Podcast | Nyheder

"Vi slæbte på tungt printerpapir og råbte og skreg i dagevis"

Af
Signe Bjørg Granberg
31. oktober 2024
Det, vi elsker
Gustav Giese trænede op i over et år til optagelserne på 'De lydløse' / Foto: Gregers Overvad

Del artikel

Skuespiller Gustav Giese kom på en ekstrem fysisk krævende opgave, da han blev castet til Frederik Louis Hviids nye danske kupfilm, 'De lydløse'.

Hvor lang tid skal man bruge på at forberede sig på en filmrolle?

For Gustav Giese, der spiller hovedrollen i den nye danske actionfilm De lydløse er svaret et helt år. Forberedelserne bestod nemlig primært i et benhårdt træningsprogram, hvor han først skulle tage vanvittigt mange kilo på, for siden at omdanne alle kiloene til rå muskelmasse.

De lydløse
Gustav Giese i 'De lydløse'
Foto: Nordisk Film

Og det tog til tider hårdt på den populære skuespiller. Det fortæller han i podcasten, Det, vi elsker, hvor han er gæst i denne uge sammen med instruktør, Frederik Louis Hviid.

I filmen spiller Giese bokseren Kasper, baseret på virkelighedens Steffen Andersen, der var en af bagmændene bag Danmarkshistoriens største røveri - nemlig røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008. Her slap røverne af sted med ca. 70 millioner kroner, hvoraf kun en mindre del af pengene er blevet fundet.

Selv om filmen er en såkaldt kupfilm - eller heistfilm, som man så populært har døbt genren - var det vigtigt for Frederik Louis Hviid, at der ikke gik Olsen Banden i den.

Han ville gerne vise gerningsmændenes historie og få os til at blive klogere på deres bevæggrunde og sindelag. Og samtidig skulle selve røveridelen være så actionpacked som muligt.

De lydløse
Gustav Giese og Frederik Louis Hviid er lige nu aktuelle med filmen 'De lydløse'
Foto: Gregers Overvad

Scenerne fra røveriet tog flere uger at optage, fortæller makkerparret med både glæde og gru i stemmerne. Giese lægger ikke skjul på, at det trak tænder ud med de mange, lange natoptagelser.

For det var ikke nok at lade som om for Frederik Louis Hviid - skuespillerne skulle føle, hvordan det i virkeligheden var at bære rundt på 70 millioner kroner i kontant.

"Vi filmede over flere uger om natten. Og det var jo en fysisk test, fordi vi fandt ud af i vores research, at de der penge jo vejer virkelig meget. 80 kr. pr. sportstaske. Så Frederik fik den fikse idé, at det skulle vores tasker selvfølgelig også veje, så vi ikke skulle spille os ud af det. Og så løb vi frem og tilbage med det der printerpapir. Vi kom ind i en stemning af, vi er i kamp nu, vi er i krig nu. Vi råbte og skreg i dagevis til de optagelser," siger Gustav Giese.

Hør de to filmfolk dele mange flere anekdoter i denne uges afsnit af podcasten Det, vi elsker her.

Værter: Carina Nørgaard Schou og Signe Bjørg Granberg

Det vi elsker
Frederik Louis Hviid og Gustav Giese er gæster hos Carina Nørgaard Schou og Signe Bjørg Granberg i podcasten 'Det, vi elsker'
Foto: Gregers Overvad

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Podcast | Nyheder

Mest læste