Ditte Giese har altid været en af de cool kids

Emil Norsker er mediechef for Vi Elsker Serier og chefredaktør på Heartbeats. Dette er en nekrolog.

Ditte har altid været cool. Hun læste strømninger, forstod undergrunden og fandt nye veje, før andre kunne se skriften på væggen. Mange siger i dag, at de er unikke, og at de er en særlig plante i skoven, men få kan erklære det som Ditte.

Hun var hiphopper, før det var mainstream. Feminist, før moderne bølger kom rullende. Boss Lady, før andre hævdede det.

Nu er hun død. Lang tid, før hun skulle. Lang tid, før det er fair. Og vores hjerter er knuste.

Vores veje har altid været sammenflettede. Vi gik i folkeskole sammen på Østerbro, vi læste sammen på journalistik i Odense, og jeg afløste hende på Heartbeats, da hun blev for syg.

Jeg har vidst, det ville gå, som det har gjort i noget tid efterhånden, og alligevel skriver jeg dette med rystende hånd.

Man siger, at det kun er en roman, der retfærdigvis kommer tæt på at kunne beskrive et helt liv. Ikke engang det ville være dækkende her. Slet ikke med et så farverigt, festligt og betydende menneske som Ditte.

Jeg vil alligevel gøre det i kraft af at være repræsentant for Heartbeats, som hun så dygtigt har været med til at skabe og forme. Alle, der arbejder her eller har gjort det, har været berørt af hendes liv – og nu afsked. Med udgangspunkt i mit personlige venskab vil jeg fortælle nogle få, men forhåbentligt beskrivende, detaljer om hendes liv. Men det vil aldrig være nok. Der vil være andre, der kender hende på andre måde, og hele hendes historie bør omfattes af en roman en dag. Det har hendes liv og virke fortjent. Men ikke at skrive denne afsked, denne hyldest, ville også være at svigte, hvad hun har betydet for mig personligt – og den enorme indflydelse hun har haft på Heartbeats.

Vores fælles historie begyndte i folkeskolen på Østerbro. Her gik hun i klassen under mig, og hun var en af de få kvindelige hiphoppere der i fattigfirserne. En af de få ikke bare på Østerbro, men i hele landet. Der var måske et par håndfulde kvinder, der havde mod (og styrke) til at gå ind det ofte mandschauvinistiske miljø, hvor et af hitsene var ’A Bitch is a Bitch’. Men Ditte var selvfølgelig accepteret og respekteret – blandt de cool. Hun og hendes veninder gik i adidas-track suits, sugede joints med de farligste typer, mens Dr Dres californiske beats lagde lydsporet til vores ungdomssommer. De var crewet, man så efter (og længtes efter). Dem, man så op til.

I de tidlige teenageår var hun kortvarigt kæreste med Mads Holger. En anden markant figur på vores lille skole, der med tilbagestrøget hår og cowboystøvler nedlagde kvinder på stribe. Senere skiltes deres veje, også politisk, men der var altid en rest af kærlighed og respekt mellem de to. Nok var de forskellige, også fra start af, men der var en særlig gensidig tiltrækning i erkendelsen af, at de begge var større end deres omgivelser. De forlod begge aldrig et rum uforandret.

Efter folkeskolen og de mange hiphop-jams gled vi fra hinanden, men mødtes igen tilfældigt på journalistuddannelsen i Odense. Her faldt vi igen ind i et fællesskab, da vi var nogle af de få, der interesserede sig mest for kulturjournalistikken. For os var det altid mere interessant, hvad de store amerikanske magasiner fandt på, og mindre hvad kommunalreformen betød.

Vi skændtes også, nogle gange så det bragede. Om journalistik, politik og kultur. Men der var aldrig nag, og efter vores eksamen sørgede hun altid for at hjælpe mig på vej. Da hun blev redaktør på et ungdomsmagasin og siden journalist på Politiken iByen, gav hun mig mange opgaver, og jeg var stolt, når jeg leverede noget godt. Vi havde en fælles forståelse for, hvad der var fedt. Vi elskede begge København, gaden og de utilpassede (hvoraf mange af dem var nogen, vi var vokset op med).

Ditte etablerede sig et navn på Politiken. Her fandt hun for alvor sin stemme. Den perfekte bro mellem de ældre førstebølge-feminister som hendes mor og de nye unge, der ville frem. Hun havde stor kærlighed til begge grupper, men var også skånselsløs. Hvis en af dem havde fortjent verbale lussinger, blev de delt ud. Det samme gjalt selvfølgelig også alle dem, der stod i kø for at skælde hende ud, hver gang hun skrev en ny klumme, der ramte tidsånden og de mange ømme myoser – ikke mindst på midaldrende mænd. Hun gjorde det med kant, men også kærlighed. Ikke mindst i de senere år, hvor fronterne mellem kønnene blev skåret ubarmhjertigt op. Her insisterede hun på, at man sagtens kan slås og være feminist og samtidigt elske mænd.

Med tiden – og sygdommen – blev hun både mere hård (hun hadede klynk), men også mere barmhjertig. Vi skal ikke altid dømme hinanden for hårdt.

Da hun forlod Politiken, undrede mange sig. Hun var en af deres mest markante og populære skribenter og på mange måder synonym med alt det gode i den avis. Men hun ville ikke stå stille. For mig, som vidste, hvad hun kom fra, forstod godt attraktionen i det nye, cool (og lidt uregerlige) Heartbeats. Et medie, der havde en anden Boss Lady, Le Gammeltoft, i spidsen.

Det her var fremtiden. Det var hård, sjov journalistik på skrift og selvfølgelig podcast – det nye medie. Det er sjovt at skabe noget nyt, og hun har altid haft øre til nye rytmer, også på mediemarkedet.

Her har hun med sin person og sit arbejde præget dette medie som få andre. Hun er årsagen til, at vi altid vil stå op for de skæve, de sjove og de anderledes. Hun er årsagen til, at vi altid vil være cool. Ditte kunne komme ind på redaktionen en almindelig tirsdag, skrive en klumme på en times tid og sætte redaktionen og kommentar-feltet i brand. Hvis nogle havde et problem, trak hun på skuldrene.

Og her begynder også det sidste og triste kapitel i min og Dittes historie. For da Ditte bliver for syg til at arbejde som chef, hentede hun mig ind som sin afløser. Hun havde ikke længere kræfterne til det, og hun ønskede, jeg skulle overtage. Heldigvis fik vi et år sammen på redaktionen. Nu var jeg chef og hun menig journalist. Og det var der aldrig problemer med. Hun havde intet behov for at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, eller i hvilken retning jeg skulle lede. Tværtimod. Da jeg havde redigeret en af hendes artikler, skrev hun til mig, hvor rart det var at have en redaktør, der virkelig så hende. Større ros har jeg aldrig fået.

Det er svært at skrive det her, for tårerne presser sig på. Det er svært at skrive en tekst til en person, som var så enestående til netop det, og som selvfølgelig havde gjort det bedre.

Men jeg vil have eftertiden til at vide, hvad hun betød for så mange. Hvad hun betød for Heartbeats. Hvad hun betød for mig. I dag har vi mistet en stor personlighed på alle måder. Hun var skarp, sjov og kærlig i sit liv og i sit arbejde. Alle på Heartbeats er ved siden af sig selv i dag. Vi er rystede. Hun har fået folk til at grine og blive rasende. Hun har sat sit aftryk på dansk journalistik som få andre, og hvad enten man er enig med hende i alt eller ej, må vi løfte på hatten for en stor personlighed og et større menneske.

I dag har vi mistet en af de cool kids.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: