Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Sygeplejersken’ sætter sig mellem to stole og bliver aldrig sindsoprivende

Af
Ann Lind Andersen
26. april 2023
Sygeplejersken anmeldelse
Fanny Louise Bernth som Pernille Kurzmann og Josephine Park som Christina Aistrup i 'Sygeplejersken' / Foto: Netflix

Del artikel

‘Sygeplejersken’ er en fiktionaliseret true crime-serie på Netflix, der har svært ved at forene soberhed og spænding.

Sygeplejersken

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 27. april 2023
Genre: Biografi, krimi, drama
Instruktør: Kasper Barfoed
Manuskriptforfatter: Kasper Barfoed, Dorte W. Høgh, Marie Østerbye m.fl. Baseret på en bog af Kristian Corfixen
Medvirkende: Josephine Park, Fanny Louise Bernth, Peter Zandersen, Dick Kaysø m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 4

Vi skal ikke længere tilbage end 2016, når det kommer til virkelighedens sag om sygeplejersken fra Nykøbing Falster Sygehus, der blev dømt for drabsforsøg på patienter, der var indlagt på hospitalet. Christina Aistrup Hansen hed sygeplejersken, der har nægtet sig skyldig, men blev dømt.

På trods af at det skete for meget kort siden, og at der dermed også sidder en masse pårørende derude, er sagen nu blevet til en thrillerserie på Netflix, Sygeplejersken. Måske derfor kan man mærke, at soberhed er et vigtigt element for måden, historien er fortalt på. Og alt respekt for det. Andet ville også have givet en dårlig smag i munden.

Hjertestop som modus operandi

Udfordringen, når man gerne vil tage hensyn og være ordentlig, er bare, at det går ud over især spændingsopbygning og udvikling. Når man ikke vil gå fuld skala på det uhyggelige, det sensationelle, det fullblown psykopatiske i en historie om en formodet seriemorder, er det svært at bygge suspense på mistanke alene. Og bare for at være helt klar i spyttet: Jeg ønsker ikke, at Sygeplejersken var gået Jeffrey Dahmer-vejen. En serie, hvis etik jeg virkelig tager afstand fra, fordi det minder faretruende tæt om ren dyrkelse af hans afvigende adfærd.

Den dræbende sygeplejerskes ‘modus operandi’ i Sygeplejersken er at give patienter – også de ikke-døende – medicin, så de får hjertestop. Men der er grænser for, hvor mange hjertetilfælde og forsøg på genoplivninger, man kan vise uden at blive repetitiv og forudsigelig, og i serien er der en del af dem.

Whistleblower med kød på

Man kan, som true crime-serie, fokusere på andre ting end selve forbrydelsen, sådan som vi så det i serien Eftersøgningen, der fulgte politiets opklaringsarbejde og næsten ikke nævnte gerningsmanden overhovedet. Og det er her, Sygeplejersken misser en stor mulighed. For det andet ben i serien er historien om en ung, nyuddannet sygeplejerske, Pernille, i sit første job, der bliver den eneste, der råber højt om mistænkelige tilfælde – og bliver ignoreret af sin chef og sine kollegaer. Og senere, i virkeligheden, da der faldt dom, delte en hel by mellem dem, der var for Christina Aistrup Hansen og dem, der var for Pernille Kurzmann Larsen.

Det whistleblower-tema er der kød på, og den del fungerer overraskende godt i serien. Det lidt, der er. Jeg tog mig selv i at ønske, at serien havde foldet det tema meget mere ud, også fordi der er meget psykologi at hente i det. Men det er naturligvis ikke lige så ‘sexet’ at sælge som en krimifortælling om en kvinde, der slår ihjel.

Glider i smør

Man skal ikke tage fejl, Sygeplejersken er velfortalt og vil glide ned som smør, når man sidder og ser de fire afsnit. På den måde er der ingen tvivl om, at instruktør Kasper Barfoed er en professionel fortæller, der kender sine virkemidler, og som også forstår at instruere sine skuespillere, så de fremstår naturlige og autentiske. Det gælder alle, fra Josephine Park som Christina, Fanny Louise Bernth som Pernille, Peter Zandersen som lægen Niels Lundén og Dick Kaysø som en pårørende.

Så i enkeltkomponenterne er der ikke meget at sætte fingeren på. Det er i seriens grundlæggende valg, problemerne ligger. Som at Christina forbliver en karismatisk karakter, vi aldrig kommer tæt på, og som f.eks. ikke får en nøglescene a la Eddie Redmaynes i The Good Nurse, som denne historie har mange lighedspunkter med. En forhørsscene, hvor facaden begynder at krakelere hos Charlie Cullen, som Redmaynes karakter hedder.

Sådan en er der ikke i Sygeplejersken, og kun i få glimt i Josephine Parks blik får vi fornemmelsen af et indre liv hos Christina. Ellers bliver hun skildret som en karismatisk kollega til Pernille, om hvem alle siger, ‘hun er en virkelig dygtig sygeplejerske’. Indtil Pernille opdager, at Christina har det med at overdrive og lyve for at skabe drama om sig selv. Et træk i diagnosen ‘histrionisk personlighedsforstyrrelse’, som virkelighedens Christina Aistrup Hansen fik.

Mange spørgsmål

Spørgsmålet i true crime-serier er altid, om man i en fiktionaliseret udgave selv må digte, og i så fald, hvor meget må man smøre på og trække fra? Hvor stor kreativ frihed giver man sig selv, hvis man vil bevare autenticiteten? Og derudover, så de helt store spørgsmål: Om det er ‘too soon?’ og ‘hvorfor?’.

Svar på det sidste, ‘hvorfor vil man fortælle denne historie nu?’, mangler Sygeplejersken klart at tage tydelig stilling til, men serien gør til gengæld meget ud af at være sober og ordentlig og er i øvrigt baseret på Kristian Corfixens non-fiktion-bog af samme titel.

Men er det nok til at udgøre en vellykket krimiserie? Et stykke ad vejen, men serien ender med at sætte sig mellem to stole og bliver hverken en sindsoprivende krimifortælling eller en bidende samfundskritik. Selv om den kunne være blevet begge dele. Og dét er en skam.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste