Kønsdebatten bliver mere og mere polariseret: Nu kommer filmen, der vil skabe dialog

Mental load, MeToo, manosfæren og feminisme.

Hvad mærker du, når du læser de her ord?

Frustration? Vrede? Træthed?

Måske tænker du, at feminismen efterhånden er gået for vidt, at ”feminiseringen” er ved at ødelægge vores samfund, og at folk bliver krænkede over alt for små ting som manspreading i metroen, og hvem, der tager vasketøjet i hjemmet?

Eller måske du modsat bliver forarget over mænd, der ikke kalder sig selv feminister, og at du er bange for, at ligestillingskampen lige så stille bliver rullet tilbage?

Uanset hvad, så har Frederikke Aspöck lavet en film til dig.

En film, som skal få de to ender til at mødes, siger hun.

– For samtalen bliver nødt til at blive mere bæredygtig. Der er jo nogle mænd, der er i klemme i vores samfund. Og jeg kerer mig om alle, også om de mænd, som giver kvinderne skylden for deres lidelser, selvom jeg overhovedet ikke er enig i deres årsagsanalyse eller deres handlinger.

’Mand Op’ hedder den; en sort komedie om mænd, der synes, at kvinder har fået for meget magt, og som længes efter en tid, hvor kvinder gik derhjemme og havde styr på både hus og børn, mens mændene arbejdede og tjente pengene.

En af de mænd hedder Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard). Han er en ganske almindelig mand i midten af trediverne, som arbejder i en fagforening, og er blevet dumpet af sin kæreste, der i stedet for at få børn med ham, har fået et barn via en sæddonor.

Rasmus er træt og frustreret over alt, der rimer på feminisme, og føler, at mændenes rettigheder bliver færre, hver gang kvindernes bliver flere. Derfor starter han, sammen med fire andre mænd, en undergrundsgruppe, som han kalder ’Mand Op’, og sammen laver de forskellige oprørsaktioner på blandt andet sædbanker og kvindekollektiver, i et forsøg på at agere en form for frihedskæmpere for mandekampen.

– Jeg håber, at publikum kan mødes i latteren og i samtalen om det alvorlige, når de har set den her film, siger instruktør Frederikke Aspöck.

Når virkeligheden indhenter fiktionen

’Mand Op’ kunne næsten ikke være landet på et mere aktuelt tidspunkt.

Om det er to realitydeltagere, der i et interview henkastet får nævnt, at det er et ick at være feminist, et essay om, at feminiseringen er en trussel mod vores retssikkerhed, eller den tilbagevendende debat om mental load. Diskussioner om mænd versus kvinder er brandvarme, og det er et emne, som, om noget, kan splitte internettet ad.

Oftest stiller folk sig nemlig hen i to meget skarpt definerede lejre: på den ene side er dem, der synes, der stadig er lang vej endnu for reel ligestilling for kvinder, og på den anden side, dem der måske allerede synes, den er gået for langt.

Alligevel var det faktisk slet ikke meningen, at ’Mand Op’ skulle ramme ned i noget, der foregik lige nu og her. Ja, faktisk var planen, at den skulle være en slags fremtidsfilm, helt bogstavelig talt, med flyvende biler og sådan noget. Men undervejs i arbejdet med filmen sker der det, som jo nogle gange sker. Nutiden kom dem i forkøbet.

– Lars Husum, som er manuskriptforfatter på ’Mand Op’, fik idéen til filmen for lang tid siden, efter han havde været på en mandekonference i USA. Men de ting, der sker i ’Mand Op’, altså at en gruppe ’normale’, moderne mænd bliver så trætte af ligestillingskampen, at de gør oprør som frihedskæmpere, føltes meget radikalt i Danmark dengang, fortæller Frederikke Aspöck.

Men langsomt, undervejs i arbejdet med filmen, går det op for både Lars Husum og Frederikke Aspöck, at de her strømninger faktisk var rimelig præsente.

– Pludselig begyndte der at ske ting herhjemme, som svarede til det, vi skrev om. Andrew Tate og Jordan Peterson blev, for eksempel, mere og mere populære. Og da vi begyndte at researche, stod det klart, at den virkelighed, vi skrev om, allerede var ved at komme til Danmark. Der dukkede eksempler op på alt fra online kvindehad til polarisering mellem unge mænd og kvinder. Til sidst valgte vi at droppe fremtidsfortællingen og lægge handlingen i nutiden.

Det skræmmer Frederikke Aspöck, at det er der, vi er nu, og hun mener, at mændene begår en fejl, når de giver kvinderne skylden for den maskulinitetskrise, hun mener hersker.

En film, der er for alle

Nuancerne er vigtige for Frederikke Aspöck. For selvom hun jo godt ved, hvor hun selv står, i hvilken lejr hun placerer sig, så tror hun, det er vigtigt, at vi også møder dem med nogle andre holdninger end os selv, med en grad af nysgerrighed.

Derfor er karaktererne i ’Mand Op’, Rasmus, og resten af hans medsvorne (som tæller Christoffer Læssø, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen og Ulrik Windfeldt-Schmidt) også, på mange måder, empatiske. Og elskelige. Til trods for, at gøre, hvad de fleste må kunne blive enige om, er meget forkerte ting, så er de simpelthen også svære ikke at holde lidt af.

Det har været Frederikke Aspöcks hensigt fra start, selvom hun tager kolossalt afstand fra deres handlinger.

– Men jeg tror også på, at mennesker netop er mere end deres værste handlinger. Vi vil gerne have publikum til at se mennesket bag holdningen.

Rasmus er af den grund også ’bare’ en helt normal mand med lejlighed, sund levevis og godt job. Der er nemlig, fortæller Frederikke Aspöck, masser af mænd, som ikke nødvendigvis matcher den forestilling, man måske har af kvindefjendske mænd, for det kan også findes i moderne, helt almindelige, mænd.

– Der skal nogle gange ikke meget mere end en grim skilsmisse til, før nogle begynder at flirte med de her tanker, og vende deres smerte udad mod kvinder som gruppe, i stedet for at se på deres eget ansvar for, hvorfor det gik galt med parforholdet.

Der er uden tvivl rigtig mange mænd, der har det svært. De er ensomme, begår selvmord i højere grad end kvinder gør, de halter bagud på universiteterne og listen kunne blive ved. Det er bare ikke kvindernes skyld, synes Frederikke Aspöck.

Alligevel mener hun, at vi skylder hinanden, at forsøge at forstå og hjælpe de her mænd:

– Vi skal blive bedre til at tale om, at det er strukturerne, der presser dem derud i krisen, mere end det er deres personlige skyld. For vi lever i et samfund, hvor nogle mænd har svært ved at finde fodfæste i levnene fra den gamle forventning om, at manden er den magtfulde, og nutidens ligestillingsidealer og forventninger om, at manden skal turde være sårbar og række ud efter hjælp.

Af den grund er det også vigtigt for Frederikke Aspöck at understrege, at ’Mand Op’ er en sort komedie og ikke en satirefilm.

– For mig er satire en genre, der udleverer og latterliggør sine karakterer, ofte ved at gøre dem dumme. Det interesserer hverken Lars Husum eller mig. Jeg er meget påpasselig med at værne om mine karakterer. Også de her mænd, som gør nogle forkastelige ting.

Når det er sagt, siger hun, så fungerer det godt at bruge humoren som virkemiddel.

– Latteren er jo noget, vi deler på tværs af politiske og religiøse overbevisninger, siger hun, og der kan man mødes.

Det er også lige det, Frederikke Aspöck håber, ‘Mand Op’ kan: samle mere end at skille.

Og så synes hun, at vi skal blive bedre til at finde omsorg for de mænd, der har det svært, i forståelsen af hvordan vi som samfund er medansvarlige for deres frustration. Det er vi nødt til, siger hun.

– Vi har lavet en film, der er for alle. Den hænger ikke de her mænd ud. Den siger tværtimod, at deres holdninger er et symptom på et samfund, der ser ud, som det gør.

Frederikke Aspöck håber, at dem, der måske kunne finde på at kalde hende feminist som et skældsord, fordi hun har lavet den her film, kan se, at filmen er lavet med enorm empati og kærlighed. Også for dem.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: