
Anna Juul synes, det er sjovt at tale om døden, og ville ønske, at flere havde det på samme måde

Anna Juul har i en alder af 33 nået lidt af hvert.
Hun har studeret retorik, arbejdet som manuskriptforfatter på ’Den Korte Radioavis’, udgivet tre bøger og færdiggjort manuskriptforfatteruddannelsen på Den Danske Filmskole.
Samtidig har hun markeret sig som en central stemme i debatten om psykiatrien i Danmark og behandlingen af psykisk syge og længe delt åbent, ærligt og ofte også humoristisk om at lide af sygdommen skizoaffektiv, der er en kombination af skizofreni og bipolar lidelse.
For tiden er hun i gang med at færdiggøre sin næste bog, som kommer til april, og så har hun fundet ud af, at hun ikke ved, hvem hun er, så det prøver hun at finde ud af i sin nye podcast ’Selvoptaget’.
Vi har fanget hende til denne uges omgang af ’Status’, hvor vi naturligvis også kommer en smule tættere på, hvem Anna Juul er, når hun fortæller os om sin underlige besættelse, hvad hendes motto er og alt muligt andet.

Status
Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger vi nogle af tidens mest interessante folk om i ‘Status’.
Hvad er det første, du læser hver dag?
– Slutningen på det, jeg har skrevet dagen forinden – det vil sige, jeg læser mit arbejde. Jeg har de bedste timer om morgenen.
Hvad er din favoritavis?
– Weekendavisen, fordi jeg føler, at det er gennem den, at jeg bliver mest oplyst.

Hvad holder dig vågen om natten?
– Det er meget periodisk. Nogle gange sover jeg sygt dårligt, og så er det alle mulige åndssvage tanker om alt muligt, der ikke kan bruges til noget. Men lige i øjeblikket har jeg det godt, så der er ikke noget, der holder mig vågen om natten.
Hvad gør du for at finde ro?
– Jeg kan ikke rigtig finde ro nogen steder. Jeg tror, jeg har givet op på det. Men nogle gange, en sjælden gang imellem, lykkes det mig at finde en lille smule ro, når jeg ser en film og bliver rigtig optaget af den. Men det sker efterhånden sjældnere og sjældnere.
Hvad er din største last?
– Rygning, det kan jeg jo nok ikke løbe fra. Og så har jeg en sød tand.
Hvilken film vender du altid tilbage til?
– Generelt er der rigtig mange film, jeg vender tilbage til. Jeg talte faktisk med min kæreste om det så sent som i går. Vi kom til at tale om den første ’Saw’, som jeg har set helt vildt mange gange. Jeg tænker altid på den, som om det er en virkelig god one-location-film, men når jeg gennemser den, går det op for mig, at den har et helt vildt dårligt efterforskningsplot, og at den faktisk er rigtig åndssvag. Min kæreste spurgte mig, om jeg så var færdig med at se den nu, men jeg måtte jo svare ham, at nej, jeg kommer nok til at se den igen.
Hvad spiser du, når ingen kigger?
– Lige i øjeblikket er jeg på sådan noget medicin, der gør, at jeg næsten aldrig er sulten. Så for tiden er det meget andre, der siger til mig, at jeg skal huske at spise og ikke mig, der spiser, når ingen kigger. Men nogle gange, hvis jeg er meget desperat, og der ikke er noget sukker i huset, spiser jeg Nutella med ske. Og jeg kan ikke engang særlig godt lide Nutella.
Hvad spiser du rigtig tit?
– Skyr. Det kan jeg heller ikke rigtig lide, men det er nemt at spise. Og ellers er jeg rigtig glad for tomater. Jeg er generelt ikke vild med grøntsager eller frugt, men tomater, dem spiser jeg rigtig mange af.
Hvad er din underlige besættelse?
– En subreddit, der hedder ’DKbrevkasse’, hvor folk skriver ind om alle mulige forskellige dilemmaer. Og så går internettet ellers bare i gang. Det er meget spændende at følge med i, hvad folk går og tumler med. Det er faktisk et rimelig opløftende sted, når man ellers tænker på, hvilke fordomme man kan have om Reddit. I den her subreddit er folk i hvert fald nogle gange meget empatiske. Bortset fra når det handler om utroskab. Det kan de sgu ikke lide.
Anna Juul
Opvokset i Gentofte. Født i 1992. Forfatter og uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Har blandt andet udgivet bøgerne ‘Penge & Bacon’ og ‘Superskurk’. Aktuel i podcasten ‘Selvoptaget’.
Hvad lytter du til lige nu?
– Lige i øjeblikket kører jeg nogle bestemte sange på repeat. Det er blandt andet ’Somebody Else’s Guy’ af Jocelyn Brown og ‘Y’all Want a Single’ af Korn, og så lytter jeg også til Electric Callboy, som er en dum blanding af heavy metal og euro-trance.
Hvad streamer du for tiden?
– Jeg har altid det, jeg kalder en hyggelig tryghedsserie. Lige nu er det ’The Office’. Jeg har set den rigtig mange gange. Så når jeg nogle gange kommer hjem og har brug for at glemme, at verden eksisterer, sætter jeg nogle afsnit af den på. Og så prøver jeg samtidig at streame noget, der har lidt flere gode kalorier. For tiden er det første sæson af ’True Detective’, men jeg har set den mange gange, så jeg falder altid i søvn til den.

Anmeldelse: Efterfølgeren til ’The Office’ er et lille mirakel
Hvilken ting gør dit liv lettere?
– At der er så mange søde mennesker i mit liv, som altid er klar til at hjælpe mig. Og så vil jeg også sige, at det gør mit liv nemmere, at jeg ikke hader at gøre rent. Det er meget vigtigt for mig, at der er ryddet op derhjemme.
Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
– Jeg tænker ikke særlig aktivt over mine inspirationskilder, derfor synes jeg også, det er lidt svært at svare på. Men min største professionelle drøm er at spille overfor Trine Dyrholm.
Hvor får man det bedste måltid i København?
– ’Bistro Boheme’, fordi mine forældre er stamkunder der. Jeg går som regel primært ud og spiser, når andre betaler.
Hvor er dit yndlingssted i byen?
– Botanisk Have. Og så er jeg for nylig flyttet til Amager, så jeg tænker, at det snart skal være Amager Fælled, selvom jeg aldrig har været der.
Hvad gør du for lidt?
– Dyrker motion. Nogle gange er jeg god til det, men lige i øjeblikket går det ikke så godt.
Hvad er dit motto?
– Jeg er rigtig glad for sådan nogle dårlige inspirational quotes. Man kan finde et til enhver lejlighed. Men hvis jeg skal sige noget, jeg oprigtigt synes er et godt motto, vil jeg nok citere Jokeren fra ’The Dark Knight’, som på et tidspunkt har sagt noget i retning af: “What doesn’t kill you simply makes you… stranger”. Det synes jeg er lidt bedre end Kelly Clarksons “What doesn’t kill you makes you stronger”.
Hvor er dit happy place på internettet?
– Hundevideoer med chow chows og corgier.
Hvad brugte du sidst ChatGPT til?
– Sidst jeg brugte det, var i forbindelse med, at jeg skulle dække kommunalvalget for magasinet Atlas. Det var sindssygt svært at finde frem til forskellige vælgerarrangementer, jeg kunne tage til. Så jeg bad det om at gennemtrawle internettet for vælgerarrangementer, så jeg kunne engagere mig i demokratiet. Og den fandt et, som jeg ikke selv havde fundet.
Hvad er din skærmtid?
– 1 time og 37 minutter.
Hvad ville du ønske, flere kendte til?
– Hvor spændende det kan være at tale om lidt mere abstrakte ting, for eksempel døden eller tiden som koncept. Jeg oplever nogle gange at blive shamet i sociale sammenhænge, hvis jeg prøver at bringe de her emner på banen. Men vi skal hele tiden tale om samfundet eller mennesker, som man kender. Jeg ville ønske, flere mennesker syntes, det var sjovt at tale om døden, uden at det skulle være farligt.
Hvad er det sidste, du gør hver dag?
– Børster tænder.

Danmarks BookTok-dronning: Her er hendes råd til dig, der gerne vil vælge bogen fremfor Netflix
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















