Anmeldelse: ”Hun burde få en Oscar for sin præstation i ’His Three Daughters’”

Vi siger altid om døden, at den er ensom, og at vi vil møde den alene. Men His Three Daughters vender ens forestillinger om døden på hovedet.

Azazel Jacobs’ lille kammerspil skildrer døden som noget naturligt, en næsten hverdagsagtig katastrofe, som sker for dig, for mig og for alle omkring os. Vi har hver af os vores egen død, men det er lige så meget familiens tab. Og det er jo trods alt dem, der gør livet det hele værd.

De fleste dør med familien samlet omkring sig, og på den måde er døden ikke ensom, ikke noget vi møder selv, men en kollektiv begivenhed, et uafrysteligt familieminde og et helt naturligt traume, der sætter spotlys på gamle strukturer og konflikter, river nye op og måske får andre til at falde på plads.

I His Three Daughters er tre voksne søstre er ved at miste deres far. De våger over ham i lejligheden, hvor de voksede op. To af dem har et særligt indbyrdes kodesprog, den sidste er udenfor. Hendes biologiske far var en anden, men båndet til den døende er måske stærkere end de andres.

Ingen Oscar-gråd

Mødrene er døde for længst. De tre kvinder er næsten som fremmede for hinanden, fyldt med nedgroede fordomme og forestillinger om de andres liv, der kommer ud af sidebenene som hentydninger, de ikke er i stand til at styre.

For dem er fordommene jo bare sandheder.

His Three Daughters bæres af fremragende skuespilpræstationer fra Carrie Coon, Natasha Lyonne og særligt Elizabeth Olsen, der burde få en Oscar for sit arbejde med Christina, men nok ikke gør det.

Filmen og instruktøren er alt for lille og indie, og hendes præstation er storslået i sin detaljegrad som den konfliktsky, hjælpsomme og misforståede lillesøster, der dyrker yoga for at holde angsten tilbage, men måske egentlig er den stærkeste af dem alle sammen.

Denne film om døden græder man snot til, men skuespillerne holder tilbage. Der er ingen overtydelig sorg, intet står i CAPS LOCK eller Oscar-gråd.

I stedet kommer sorgen og smerten krybende, som havde man været der i lejligheden selv og forsøgt at få det hele til at hænge sammen, mens døden lurer i værelset ved siden af. Farens hjerterytme høres som en konstant bibben, der tæller ned til den endegyldige afsked.

Kender du egentlig dine søskende?

Man lærer gradvist søstrene at kende, mens de selv lærer at forstå hinanden. Der er opgør, vredesudbrud, en enkelt slåskamp, der som de fleste skænderier åbner op for en dybere forståelse, hvis man er modig nok til at turde sige oprigtigt undskyld.

Filmen lader os misforstå Natasha Lyonnes hashrygende mellembarn Rachel, så vi tror, hun er et udskud. Undervejs forstår vi, at det er sådan, søstrene ser hende. I virkeligheden er historien en helt anden, og det er både afsindigt klogt og hjerteskærende, at filmen på den måde viser os familiekonflikten indefra. Den spørger os, hvor godt vi egentlig selv kender de mennesker, vi er blodsbeslægtede med. Og om vi giver dem en fair chance.

His Three Daughters er alt andet end en sædvanlig Netflix-film. Replikker siges, som læses de højt. De kører ud i en strøm, uden særlig tonalitet, men langsomt blødes det hele op, efterhånden som karaktererne finder sig til rette i hinandens selskab.

En forhastet sygeplejerske aflaster søstrene om aftenen, ellers er alting lukket inde i den lille lejlighed, der i starten føles klaustrofobisk, men undervejs bliver mere og mere intim og til sidst fremstår som et sted, de tre engang har delt barndommen.

His Three Daughters handler lige så meget om livet, og om dem vi er, som det er en historie om døden og om at miste. Det er en af de bedste film, jeg har set i år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: