Anmeldelse: ‘The Last Ship’ serverer de helt tunge musicalkalorier

I et dansk musicallandskab af gengangere og sceneversioneringer af film er det altid dejligt med noget så forfriskende som en skandinavienspremiere på en originalt skrevet musical. Og så endda med musik af selveste Sting.

Og lad mig lige gøre den del helt klar: Det er ikke Stings bagkatalog med hits som ‘Every Breath You Take’ og ‘Englishman in New York’, man skal forvente at se forvandlet til musical. Det er nyskrevet musik og en historie, der tager udgangspunkt i Stings egne barndomsminder fra det Nordøstlige England.

Som skabt til gasværket

Vi befinder os i en engelsk havneby i 80’erne, hvor vi møder den netop hjemvendte sømand Gideon Fletcher. Modsat de fleste andre i byen, frygtede han at ende som arbejder på byens absolutte centrum, skibsværftet, og stak af til søs fra både sin far og sin kæreste Meg.

Da Gideon vender hjem, er alting forandret, for Meg er stadig vred og bærer på en hemmelighed, og skibsværftet er lukningstruet, hvorfor adskillige af byens borgere ikke bare står overfor at miste deres job, men også deres identitet. Så hvad gør man, når den slags fratages en af højere magter? Man gør oprør!

Lyder skibsbyggeri og engelsk arbejderkonflikt ikke umiddelbart som oplagt materiale til en spændende musical? Frygt ikke. Det beviser Østre Gasværk uden problemer, at det er.

Det er slående, hvor godt lige netop den socialrealistiske fortælling synes at passe i Gasværkets rammer. Det skyldes selvfølgelig også, at allestedsnærværende scenograf Benjamin La Cour har øjnet muligheden for at lade rummets rå vægge med runde vinduer danne afsæt for en imponerende, rustik, stålsvejsede scenografi, der på velvalgte tidspunkter bliver levende med videoprojektioner af både hav og stjernehimmel på både gulv og vægge.

Nærværende folkmusik med kant

Samme råstyrke går igen i Stings musik, der rammer en fin arbejdertone med sin keltiske folkemusikalske lyd. Den er insisterende, men dog varieret og rørende nok til aldrig at blive kedelig.

Havde man glædet sig til at skulle høre velkendt Sting-musik, kan man trøste sig ved, at Stings lyd så absolut ikke fornægter sig i den nykomponerede, vellydende musik. Den fremføres skarpt af et yderst velspillende band, der tilmed også gør sig godt på scenen, idet de indgår elegant i iscenesættelsen.

Det er musik med dejligt med gods i, hvor der er masser for øret at gå på opdagelse i. Blandt andet de mange lækre vokalharmonier, som forestillingens medvirkende løfter, så de små nakkehår rejser sig i fryd.

Høj kvalitet

Generelt er det tekniske niveau tårnhøjt, for på Østre Gasværk går man til arbejdet med en mærkbar grundighed, der ikke overlader noget til tilfældighederne. Der er castet musicalskuespillere, der virkelig kan deres kram spilmæssigt og vokalt.

Lige fra de mere erfarne kræfter til strålende Stephanie Trelborg Hansen, der debuterer med en stor stemme, man kun kan drømme om mere af på de danske scener. Niels Skovgaard Andersen går rent igennem som Gideon, der nok er gjort af det samme som de andre arbejdere, men også er en mønsterbryder, slebet til af verden udenfor. Det står tydeligt i både hans nuancerede skuespil og kraftfulde vokal, som aldrig har lydt bedre.

Troværdigheden slår især rødder i samspillet med Kristine Yde Eriksen, der disker op med en vidunderligt fyrig vokal og et bidende spil som Meg, der nok er blevet hård af skuffelsen og livet som kromutter, men hvis følsomhed lurer lige under overfladen.

Mærkbar nerve

Instruktør Thomas Agerholm har ikke bare haft øje for de flotte helstøbte billeder, men også for den nerve, der er afgørende for at få værket til at spille og løfte forestillingen fri af de lidt mere gumpetunge steder, hvor historien ikke altid er lige elegant forløst tekstligt.

Den autenticitet, skuespillerne (naturligvis) ikke får givet automatisk gennem den snerrende nordengelske dialekt, har Agerholm imponerende nok instrueret frem i samtlige spilleres facon og energi.

Det er den hurtige opfarenhed, stoltheden og frygten for ynk, den bryske panderynken og vreden i øjnene, den underliggende charme og den mærkbare følelse af mennesker, der er hærdet af et slidsomt liv med havet som nabo.

En tung omgang

Man skal som publikum forberede sig på en tungere musicalomgang, der kræver noget af sine tilskuere. Man skal holde tungen lige i munden for at få den store spand handling med, der mestendels serveres gennem sang i løbet af de første 15 minutter.

Hvert et ord synes at tælle, men skulle det glippe med et enkelt af dem, falder det dog på plads, som musicalen skrider frem.

Personligt er jeg ret begejstret for en mere alvorstung musicalhandling, der ikke pleaser sit publikum med påtaget sjovhed eller gak. I momenter kunne man dog ønske sig en snert af lethed som kontrast til det tunge, så det ikke blev så monotont i mælet, som det er på nippet til i anden akt.

Hvis ikke følelsesapparatet skal blive apatisk af for overvældende en mængde tungsind, må der variation til. I første akt sørger Pelle Emil Hebsgaard og Sebastian Harris i fornemt samspil for troværdig humor, der stadig er stærkt forankret i det alvorstunge univers, men det udebliver desværre stort set efter pausen, hvor det ellers kunne have gavnet.

Det er dog aldrig noget, der for alvor ødelægger værket, for overordnet set hersker der ingen tvivl om kvalitetsniveauet. Der er efterhånden en håndfuld teatre, der specialiserer sig i musicals, og med denne opsætning demonstrerer Østre Gasværk, hvorfor de er nogen af dem, der mestrer foretagendet bedst og med størst forståelse for genren.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: