
Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Besøg af Søren Kragh-Jacobsen

Søren Kragh-Jacobsen er kendt som både musiker og filminstruktør og har lavet nogle af de mest populære danske børne- og ungdomsfilm nogensinde: 'Gummi-Tarzan', 'Guldregn', 'Drengene fra Sankt Petri' og 'Vil du se min smukke navle' for bare at nævne et par stykker.
Derudover står han bag dogmefilmen 'Mifunes sidste sang' og har instrueret flere afsnit af DR-serierne 'Ørnen', 'Borgen' og 'Bedrag'. Som musiker har han udgivet fem album og er allermest kendt for at have skrevet landeplagerne 'Kender du det? ('Mona, Mona, Mona') og 'Fy fy skamme skamme'.
Nu er Søren Kragh-Jacobsen aktuel som medvirkende i den nye bog 'Gammelklog - leveråd og livsindsigter' af Stine Buje, der netop er udkommet. Derfor er han kommet i podcaststudiet for at fortælle om nogle af de ting, han også taler om i bogen: Hvilke valg, der har været med til at forme hans liv, hvordan han har håndteret udfordringer hen ad vejen, og hvad han ville have gjort anderledes.
Søren Kragh-Jacobsen kommer også ind på diskussionen om, hvorfor børne- og ungdomsfilm har så trange kår i dag, og så giver han selvfølgelig lytterne sine bedste leveråd.

Vært: Carina Nørgaard Schou.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: