Film | Guides

Susanne Biers bedste film og serier – fra 'Den eneste ene' til 'The Undoing'

Af
Signe Bjørg Granberg
4. september 2024
'Efter Brylluppet'
Sidste Babett Knudsen og Mads Mikkelsen i Susanne Biers Oscar-nominerede drama 'Efter Brylluppet' / Foto: Ole Kragh-Jacobsen / Nordisk Film

Del artikel

Den danske succesinstruktør Susanne Bier er aktuel med den nye Netflix-serie 'The Perfect Couple'. I den anledning kigger vi tilbage på hendes bedste film og serier.

Hun har både vundet en Oscar, en Emmy og en Golden Globe, hvilket i sig selv er noget af en bedrift, og kigger man hele Susanne Biers CV igennem, vælter det frem med store titler både på film- og seriefronten.

5. september er der premiere på Biers nye Netflix-serie, The Perfect Couple, der har stjerner som Nicole Kidman, Dakota Fanning og Liev Schreiber på rollelisten. I anledning af premieren har vi udvalgt de bedste af Susanne Biers tidligere film og serier, der kan streames som opvarmning til den nye serie.

1. Den eneste ene
2. Hævnen
3. Elsker dig for evigt
4. The Night Manager
5. Efter brylluppet
6. Brødre
7. The Undoing

1. Den eneste ene

'Den eneste ene'
Sidse Babett Knudsen og Rafael Edholm i 'Den eneste ene' fra 1999
Foto: Ole Kragh-Jacobsen/Metronome

"Hvis I to var ludobrikker, ville I så være slået hjem nu?", "Bare ærgerligt, Sonnyboy", "7 år Niller, man ved et og andet" og "Hvorfor står du derude i regnen, Stella, så gå dog hjem?"

Der er mange gyldne replikker fra den ikoniske komedie Den eneste ene, man ofte kan hive frem til en passende lejlighed. Susanne Biers egentlige gennembrudsfilm fra 1999 er stadig fuldstændig fantastisk her 25 efter premieren. Rollelisten tæller bl.a. Sidse Babett Knudsen, Niels Olsen, Lars Kaalund, Paprika Steen, Sofie Gråbøl og Søs Egelind.

De eneste ene kan ses på Nordisk Film+.

2. Hævnen

Hævnen
Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm spiller hovedrollerne i 'Hævnen' fra 2010
Foto: Nordisk Film Distribution

Susanne Bier vandt både en Oscar og en Golden Globe for Hævnen i kategorien Bedste internationale film i 2010, og det er da også et drama af dimensioner, Bier og hendes faste skrivemakker, Anders Thomas Jensen, har skruet sammen her.

Hævnen udspiller sig skiftevis i idylliske Danmark og i en barsk flygtningelejr i Afrika og trækker tematiske spor imellem de to. Bl.a. Trine Dyrholm, Mikael Persbrandt, Kim Bodnia og Ulrich Thomsen er på rollelisten.

Hævnen kan ses på Netflix og Viaplay.

3. Elsker dig for evigt

'Elsker dig for evigt'
Mads Mikkelsen og Sonja Richter i den hjerteskærende 'Elsker dig for evigt'
Foto: Rolf Konow

Biers bidrag til Dogmebølgen er det barske kærlighedsdrama Elsker dig for evigt.

Her spiller de fire stjerner, Paprika Steen, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Sonja Richter, overfor hinanden i et intenst kærlighedsdrama, hvor ulykker, utroskab og svigt står i kø, og hvor man hele tiden har svært ved at finde ud af, hvor ens sympati skal ligge. Elsker dig for evigt vandt både en Bodil og en Robert for bedste film i 2002.

Elsker dig for evigt kan ses på Netflix.

4. The Night Manager

The  Night Manager
Det engelske stjernehold i Susanne Biers første tv-serie 'The Night Manager'
Foto: Mitch Jenkins/The Ink Factory

Den første serie, Susanne Bier instruerede, var den engelske spionserie The Night Manager, der er baseret på en John Le Carré-bog.

En væsentlig forskel fra bogen er dog, at en af de mandlige hovedroller er skiftet ud med en kvindelig i serien – en rolle, som fænomenale Olivia Colman spiller helt genialt. Det samme gør Tom Hiddleston, Hugh Laurie, Tom Hollander og Elizabeth Debicki, og serien er et virkelig helstøbt værk. Susanne Bier vandt i øvrigt en Emmy for Bedste instruktion af en miniserie for The Night Manager.

The Night Manager er pt. ikke tilgængelig for streaming i Danmark.

5. Efter brylluppet

'Efter Brylluppet'
Sidste Babett Knudsen og Mads Mikkelsen i Susanne Biers Oscar-nominerede drama 'Efter Brylluppet'
Foto: Ole Kragh-Jacobsen / Nordisk Film

Det blev ikke til en Oscar for Bedste internationale film til Efter brylluppet i 2006, men det storslåede drama var ikke desto mindre nomineret, hvilket i sig selv er en flot bedrift.

Filmen forener to af Biers stjerneskuespillere fra nogle af de tidligere film, nemlig Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen, tilsat svenske Rolf Lassgård, som er decideret brilliant i rollen som den manipulerende og dødssyge rigmand, Jørgen.

Efter brylluppet kan ses på Netflix, Prime Video, Viaplay og Nordisk Film+.

6. Brødre

Brødre
Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas i familiedramaet 'Brødre' fra 2004
Foto: Nordisk Film Distribution

Susanne Bier havde virkelig nogle gyldne år i dansk film i 00'erne, og man kan helt komme til at glemme det hjerteskærende familiedrama Brødre midt imellem alle de andre hits fra den tid.

Men filmen, der har Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne som de to vidt forskellige brødre, Michael og Jannik, er ekstremt mindeværdig. Ikke mindst takket være en fremragende Connie Nielsen som kvinden, der er splittet mellem brødrene. Brødre blev i øvrigt genindspillet i en amerikansk version med Jake Gyllenhaal, Tobey McGuire og Natalie Portman i 2009.

Brødre kan ses på Netflix og Nordisk Film+.

7. The Undoing

Nicole Kidmans bedste serier
Nicole Kidman i 'The Undoing'
Foto: HBO Max

Sidste titel på listen er endnu en serie, nemlig den stjernespækkede HBO-miniserie, The Undoing, med bl.a. Nicole Kidman, Hugh Grant, Donald Sutherland og danske Sofie Gråbøl på rollelisten.

Serien er skabt af seriekongen, David E. Kelley, og han er om nogen kendt for gode retssalsdramaer. Det får man også i The Undoing, hvor der leges kispus med seerne og sås tvivl om, hvad der er op og ned, helt indtil sidste afsnit. Susanne Bier har instrueret hele serien, der i øvrigt er baseret på en bog af Jean Hanff Korelitz.

The Undoing kan ses på Max.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Guides