Serier | Guides

Vi Elsker anbefaler i marts 2023

Af
Alexander Jørgensen
7. marts 2023
Nye serier i 2023
Jason Sudeikis som Ted Lasso i 'Ted Lasso' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Det ser ud til, at marts bliver en forrygende måned for serier, bl.a. med nye sæsoner af 2 af de helt store favoritter her på redaktionen.

Vi kan næsten ikke vente med at se, hvordan familiefejden ender i fjerde og sidste sæson af HBOs Succession - en dramaserie om overdragelsen af en milliardvirksomhed i en dybt dysfunktionel familie. Hvem bliver vinderne, hvem bliver taberne, og hvem ender på tronen til syvende og sidst?

Hvis familieintriger og højspændt drama ikke er noget for dig, er den elskværdige feel good-serie Ted Lasso også ude i marts med sin 3. sæson på Apple TV+. Eller måske vil du bare gerne have et godt grin med Wellmania.

Her er vores anbefalinger for marts 2023.

Ted Lasso sæson 3

Premiere: 15.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie, drama, sport

Så er det endelig blevet tid til at vende tilbage til vores allesammens hjemmehold, AFC Richmond. Holdet er på mange måder stærkere end nogensinde efter en turbulent og følelsesladet sæson 2. Men der er virkelig lagt i ovnen til et opgør med ærkerivalerne fra West Ham United F.C. og ikke mindst deres nye træner, der går under tilnavnet ”The Great”.

De tidligere sæsoner af Ted Lasso er sjov, velskreven og hjertevarm underholdning, der giver dig en tro på det gode i alle mennesker. Ud fra traileren at dømme ser det ud til, at vi kan forvente mere af samme skuffe.

Ted Lasso kan ses på Apple TV+.

Killjoy

https://imgix.vielskerserier.dk/2023-03-07/killjoy.jpeg
Foto: Phillip Jørgensen / TV 2

Premiere: 26.03.2023
Sprog: Dansk
Genre: Komedie, Drama

I denne nye serie følger vi Nanna (Emma Sehested Høeg). Hun lever umiddelbart et ret godt liv med en dejlig kæreste og et godt parforhold. Men måske er det parforhold ikke så godt alligevel. En dag går det op for Nanna, at hun har faket alle sine orgasmer, og hun indser, at hun må foretage nogle store ændringer i sit liv. Hun må begynde at leve for sig selv, sin egen lyst og lykke.

Serien er skabt af Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen og har både erfarne kræfter og nye talenter på rollelisten: Gustav Giese, Tammi Øst, Siff Vintersol, Olivia Joof, Lila Nobel og Thomas Hwan.

Det ser ud til at blive en spændende fortælling om sex, selvrealisering og et opgør med en underkuende pleaserkultur.

Killjoy kan ses på TV2 Play.

Succession sæson 4

Premiere: 27.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Drama

Roy-klanen vender tilbage på HBO til en fjerde og sidste sæson. Efter at patriarken Logan Roy (Brian Cox) i sidste sæson viste, hvad han kunne, og hvorfor netop han har kunnet rage så megen magt og penge til sig, har hans børn vendt sig mod ham. Ender det så med, at de holder sammen, presser Logan ud af Waystar Royco og giver ham et behageligt otium på en lille græsk ø? Næppe.

Det er sikkert, at Logan vil kæmpe med næb og kløer for at beholde magten. Intrigerne og dobbeltspillet vil være at finde alle steder i den machiavellistiske familie, der sidder på milliardvirksomheden.

Succession kan ses på HBO Max.

Wellmania

Premiere: 29.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie, drama

Hvis du følger den australske komiker Celeste Barber på Instagram og er vild med hendes samtidskritiske satire, skal du se Wellmania.

I Netflix-serien spiller hun Liv Healy, der lever livet lidt for hurtigt med karriere, kærlighed og masser af fest. Det ender dog brat, da hun bliver konfronteret med store helbredsproblemer. Liv tager det i stiv arm og deklarerer: “I’m going to get so well that I'm going to smash that stupid medical, go back to New York and become the best TV judge the world’s ever seen!”

Hvorefter hun prompte arbejder sig igennem alle nyeste wellnesstendenser, der kan købes for penge. Det går selvfølgelig ikke så nemt, som Liv havde håbet, og et utal af sjove situationer opstår i hendes febrilske jagt på at blive sund.

Wellmania kan ses på Netflix.

Yellowjackets sæson 2

Premiere: 25.03.2023
Sprog: Engelsk
Genre: Drama, horror, gyser

Yellowjackets er en spændingsgyser af særdeles høj kvalitet. Vi følger historien om et ungt kvindeligt fodboldhold, der under en flyvetur styrter ned i de canadiske bjerge. Hvad der helt præcis sker derefter, og hvad de gør for at overleve afsløres undervejs i serien. Man ved med det samme, at de piger har gjort nogle forfærdelige ting. Man følger nemlig sideløbende nogle af de samme piger, bare 25 år forskudt i tiden, hvor vi ser, hvordan deres oplevelser virkelig har haft en effekt på dem.

Du skal se Yellowjackets, hvis du vil se en god gyserserie, der udforsker, hvad mennesker vil gøre for at overleve, og hvilke psykologiske ar det sætter på folk. Og hvis du vil vide, hvad de tegn, som pigerne finder efter flystyrtet, egentlig betyder.

Yellowjackets kan ses på SkyShowtime.

Del artikel

Andre Serier | Guides