Anmeldelse: Humor og hjerteskærende drama er en vinderkombination i ’Shrinking’

Kan du tilgive den person, der har ødelagt dit liv?

Det er det store spørgsmål i anden sæson af Shrinking. Da vi forlod terapeuten Jimmy (Jason Segel) i slutningen af første sæson, gik det bedre. Han var kommet ud af det alkohol- og pillehul, som han var røget ned i, efter hans hustru var blevet dræbt i en spritbilist-ulykke.

Jimmy kunne igen være far for datteren Alice (Lukita Maxwell), hans klienter fik en mere engageret terapeut, og han var en god ven. En hed romance med vennen/kollegaen Gaby (Jessica Williams) kom også i gang, selv om det helt klart emmede af en knaldevenner-situation, fremfor noget der mindede om starten på et reelt forhold.

At en af hans klienter så havde skubbet sin voldelige samlever udover en klippekant, var blot et mindre skår i glæden. Og alt er også godt her i starten af anden sæson. Indtil Louis (Brett Goldstein) dukker op på hans kontor.

Det er ham, der er skyld i, af Jimmys kone døde. Med Louis' genkomst i hans, Alices og resten af vennekredsens liv bobler sorgen op igen. Ikke så kraftigt som før, men smerten er igen pludselig meget nærværende.

Humoren er stadig til stede i komedieserien, men det hjerteskærende drama har fået et nøk op i anden ombæring af Shrinking, men det gør ikke serien mindre dårlig af den grund. Tværtimod.

Livsglad komedie med sørgmodig kant

Efter at Ted Lasso (midlertidigt) parkerede overskægget, er der et hul i markedet for den positive og livsglade komedieserie, som også tør gå i dybden med de svære emner.

Med tanke på, at 2/3 af skabertrioen bag Shrinking – Bill Lawrence og Brett Goldstein – er de samme, er det ikke så underligt, at tonen i de to serier begynder at ligne hinanden mere og mere. Især Lawrence har bygget en hel karriere på at kombinere grin og hjertevarme til perfektion.

Lægekomedieserien Scrubs havde for eksempel mange overraskende rørende øjeblikke igennem sine otte sæsoner. Og nej, vi anerkender selvfølgelig ikke den niende som en del af hovedserien.

Der, hvor Shrinking cementerer sin unikke position, er forankringen i mental velvære. Fortiden påvirker den måde, vi føler nu, og derfor handler mange af de forskellige historier i serien om at bearbejde fortiden.

Jimmy og Gabys knarvorne kollega, Paul (Harrison Ford, som igen er eminent), er normalt ”oraklet”, der har alle svarene og belærer de andre om deres fejl. Men med Parkinson-diagnosen og forholdet til lægen Julie (Wendie Maclick), er det også, som om han har overskud til at gå i clinch med sine fejltagelser.

Ford er et godt anker i serien. Samspillet med Jason Segel munder ofte ud i rigtig god komik, hvor fokus er på karakterernes modsætninger. Og når han så deler scene med Lukita Maxwell, er det mere 'vis bedstefar'-vibes, som træder frem. Veteranen gør alle omkring sig bedre, og det er endda selv om, de sagtens kan brilliere på egen hånd.

Shrinking er, når alt kommer til alt, Jason Segels stjernestund.

Udover at være medserieskaber er den elskelige bamse også en virkelig god skuespiller. Komediedelen klarer han selvsagt rigtig godt og, præcis som i første sæson, er han også eminent i rollen som den efterladte ægtefælle.

Skuespilleren sørger for at fastholde et underliggende element af sorg under alt, hvad Jimmy gør. Der er ikke langt fra grin til gråd, og man har konstant lyst til at give ham et kram og sige, at det nok skal blive okay igen.

Fortiden spøger

I det hele taget er Shrinking en serie, der tilgodeser og servicerer sine skuespiller eksemplarisk. Hver lille sidehistorie formår at fange publikum i en sjældent set grad, og man er vitterligt investeret med liv og sjæl i alt.

Også fordi det breder sig ud i hovedhistorien, hvor dens tema om at komme videre fra fortiden er evigt present i alle aspekter af serien.

Det er derfor, at tragediedelen i den tragikomiske serie hver gang rammer plet i hjertekulen. Sean (Luke Tennie), den PTSD-ramte tidligere soldat, er på sin vis kommet videre, men uafklarede følelser omkring faren og hans attitude overfor sin søn, er et fint eksempel på netop det, som fylder cirka halvdelen af sæsonen.

Ligeså med Brian (Michael Urie), der sammen med sin mand overvejer at adoptere et barn. Er han klar? Spørgsmålet bliver både eksplicit italesat og også indirekte igennem forskellige interaktioner. Bl.a. med Louis.

Hvis man kun husker Brett Goldstein som den storbandende Roy Kent i Ted Lasso, er der en kæmpe overraskelse i vente. Med sagte stemmeføring og afdæmpet gemyt, fremstår han som en knækket sjæl. I hver eneste interaktion, Louis har med andre, sidder man med småbævrende underlæbe og fugtige øjne.

Men det skal nok blive godt. Der må komme en positiv forløsning på det hele. Med tanke på den rutsjebanetur, vi allerede har været igennem, vil mere hjertesorg nærmest være ubærlig – men så gør det for fanden, knus mit hjerte!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: