Serier | Guides

Taylor Sheridan: Den nye konge i serieland

AfAnn Lind Andersen
25. november 2022
Taylor Sheridan serier
Taylor Sheridan / Foto: Anthony Harvey / Shutterstock / Ritzau Scanpix.

Del artikel

En vaskeægte cowboy har indtaget tronen i serieland. Han hedder Taylor Sheridan og står for nogle af de mest populære serier i øjeblikket. Og har mange flere på vej. Men hvem er han egentlig, og hvad er det Texas-manden kan?


Hvis du ikke allerede kender navnet Taylor Sheridan, kan du godt skrive dig det bag øret med det samme. For texaneren er den nye seriekonge og har bl.a. lige underskrevet en kontrakt på 200 mio. dollars med Paramount Global på fem nye serier. Som om han ikke har travlt nok lige nu.


Alene i år står han bag western-serien 1883, den femte sæson af Yellowstone og den nye gangsterserie med Sylvester Stallone, Tulsa King. Alt imens han arbejder på anden sæson af Mayor of Kingstown med Jeremy Renner, en fortsættelse af 1883, der hedder 1923 med Harrison Ford og Helen Mirren, mere Yellowstone, og endnu en westernserie om ranchen 6666 (udtales ‘Four Six’), som han selv er medejer af – en af de største ranches i Texas, der har både kvæg og hesteopdræt.


tulsa king
Sylvester Stallone I 'Tulsa King'
Foto: SkyShowtime

Sen debutant


Taylor Sheridan er også beviset på, at det aldrig er for sent at skifte hest (så at sige). I mange år forsøgte han at få en skuespilkarriere i gang og fik da også biroller i serier som Sons of Anarchy og Veronica Mars. Den allerførste rolle var i Walker, Texas Ranger i 1995. Men det blev ved de mindre roller, og karrieren kom aldrig op at flyve for alvor.


Da han var fyldt 40 år, tænkte han, at han ville forsøge sig med at skrive manuskripter i stedet. Og første film blev Sicario, instrueret af Denis Villeneuve. Dernæst fulgte neo-westernfilmen Hell or High Water, der blev Oscar-nomineret, og den lige så gode Wind River om mord i et reservat. En imponerende start for en sen debutant, og siden er det gået endnu stærkere.


Tim McGraw som James, Sam Elliot som Shea og LaMonica Garrett som Thomas i Paramount+ originalserien '1883' / Foto: Emerson Miller/Paramount+ © 2021 MTV Entertainment Studios. All Rights Reserved.
Tim McGraw som James, Sam Elliot som Shea og LaMonica Garrett som Thomas i Paramount+ originalserien '1883' / Foto: Emerson Miller/Paramount+ © 2021 MTV Entertainment Studios. All Rights Reserved.

Sagaen om familien Dutton


Den moderne frontier og den evige kamp om land er tematikker, Sheridan altid kredser om på den ene eller anden måde. Og det var tydeligvis også dét, der inspirerede ham til serien Yellowstone, der tager udgangspunkt i en moderne ranch-familie i Montana. Historien om Dutton-familien har grebet om sig, for med serierne 1883 og den kommende 1923 får vi skildret hele familiesagaen hos ‘The Duttons’. Hvordan de kom som pionerer og ville erobre det vilde vesten for at finde et nyt hjem.


I Taylor Sheridans universer er der råt og realistisk. Skæbnefortællingerne er ofte brutale og voldsomme, og selvtægt er nærmest en dagligdags-foreteelse. Det er, som Sheridan selv har sagt, ‘simple plots’ han går efter. Simple, fordi han til gengæld skaber karakterdrevne serier. Persongalleriet i hans serier er nogle, man husker, og som hver er distinkte. F.eks. den måske mest bad-ass kvindelige karakter i hele serieland, Beth Dutton, i Yellowstone.


Sheridan har ofte nævnt Coen-brødrene og forfatteren Cormac McCarthy som inspirationskilder, men i modsætning til dem er der også et menneskevarmt hjerte, der banker med empati, og som indimellem tillader sig en romantisk tro på kærligheden.



Undervurderet målgruppe


En serie som Yellowstone bliver set af mange millioner seere, og alligevel er den gået under radaren i mange medier. Også herhjemme. Til prisuddelinger er det heller ikke den, der bliver nomineret eller hypet. Og det kan undre, når det er så vellavet en serieproduktion. Noget af forklaringen kan ligge i, at Sheridans stærkeste demografiske grupper ofte tæller dem, der ville stemme på Trump og håndhæve deres ret til at bære våben. Det er det konservative Amerika, der føler sig spejlet i Sheridans serieverdener. Noget, der ikke findes mange serier.


1923 Taylor Sheridan
Harrison Ford i '1923' af Taylor Sheridan / Foto: SkyShowtime

En vaskeægte cowboy


Uanset politiske synspunkter, kan man mærke, at Sheridans interesse og kendskab til de miljøer han beskriver, er ægte. Og han er da også en vaskeægte cowboy in real life. Når han ikke lige skriver på en af sine mange serier, ejer og driver han ranchen 6666, som er en af de største i Texas med både heste og kvægavl. Han er selv en formidabel hestetræner, hvilket man kan se indimellem i Yellowstone, hvor han selv dukker op som rodeorytteren Travis Wheatley.


Men Sheridan kan også bevæge sig ind på mere konspiratoriske og actionprægede områder, for med to af sine kommende serier, Fast og Lioness, handler det om CIA, terrorister og narkohandel. Det er bare to ud af ni projekter, han arbejder på. Fremtiden byder på meget mere Taylor Sheridan.

Serier af Taylor Sheridan:



  • Yellowstone (2018-2022) Sæson 1-4 kan ses på C More og Skyshowtime. Sæson 5 vises pt. eksklusivt på SkyShowtime.

  • The Last Cowboy (2019) Pt. ikke tilgængelig for streaming eller køb online.

  • Mayor of Kingstown (2021) Sæson 1 kan ses på SkyShowtime.

  • 1883 (2021) Sæson 1 kan ses på SkyShowtime.

  • Tulsa King (2022) Sæson 1 har premiere på SkyShowtime 28. november.


Kommende serier af Taylor Sheridan



  • 1923 (2022) har premiere i USA 19. december og forventes at få premiere i Danmark på SkyShowtime snarest derefter.

  • Lioness

  • Land Man

  • Fast


LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Nogen skal dø i ’Yellowstone’ sæson 5, men hvem?

LÆS OGSÅ: Hvis du kan lide ’Yellowstone’ og ’The English’, vil du elske disse westernserier

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: '1883' har næsten fuld plade på serie-ekstase

Del artikel

Andre Serier | Guides