Anmeldelse: 'Hugo – Görings jødiske ven' løfter sløret for en mørk familiehemmelighed
Hugo – Görings jødiske ven
Streamingtjeneste: DR1 og DRTV
Premieredato: 3. november 2024
Genre: Dramadokumentar
Instruktør: Louis Elsass Meyer
Tilrettelægger: Alexander Jakobsen, Lise Langmach, Kåre Bjerglund
Medvirkende: Troels Lyby, Jacob Lohmann, Marie Askehave, Benjamin Kitter
Land: Danmark
Afsnit: 3
Hvad tænker man ikke om en jøde, der forhandler med nazister? Det belyser DR’s nye dramadokumentarserie om hændelser, der, ifølge serien selv, hidtil er blevet glemt i historiebøgerne.
Fortællingen om Hermann Göring og Hugo Rothenberg, skildret af Jacob Lohmann og Troels Lyby, begynder i 1910 og bygger på vidnesbyrd fra Rothenberg-familien.
Gennem dramatiseringer følger vi tyskeren Hugo, der har bosat sig i Danmark som en succesfuld forretningsmand og her har giftet sig med en dansk kvinde (Marie Askehave).
Som Helle Rothenberg, Hugos barnebarn, fortæller i nutiden, var Hugo en livsnyder. En såkaldt "kulturjøde." Han var ikke specielt religiøs, men nød jødiske traditioner, når det passede ind, og hans livret var tilmed grisetæer – ikke just kosher. Idéen til serien kommer fra Helles nevø, instruktøren Louis Elsass Meyer, der har sat sig for at afdække sin families fortiede hemmelighed om Hugo og Görings venskab.
Et umage makkerpar
Seriens første afsnit, ’Brevet’, viser mødet mellem Hugo og Göring – manden, der senere bliver Hitlers næstkommanderende. Efter 1. Verdenskrig er den tyske krigshelt på omrejse i Europa, hvor han optræder i flyveshows. Ved en sådan opvisning i Danmark falder han i snak med landsmanden Hugo.
Venskabet udvikler sig, og Göring ender med at bo hos Hugo i Danmark i fem måneder. Ved sin afrejse efterlader Göring et brev, der bekræfter deres venskab og lover Hugo hjælp, hvis han en dag skulle få brug for det.
19 år senere, da Krystalnatten ryster Tyskland, får brevet en uhyggelig aktualitet. Hugo søger desperat hjælp fra sin gamle ven for at sikre sine to søstre, der befinder sig i livsfare i Tyskland, adgang til Danmark.
En gang til for Prins Knud
Selv om afsnittet hedder ’Brevet’, lader det vente længe på sig. Serien gør en dyd ud af at understrege brevets betydning.
Først fortæller Helle om brevet, som Göring efterlod. Herefter ser vi Jacob Lohmann give Troels Lyby brevet i hånden ved sin afsked, hvorefter vi endnu engang hører om brevets vigtighed fra Helle. Og til sidst beder Louis i nutiden om at få lov til at se brevet.
Skulle man have sovet i timen og ikke fanget, at brevet er uhyre vigtigt, skal den ulmende baggrundsmusik og nærbilleder af konvolutten nok understrege pointen.
Anmeldelse: Den nye sæson af ’Indefra med Anders Agger’ får os til at se den hårde sandhed i øjnene
Hårde scener
Det langsommelige tempo er dog heldigvis nærmere en undtagelse end reglen. Første afsnit byder på flere intense scener, hvor Hugo forsøger at bruge sin forbindelse til Göring som udvej for at hjælpe sin familie og senere andre forfulgte jøder.
Sort-hvide montager fra Krystalnatten får det til at løbe en koldt ned ad ryggen. Og hvis billederne alene ikke er nok, supplerer historikere og forskere fra danske universiteter flot Helle, der udpensler seriøsiteten af begivenhederne.
Historien er medrivende, når den holder sig i fortiden. Men det føles desværre som en brat opvågning, hver gang der klippes væk fra Troels Lybys fine portræt.
Givet den nuværende verdenssituation ville et nutidigt perspektiv bestemt ikke være uvelkomment. Men sekvenserne fra 2024 bliver ikke brugt til at reflektere, men nærmere som uelegante overgange eller buffere til at forklare hændelser, der ville have været for dyre at indspille.
Intenst drama
De dramaturgiske scener er ellers superflotte.
Troels Lyby giver karakteren Hugo en dybde med præcis gestik og et underspillet udtryk, der afslører, at selv om den tysk-jødiske forretningsmand er i overhængende fare, formår han at bevare roen for familiens skyld.
I første episode må Hugo tage den ydmygende tur til Tyskland flere gange for at anmode sin gamle ven om hjælp, men Göring har ikke tid til ham. Da de endelig står ansigt til ansigt – 19 år efter deres sidste møde – er spændingen intens.
De to mænds forskellige udgangspunkter er underbygget af små, virkningsfulde detaljer, som hæver produktionen. Mens Hugo står lidt nervøs og vipper fra fod til fod, stiger rolig røg elegant op fra Görings cigar, som han afslappet står og nyder, mens han hører på sin vens bøn om at lade sine søstre og andre jøder få passage.
Anmeldelse: Har man mistet troen på det gode i mennesket, skal man bare sætte ’Demenskoret’ på
Familiehemmeligheder
Som det skal vise sig, er denne samtale mellem Hugo og Göring afsindig vigtig. Göring er nemlig i gang med at indsamle hver en krone, han kan finde på Hitlers vegne for at styrke Tysklands faretruende skrøbelige økonomi, som er på fallittens rand.
Som Vi Elsker Serier før har beskrevet, kan man godt blive mæt af danske fortællinger om 2. Verdenskrig. Eksistensberettigelsen for ’Hugo – Görings jødiske ven’ skal findes i, at historien faktisk ikke er fortalt før.
Instruktør Louis Elsass Meyers nysgerrighed er reel nok, når han indtrængende spøger sin tante, hvorfor familien aldrig har talt om Hugos bedrifter før.
Forklaringen ligger i, at Hugos aftaler med Göring jo egentlig ligner afpresning og menneskehandel. Han vil nemlig have jøderne til selv at betale for en sikker flugt ud af Tyskland, mens pengene går direkte til Hitlers krigsfinansiering.
Hvad Hugo bliver del af, er en bitter realpolitik, som han hjælper med at forhandle på vegne af Danmark.
Med Krystalnatten frisk i hukommelsen indleder Hugo aftaler om smertefulde løsninger og aftaler, indgået med Djævlen selv. Hugos kontroversielle kompromiser er årsag til, at han ikke bliver et navn, som eftertiden eller hans egen familie har valgt at huske eller hylde.
Følelsen af at få lov at opleve en familiehemmelighed, der endelig ser dagens lys, og de flotte dramatiseringer af et vigtigt stykke jødisk historie, gør ’Hugo – Görings jødiske ven’ til et specielt drama, der udforsker de grå områder af krigshistorien.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: