Anmeldelse: ’Belgravia: Det næste kapitel’ er kostumedrama på højt niveau

Frederick Trenchard (Benjamin Wainwright) og Clara Dunns (Harriet Slater) ægteskab er fokus i kostumedramaserien Belgravia – Det næste kapitel. Vi er i London i 1871, og de to mødes til et selskab for byens spidser og drages af hinanden fra første blik.

Rundt omkring dem udspiller sig et ensembledrama med farverige karakterer fra både upstairs og downstairs, alle med nær eller perifer tilknytning til de to hovedkarakterer.

De to ægtefolk er hinandens tydelige modsætninger. Clara Dunn har en engleagtig personlighed og udstråler en stærk sødme og skønhed. Frederick Trenchard er alvorlig og indadvendt. Han bærer på en vrede og en mørk skygge, der har magten over ham.

I barndommen mishandlede hans far ham både fysisk og psykisk. I klip ser vi hans dystre minder. Frederick og hans bror James (Toby Regbo) har ikke kontakt. Farens forkærlighed for broren har skabt en mur imellem dem.

En vellykket efterfølger

Belgravia – Det næste kapitel er en selvstændig efterfølger til miniserien Belgravia (2020) – ligeledes tilgængelig på DR – som foregår 30 år tidligere, og hvor man følger Fredericks far og farfar. Den unge Frederick er nu gået i deres fodspor som entreprenør og handelsmand.

Miniserien Belgravia var baseret på en roman af Julian Fellowes (2016), som mange vil kende som manden bag seersucceser som Downton Abbey og The Gilded Age. Han har ligeledes stået bag manuskriptet til Belgravia – Det næste kapitel, der igen forener produktionsholdet bag Downton Abbey.

Hvor første sæson af serien foregik i 1840’erne, er der nu gået næsten 30 år, siden vi mødte familien sidst, og heldigvis er fortsættelsen kun blevet endnu mere vellykket end det oprindelige udgangspunkt.

Belgravia-kvarteret, der er centrum for historien, ligger i London mellem Chelsea, Westminster og Buckingham Palace. I dag er det fortsat centrum for rige og kendte mennesker.

I historien her er Trenchard-familien den nyrige, og Frederik bærer stemplet som ”The Tradesman’s grandson.” På den tid blev man behandlet som andenrangs i overklassen, hvis man ikke kom fra en fin slægt.

Dunn-familien er bosat i Chelsea – en dengang mindre fashionabel del af London. Efter Claras fars død er de ikke så velhavende længere. Hun var tæt på sin far, og forældrene havde et lykkeligt ægteskab.

En gruppe bohemer

I Belgravia – Det næste kapitel folder Victoriatidens strømninger sig raffineret ud igennem karakterernes liv. Tidens strenge sociale moral sætter alle i et følelsesmæssigt fængsel. Man er bange for at træde forkert, for det kan betyde social udstødelse, og man skal vise et perfekt billede udadtil.

Seriens gennemgående spørgsmål er, hvorvidt man skal bryde med tidens reaktionære regler eller følge dem? Og om man skal fortrænge det svære eller i stedet bearbejde det.

Den frygt og skam, som opstår, når man ikke kan leve op til de strenge sociale konventioner vises i Hertug Rochesters søn Peters (Jonas Salmela-Stratis) epilepsi.

Hertug Rochester (Miles Jupp) er meget bekymret for, hvad omverdenen skal tænke om sønnens sygdom. Lægen Stephen Ellerby (Edward Bluemel) repræsenterer de progressive tanker indenfor lægevidenskaben i en ellers meget konservativ periode: Han mener ikke, at grevens søn skal sendes langt væk fra sin familie på en klinik. Nej, han skal have frisk luft, være sammen med andre børn og skærmes for alt for mange indtryk.

I Bloomsbury-kvarteret bor lægen sammen med en gruppe bohemer. Clara drages af miljøet, der er befolket af kunstnere og digtere. Dels er omgangsformerne langt mere afslappede, men hun tiltrækkes også af deres progressive tanker og deres passion for kunst og kultur.

Den stærkt gryende industri vises igennem Frederiks planer om at bygge et stålværk.

En ægte forårsgave

Serien er fuld af stormfulde følelser, men den bliver aldrig sentimental. Replikker, som normalt ville lyde klichéfulde eller patetiske, fungerer her. Fordi de følelser, de udtrykker, er ægte, og det velspillende cast udtrykker dem med stor hengivenhed og uden distance. En stærk ægthed gennemstrømmer hele fortællingen.

Også sprogtonen er autentisk og tro mod tiden. Man har uden tvivl moderniseret, men ikke forsøgt at gøre den moderne.

En tradition i kostumedramaer er morsomme excentriske eksistenser. Heldigvis er de også en del af universet her. Yndlingseksemplet er Claras mor (Sophie Thompson). Scenerne med hende og Claras søster Emily (Hannah Onslow) er meget underholdende. ”Mother, would it be possible not to talk,” lyder det, da en mand, som Emily er forelsket i, skal komme på besøg. Hendes spil er perfekt balanceret, aldrig karikeret eller plat.

Æstetikken i serien er svær at finde ord for. Den har noget opløftet over sig – en eventyrlig sfære. Da Fredericks barndomshjem skal vækkes til live, og lagnerne, der har dækket møblerne, fjernes i hurtige dramatiske bevægelser, ser det ud, som om de danser i luften. Og når Clara får redt sit lange smukke hår, risler det en ned ad ryggen.

Flere af fortællingens personer går direkte i hjertet på en, og man kan som seer ikke undgå at blive grebet af, hvad de går igennem. Man kommer igennem alle følelser – griner højt, smiler bredt, og tårer kommer frem i øjenkrogene.

Giv dig selv en forårsgave, og nyd Belgravia – Det næste kapitel.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: