Anmeldelse: ‘Strictly Ballroom - The Musical’ er en sand dansefest

Hele Danmarks Musicalteater har endnu en gang givet sig i kast med en musicalversion af en hitfilm, og igen er det en af mesterinstruktør Baz Luhrmanns værker, der står for skud – og skal afrunde Silas Holsts karriere som hovedrolleindehavende danser.

‘Strictly Ballroom’ udkom som film i 1992 og fik premiere som musical i 2014, og den fortæller historien om standarddanseren Scott Hastings, der står til at vinde et stort mesterskab. Men han begår den synd at finde på sine egne vilde og forbudte trin til stor forargelse for det trinbundne standardmiljø og sorg for hans ivrige pacer-mor.

Ingen vil danse de ting med ham. Lige bortset fra den håbløse og kiksede danseskoleelev, Fran. Og så må han vælge: Skal han danse efter sit hjerte? Eller for familiens ære?

Dansen i forreste række

Det virker oplagt, at Hele Danmarks Musicalteater sætter lige netop denne titel på plakaten, for de er et utroligt dansestærkt produktionsselskab, der ofte sætter danserne i forreste række, hvilket de endnu engang beviser.

De udmærker sig især ved ikke at være bange for at caste dansere med store personligheder og en tydelig stil. Her er ingen anonyme baggrundsdansere, der bare skal blende ind. Nej, de kan hver især deres egne gode ting, men er danset godt sammen, og det får ensemblet til at poppe og løfte forestillingens show-værdi i de energifyldte koreografier.

Danser Tone Reumert har flere gange medvirket i deres forestillinger, hvilket er forståeligt, for hun er en sand gave til ethvert ensemble med sit vilde scenenærvær og sin evne til både at danse og spille.

I denne forestilling drages blikket konstant mod hende og meddanser Nicklas Troensgaard, der gør sig bemærket med en udpræget charme og tydelig erfaring i showdansen.

Drømmen om at danse pasodoble

Forestillingens absolutte dansestjerne må dog siges at være det internationale scoop, Jose Agudo. Først er han blot Frans spanske far, Rico, som jeg forveksler med en jævn birolle-præstation med stærk accent. Men da Rico skal vise Scott, hvordan man rigtigt danser latin, løfter Agudo sig pludselig over alle de andre og folder sig ud som verdensklassedanser i første akts klimaks (og forestillingens absolutte højdepunkt): en fuldstændigt flammende god pasodoble-scene.

Det er så smittende, at man straks ærgrer sig over, at man aldrig fik lært at danse sådan eller som minimum har set lidt mere pasodoble eller flamenco i sit liv. Agudo beviser alene med sin intense dans, hvad Rico forsøger at lære Scott i scenen. Nemlig det, at pasodoblen ikke kan danses med hovedet, men skal danses med hjertet, så den får den rette kraftfuldhed og musikalitet.

Den scene alene ville jeg gerne komme igen for at se.

Humoren som bærende bjælke

Det er dog ikke blot en danseforestilling, for Instruktør Joy-Maria Frederiksen har gennemskuet, at det er afgørende at give humoren en central plads i en fortælling, der kommer fra en Baz Luhrmann-film, og det fornægter sig ikke, at hun og flere af skuespillerne har erfaring i revyens verden.

Spillet er stort, næsten overkarikeret, men det passer til universet. De erfarne spillere, hun primært har sat på opgaven, kan sagtens bære det, og derfor bliver det gennemgående virkelig sjovt.

Tammi Øst, Niels Ellegaard, Niels Olsen og Peter Oliver Hansen udgør, med deres samlede erfaring, en solid rygrad i forestillingen som historiens mere modne karakterer, der er vidunderligt svære ikke at grine af. Kvartetten er godt castet og er på nippet til at outshine de faktiske hovedroller, der dog ikke gør det dårligt.

Sicilia Gadborg Høegh er gennemsød og troværdig som den hyperakavede Fran, der får lokket stjernen til at danse med hende, selvom hun bare er glad amatør. Ham gestalter Silas Holst, der måske ikke er helt mærkelig nok som Scott Hasting – man kunne have drømt om større variation fra tidligere førsteelsker-roller, så man bedre fornemmede den særhed, der får Scott til at skille sig ud fra standardmiljøet. Men han er dog naturlig og sjov i sit spil og gør replikkerne troværdige med en næsten mumlende tilbageholdende facon.

Påklistrede sange

Mindre velintegreret er forestillingens musik, der mest af alt består af velkendte 80’er-hits (med enkelte afstikkere til andre årtier). Man har ikke helt kunnet beslutte sig for, om sangene skal være båret af rollerne eller fungere som soundtrack. De er sunget af altid gode Line Krogholm, der ikke som sådan indgår i fortællingen som karakter, men fungerer som sanger, der enten står ved en mikrofon på scenen eller synger ude bagved.

Den sidstnævnte model er ikke så musicallet og får lidt en bismag af, at man bare har kastet nogle hits lidt sjusket på for underholdningens og ikke historiens skyld. Dertil får det den effekt, at de sange, der rent faktisk er integreret hos karaktererne, virker utroligt påklistrede og unaturlige, hvilket kun forstærkes af, at de synges på engelsk.

Det virker ekstra ærgerligt, at sangene ikke er bedre monteret, når nu man rent faktisk har gjort sig den umage at caste skuespillere, som synger godt.

Baz Luhrmann Light

Musicalen skal dog helt sikkert nok få sit dyrtbetalende publikum til at forlade teatret med et smil på læben, for det er show og underholdning med fuld skrue på fløden til sidst. Jeg er ikke for fin til at anerkende det som stor en stor kvalitet i et værk, men er man Baz Luhrmann-fan, skal man nok indstille sig på en light version.

For de får aldrig rigtig fat om Luhrmanns spidsfindighed på samme måde, som de gjorde, da de opsatte hans ‘Moulin Rouge’ i 2023. Her bliver historien noget forfladiget og lægger sig nærmere i slipstrømmen af deres tidligere historiemæssigt fladbrystede opsætninger som ‘Dirty Dancing’ og ‘Saturday Night Fever’.

Dertil kommer, at Baz Luhrmans film er flotte, teknisk smidige værker. Det samme kan ikke siges om denne musical. For selv om de enkelte scener for det meste kører flot i fornemt tempo, så bremses de af stivbenede, gammeldags og frygteligt langsomme sceneskift.

Valgene virker totalt ulogiske og uigennemtænkte, og det er mig en gåde, at man med så stort et musicalapparat og så stærkt et ensemble ikke har formået at løse det bedre og mere smidigt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: