Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Besøg af Susanne Bier
Susanne Bier er en af de mest succesfulde danske instruktører nogensinde, og hun står bag et væld af prisvindende film og serier.
De fleste husker nok den ikoniske komedie Den eneste ene fra 1999, og derefter kan man tælle de store titler som perler på en snor, blandt andet dogmefilmen Elsker dig for evigt, den Oscar- og Golden Globe-vindende film Hævnen, den engelske miniserie The Night Manager (som hun vandt en Emmy for!), HBO-serien The Undoing og Netflix-hittet Birdbox. For blot at nævne et par stykker.
Nu er hun så aktuel med den nye whodunnit-serie The Perfect Couple, som bl.a. har Nicole Kidman, Liev Schreiber, Meghann Fahy og Dakota Fanning på rollelisten. Det er den serie, der er omdrejningspunkt for ugens podcastinterview.
Susanne Bier fortæller blandt andet, hvorfor hun sagde ja til at instruere The Perfect Couple, hvorfor hun er så optaget af overklassen – som hun også denne gang er med til at portrættere og spidde – og hvordan det var at samarbejde med megastjernen Nicole Kidman for anden gang.
Ny Susanne Bier-serie med Nicole Kidman og Liev Schreiber får premiere på Netflix
Hun afslører også nogle af de udfordringer, hun og produktionsholdet stod over for undervejs, og så beder hun Carina og Signe om at udpege morderen i serien – inden de to værter har set det sidste og afgørende afsnit.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: