løsladt fra fængslet efter at have udstået en straf for at stjæle og sælge antikke artefakter på sortbørsmarkedet.

Arthur (O’Connor) tager til Italien, hvor han slår sig ned hos sin forsvundne ekskæreste Beniaminas mor. Samtidig slutter han sig til sin gamle gruppe af gravrøvere, Tombarolis, og de sætter sig for at finde nogle lukrative etruskiske genstande, som de kan sælge.

Tingene går dog langtfra så gnidningsfrit, som Arthur havde planlagt.

La Chimera kan ses i biograferne fra 3. oktober.

Den vilde robot

Lilo & Stitch og Sådan træner du din drage. Instruktør Chris Sanders har et par imponerende film på cv’et, og derudover har han også leveret historier til Skønheden og udyret, Aladdin og Løvernes konge og skrevet manuskript til Mulan.

Kort sagt, det er en af de helt store animationskanoner, som står bag Den vilde robot. Filmen er baseret på Peter Browns bogserie og handler om robotten ROZZUM, kaldet Roz.

I en fjern fremtid strander Roz på en øde ø. Selv om der ikke er nogen mennesker, er der alligevel godt med liv på øen. Blandt andet en gæsling, som udser robotten som sin nye mor, og så har robotten fået sig en ny mission.

Den vilde robot kan ses i biograferne fra 3. oktober.

Børnene fra Sølvgade

Der har været langt mellem de danske børnefilm i de senere år. Tager vi animationsfilm ud af ligningen, bliver det endnu mere dystert.

Derfor er der meget på spil med filmatiseringen af Renée Toft Simonsens Børnene fra Sølvgade-bogserie. Mehdi Avaz er instruktør, og forfatteren har selv leveret manuskriptet til den sjove og hjertevarme fortælling om de fire charmerende børn Tristan, Katinka, Kirk og Petra, som bor alene i en lejlighed på Sølvgade 104 i København.

Da kommunetrolden (Ditte Hansen) bliver ved med at rende dem på dørene, og Petra skal indskrives i skole, har de fire nu brug for en voksen til at opretholde deres hverdag, efter at moderen er forsvundet sporløst året forinden. Derfor hyrer de en hushjælp, og med Miss Nellys (Jakob Fauerby) indtræden i deres liv, begynder de små voksne lige pludselig at kunne være børn igen. Men det er ikke sikkert, at det kan vare ved.

De fire børn bliver spillet af henholdsvis Alfred Nordhøj Kann, Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Rivera og Amelia Ahmad Abdullatif. Udover Ditte Hansen og Jakob Fauerby medvirker også Anders W. Berthelsen, Lars Ranthe, Kirsten Lehfeldt, Dick Kaysø, Katinka Lærke Pedersen og selveste Onkel Reje, Mads Geertsen, i den medrivende danske familiefilm.

Børnene fra Sølvgade kan ses i biograferne fra 10. oktober.

Lysbrud

Selv om lokationen og instruktøren er islandsk, er den danske indflydelse alligevel stærk i Lysbrud. Rúnar Rúnarsson er uddannet på Den Danske Filmskole – en årgang, som blandt andet inkluderede May el-Toukhy – og har nærmest været fast inventar ved filmfestivalen i Cannes siden 2008 og blev Oscarnomineret for kortfilmen Sidste gård i 2004.

Lysbrud, som var åbningsfilmen i den prestigefulde sidekonkurrence Un Certain Regard i Cannes i år, handler om Una (Elín Hall). Hendes kæreste Diddi (Baldur Einarsson) mister livet i en tunnelsammenstyrtning, men i stedet for at kunne sørge offentligt, må hun gøre det i det skjulte.

Diddi havde nemlig en kæreste, samtidig med at han havde en affære med Una, men hvordan håndterer man sorg over at have mistet en elsket, hvis man ikke kan gøre det i det åbne? Hele filmen udspiller sig over én enkelt sommerdag, hvor vi kommer hele følelsesregisteret igennem.

Lysbrud kan ses i biograferne fra 10. oktober.

Occupied City

Britiske Steve McQueen er et unikum af en instruktør. Den tidligere kunst- og kortfilmsskaber bragede igennem med en trio af film, hvor den ene var mere uafrystelig end den anden.

Det politiske drama Hunger handlede om sultestrejkende IRA-fanger, Shame om en sexafhængig mands liv og det Oscarvindende periodedrama 12 Years a Slave kandiderer kraftigt til at være de tre stærkeste film for en instruktør i hele filmhistorien.

Occupied City er på sin vis en tilbagevenden til rødderne. Filmen handler om nazisternes besættelse af Amsterdam under 2. Verdenskrig, hvor udgangspunktet er McQueens hustrus bog Atlas of an Occupied City, Amsterdam. Til billederne af den nu moderne storby bevæger vi os rundt i gaderne, hvor fortidens uhyggelige begivenheder ekkoer som hviskende spøgelser. Med en spilletid på 4,5 time er maratonseancen for de hardcore film- og historienørder og er perfekt som opvarmning til McQueens 2. Verdenskrigs-drama Blitz, som får premiere på Apple TV+ til november.

Occupied City kan ses i biograferne fra 10. oktober.

The Apprentice

Dansk-iranske Ali Abbasi står bag den måske mest ventede film i efteråret for det politiske landskab i USA.

Holy Spider-instruktørens nye film The Apprentice handler nemlig om den tidligere amerikanske præsident og nuværende kandidat til samme embede, Donald Trump (Sebastian Stan). Fokus er på begyndelsen af hans karriere som byggematador og på hans relation til rådgiveren og advokaten Roy Cohn (Jeremy Strong).

Filmen vakte allerede opsigt ved premieren på Cannes filmfestivalen, hvor Trump truede med sagsanlæg, og The Apprentice har haft svært ved at finde en amerikansk distributør. Det er dog lykkes, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om filmen kommer til at få en betydning for det amerikanske valg, som finder sted 5. november, knapt fire uger efter premieren.

The Apprentice kan ses i biograferne fra 17. oktober.

Smile 2

Blandt andet takket være en eminent pr-kampagne og nogle grusomt ubehagelige scener blev den første Smile-film en uventet succes i 2022.

I gyserfortsættelsen følger vi denne gang popstjernen Skye Riley (Naomi Scott). Midt under en stor turné besøger hun sin gamle high school-kammerat Lewis (Lukas Gage). Han begår brutalt selvmord for øjnene af hende, mens hans ansigt er fortrukket i et foruroligende smil.

Snart ser Skye smilet overalt, og kampen mod uret for at slippe af med det usete monster, som får alle, det besætter, til at begå selvmord, går i gang.

Smile 2 kan ses i biograferne fra 17. oktober.

The Substance

”Den mest opsigtsvækkende film i år,” er bare et af de mange superlativer, som er blevet sagt i forbindelse med The Substance.

Den satiriske bodyhorrorfilm handler om den feterede aerobics-instruktør Elisabeth Sparkle (Demi Moore), der bliver fyret fra sit tv-show, netop som hun fylder 50 år.

Ved hjælp af et mystisk sortbørsserum kendt som ’The Substance’ skaber hun en yngre, smukkere og mere perfekt version af sig selv, som bliver kaldt Sue (Margaret Qualley). Det er dog ikke uden konsekvenser, og snart er en kamp mellem de to versioner af samme person i gang om, hvem der skal have lov til at eksistere.

The Substance kan ses i biograferne fra 24. oktober.

Venom: The Last Dance

Den første Venom-film fra 2018 med Tom Hardy i rollen som journalisten Eddie Brock, der bliver inficeret med en rumvæsen-symbiot, var lidt af en sløj omgang.

Men 2'eren Venom: Let There Be Carnage fra 2021 var en fortræffelig actionkomedie med bid i jokesene og smæk på slå-på-tæven-delen.

I den nye opfølger, som bærer undertitlen The Last Dance, er de to stærke egoer på flugt fra to forskellige verdener. Menneskene vil have fat i Eddie og Venom, både fordi de er bange for ham, og fordi de vil bruge rumvæsenet som et våben.

Og så har Venoms verden fundet frem til ham, inklusive skaberen af alle symbioter, det magtfulde gudelignende væsen Knull.

Venon: The Last Dance kan ses i biograferne fra 24. oktober.

We Live in Time

Filmromancer, som strækker sig over flere år, har altid været en populær genre. Derfor er vi heller ikke på helt ukendt grund i det romantiske drama We Live in Time.

Almut (Florence Pugh) er en ambitiøs kok, der er på vej frem i verden. Men da hun ved et uheld rammer den nyskilte Tobias (Andrew Garfield) med sin bil, bliver begges liv forandret.

Vi følger dem begge over et årti, hvor deres forhold byder på både op- og nedture. Der er dømt stjernemøde mellem altid fantastiske Florence Pugh og supercharmerende Andrew Garfield, og deres kemi i det rørende drama kan ikke undgå at gå lige i hjertekulen hos publikum.

We Live in Time kan ses i biograferne fra 24. oktober.

De lydløse

Det emmer af kupstemning i bedste Michael Mann-stil i Frederik Louis Hviids fortolkning af danmarkshistoriens største røveri.

Gustav Dyekjær Giese spiller den danske bagmand Kasper, som sammen med en blandet international bande planlægger et ambitiøst kup. Målet er Dansk Værdihåndtering, og missionen er at slippe væk med et meget højt millionbeløb.

Kan de slippe afsted med det, og hvilke konsekvenser har det, når grådigheden og ambitionerne begynder at fæstne sig i de forskellige røvere? Svaret er eksplosivt.

De lydløse kan ses i biograferne fra 31. oktober.

Terrifier 3

De to første Terrifier-film om den sadistiske morderklovn Art (David Howard Thornton) kan bedst beskrives som et grotesk og blodigt orgie af special effects.

Historien er lidt ligegyldig. Det eneste, der tæller er, hvordan Art myrder forskellige mennesker på den ene mere spektakulære måde efter den anden.

Hvor forrige film var hensat til Halloween, er det nu blevet jul, og er der noget, der ser mere rødt ud end blod i den hvide sne? Skulle man frygte, at blodsudgydelserne stoppede her, så har filmskaber Damien Leone for nylig bekræftet, at en fjerde film er planlagt.

Terrifier 3 kan ses i biograferne fra 31. oktober.

The Room Next Door

Spanske Pedro Almodóvar har et skatkammer af film i bagkataloget. Kvinder på randen af nervøst sammenbrud, Alt om min mor, Volver, Tal til hende, Huden jeg bor i og senest den semibiografiske Smerte og ære fra 2019 for bare at nævne en håndfuld.

Men det er først nu, 44 år inde i karrieren, at den spanske auteur debuterer med en spillefilm på engelsk.

Filmen vandt for nylig hovedprisen, Den Gyldne Løve, ved filmfestivalen i Venedig og handler om Ingrid (Julianne Moore) og Martha (Tilda Swinton), der engang var nære venner. Nu mødes de så igen, da Martha bliver ramt af kræft og gerne vil afslutte livet på egne præmisser. Danske Alex Høgh Andersen har en mindre rolle i den rørende film fra Almodóvar.

The Room Next Door kan ses i biograferne fra 31. oktober.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omBiograf

Andre Film | Guides

Mest læste