5 danske dramaserier på TV 2 Play, du ikke må gå glip af
Når det kommer til sværvægterne i dansk dramaproduktion, har TV 2 længe stået i skyggen af DR på seriefronten. Komedierne har TV 2 haft godt styr på med bl.a. Klovn, Sjit Happens og Minkavlerne, men ville man have drama, var der længere mellem snapsene.
I de seneste år er der dog dukket flere og flere stærke bud på dramaserier op på TV 2 og TV 2 Play – både serier, der appellerer til det brede publikum og det mere nicheprægede. Vi har samlet et udvalg af nogle af de stærkeste danske dramaserier, du kan se på TV 2 Play lige nu.
1. Dansegarderoben
Den anmelderroste dramasatsning, der er skabt af duoen Ditte Hansen og Louise Mieritz, zoomer ind på de danserinder, der står bag de store stjerner i Cirkusrevyen på Bakken i 1970’erne. Serien følger otte forskellige dansepiger, som er kommet igennem nåleøjet og har fået drømmejobbet i Cirkusrevyen.
Det er en stærk fortælling om at finde styrken i sammenholdet og ikke mindst modet til at forandre den situation, man er i. Hovedrollen, Sussie, der med det nye job som danserinde håber at kunne lægge livet med en voldelig ægtemand bag sig, spilles overbevisende af Maria Bach Hansen. Foruden hende vrimler det med andre stærke navne som Mille Lehfeldt, Marie Reuther, Olivia Joof, Andrea Heick Gadeberg og Annika Aakjær på rollelisten.
2. Dag & Nat
Lone Scherfigs samfundskritiske dramaserie med Sofie Gråbøl i hovedrollen som afdelingsjordemoderen Ella belyser den kamp, som mange fødegange dagligt står overfor, når de skal forsøge at give alle fødende, nyfødte og pårørende den bedst mulige behandling. Selv om der er tale om fiktion, giver serien et godt indblik i et stærkt underbemandet dansk sygehusvæsen, og man føler presset og frustrationen helt ud på den anden side af skærmen.
Samtidig serverer serien små, personlige sidehistorier om de forskellige jordemødre, læger og sygeplejersker, og det fungerer godt som afbræk fra al stressen på fødegangen. Foruden Gråbøl medvirker også Sara Hjort, Charlotte Munck, Mette Horn, Marijana Jankovic, Pål Sverre Hagen, Nicolai Jørgensen og Afshin Firouzi.
3. Efterforskningen
Efterforskningen er skabt af Tobias Lindholm, der er en af Danmarks bedste manuskriptforfattere og instruktører. Foruden at have skrevet manuskript til bl.a. Jagten og Druk står han også bag den anmelderroste The Good Nurse med Hollywood-stjernerne Eddie Redmayne og Jessica Chastain på rollelisten.
Efterforskningen behandler den famøse ”ubådssag”, men i stedet for en sensationalistisk tilgang til sagen, har Lindholm valgt at fokusere på opklaringsarbejdet. Og det klæder serien – og genren – umanerligt godt. Spænding og intensitet er der stadig rigeligt af, og med et solidt hold af skuespillere som Søren Malling, Pilou Asbæk og Rolf Lassgård i de bærende roller, er Efterforskningen en lille miniserieperle, man ikke må snyde sig selv for.
10 nye danske serier, vi glæder os til i 2023
4. Rita
Rita fik premiere tilbage i 2012 og kan med fem sæsoner på bagen efterhånden kaldes en slags TV 2-klassiker. Serien er skrevet af Christian Torpe og Marie Østerbye og har dygtige Mille Dinesen i titelrollen som den storrygende, politisk ukorrekte folkeskolelærer, Rita.
Rita er ikke just enhver forælders (eller skoleleders) drøm, men hun har intentionen på rette sted, når det kommer til eleverne – og de elsker hendes anderledes måde at håndtere komplicerede situationer på. Det samme gør man som seer, også selv om det koster lidt krummede tæer undervejs! Serien formår at holde et godt niveau sæsonerne igennem og er sjov og charmerende, ikke mindst takket være Dinesen og de øvrige skuespillere, bl.a. Lise Baastrup, Carsten Bjørnlund, Nikolaj Groth og Ellen Hillingsø.
5. Killjoy
Dramakomedien Killjoy er skabt af kunstnerduoen Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen. Vedsted Christiansen instruerer, og Sehested Høeg spiller hovedrollen som Nanna, der lever et tilsyneladende perfekt liv i det perfekte parforhold. Men en dag indser Nanna, at hun faktisk faker alle sine orgasmer, og herefter starter en desperat jagt på ægte forløsning i alle aspekter af hendes liv.
Serien er både hylende morsom, rørende og vedkommende for sin samtid, og den bidrager til ligestillingsdebatten og sætter fokus på orgasmekløften mellem mænd og kvinder. Emma Sehested Høgh er forrygende i hovedrollen som Nanna, og hun flankeres af bl.a. Gustav Giese, Tammi Øst, Olivia Joof og Thomas Hwan.