Anmeldelse: 'Citadel' er som skrevet af et barn

Vi starter i en smukt dekoreret togkupé, hvor uran af våbenkvalitet bliver fragtet. Heldigvis er superagenterne og deltidselskerne Mason Kane (Richard Madden) og Nadia Sinh (Priyanka Chopra Jonas) ombord til at sørge for, at det ikke havner i de forkerte hænder. Med James Bond-lignende grej, der ligner hverdagsting, og med tech-eksperten Bernard Orlick (Stanley Tucci) i øresneglene indleder de deres actionfyldte plan for at anskaffe sig uranen.

De arbejder for Citadel. Et selvstændigt agentur, der blev oprettet i 1930’erne, fordi nationernes efterretningstjenester er egenrådige, dræber fremmede nationers ledere og uskyldige. Citadel er kun loyale overfor alles sikkerhed og godhed. De siger rent faktisk, at de arbejder for godhed. Hvem, der bestemmer, hvad der definerer ’godhed’, bliver ikke yderligere forklaret. Bare lige så vi forstår, hvor seje Citadel er, så sammenligner deres agenter tjenester som det amerikanske CIA og det britiske MI6 med børneligaen. Så seje og gode er de.

De er dog blevet ledt i en fælde af den superonde skyggeorganisationen Manticore, hvis primære mål er at ødelægge Citadel og styre verden. Mason og Nadia slipper med nød og næppe fra bagholdsangrebet, men mister deres hukommelse i processen.

Otte år senere har de fået opbygget nye liv uden nogen erindring om deres fortid. Mason som familiemand med kone og barn og Nadia som tjener i Spanien. Det lykkedes endelig Bernard at opspore Mason og hverve ham til en mission, der skal forhindre Manticore i at overtage verdensherredømmet. Han kan dog ikke gøre det alene, og de har brug for Nadia. De to bevæger sig ud på et verdensomspændende eventyr for at stoppe Manticore, der har danske Roland Møller som den primære håndlanger. Håndlangere, må jeg hellere sige, da han indtager begge roller i et tvillingepar.

Som skrevet af et barn

Dele af Citadel føles, som om det er skrevet af et barn, der har karikerede tanker om spionverdenen, og hvordan spioner agerer. Dialogen lider mest. De taler som teenagere og virker meget ’cool’ i deres tilgang til at udføre spionarbejde. Selv når vi har flashbacks til Citadels storhedstid er alle klar med en rap replik, og ingen lader nogensinde til at tage situationen helt seriøst.

Bevares, vi er i det sjove, underholdende action/adventure-hjørne, men nogen bliver nødt til at tage tingene alvorligt. Det føles mere som folk, der leger spion fremfor rent faktisk at være det. Måden de omtaler sig selv som de gode på, får dele af det til at virke som en tegneserie fra start 90’erne lavet til niårige, bare med grafisk vold og ikkegrafisk sex.

Richard Madden og Priyanka Chopra Jonas gør vel, hvad de kan med manuskriptet. Der er bare ikke meget at gøre med. Her er, hvad jeg ved om Mason Kyle efter lidt under to timer sammen med ham: Han elsker den familie, han har fået, efter sit hukommelsestab over alt i verden, og det ved jeg kun, fordi han siger det en gang pr. afsnit.

Nadia Sinh lader op til at være lidt mere interessant og har nogle mere personlige motiver. Hvis det kommer, så må det komme i de resterende afsnit, men anmeldere fik kun de første tre, så det kan ikke vides med sikkerhed. Som serien er forløbet indtil videre, har jeg ikke stor tiltro til, at det bliver meget bedre.

En parallel kan drages til de seneste Mission Impossible-film, hvor IMF er sat op imod The Syndicate, og vores agenter kun kan regne med hinanden. Citadel vil gerne være Mission Impossible, men har slet og ret ikke kompetencen til det.

Flygtig action

En højt anlagt action/adventure-spionserie, der tager os verden rundt i kampen mod en stor konspiration lyder jo ikke dårligt. Hovedrollerne er heller ikke ukendte navne og har bl.a. Russo-brødrene bag sig. Derfor spørger man sig selv, hvorfor actionscenerne er så middelmådige, som de er.

Der er flygtige steder med nogle fede actionskud, som når Mason hopper ud fra en klippe, hvor kameraet hopper med ham ud, men der klippes for hurtigt væk til, at man får indtryk af at være i frit fald sammen med ham. Det er et vedvarende problem, at hver gang der kommer et fedt skud, så er vi hurtigt videre, inden det kan nå at gøre indtryk. Andre gange i nævekampe laver kameraet lige en fed bevægelse, der følger kroppen på en bestemt måde, der giver lidt kant, men der er langt imellem.

Det er bare en del af det overordnede problem med actionsekvenser, som til tider grænser til den action, man ser i fx Bourne-filmene. Altså, hvor det er klippet så hektisk, at man mister overblikket over, hvad der foregår. Derudover kan man flere gange stille spørgsmålstegn ved de visuelle effekter. Nogle af dem ser decideret billige ud, hvilket der ikke er noget nyt i på seriefronten i mange tilfælde. Med et budget som Citadels, er det besynderligt, at de ikke er bedre.

Den helt store satsning

Citadel har et anslået budget på 160-200 millioner dollars, og med alle de bannerkampagner man kan se rundt omkring i landet ved togstationer og lign., må det være en af de større satsninger, Prime Video gerne vil markere sig på.

Serien har dog været ramt af store problemer bag scenerne ifølge en rapport fra The Hollywood Reporter. Fyringer af det kreative hold og genoptagelser, der løber op i de tocifrede millionbeløb samt en forkortelse af serien fra otte timelange afsnit til seks 40 minutter lange afsnit.

Planen er, at Citadel skal være et flagskib, hvorfra flere serier lanceres, der virker på tværs af hinanden, men også selvstændigt. Jeg er for så vidt klar til at hoppe overbords fra skibet efter tre afsnit, men sæsonen skal selvfølgelig ses færdig. Man skal være klar til sæson to, der allerede har fået grønt lys, og til alle de planlagte spin-offs. Ironi kan forekomme.