
9 film og serier, du skal streame i februar 2026

Bedst som EM i herrehåndbold er overstået, kommer en ny stor sportsbegivenhed og dominerer streamingfladen.
Men hvis du ikke skal fordybe dig i vinter-OL fra Milano og Cortina d’Ampezzo, er der masser af anden fed underholdning i streamingland.
De ni udvalgte film og serier er alle uhyre spændende og er både for kendere og nysgerrige novicer.
To danske serier er der også på programmet. De handler begge om loven – den ene om dem, der forsøger at håndhæve den, og den anden om dem, der prøver at omgå den.
Vi starter dog i det krigshærgede Ukraine.

2000 meter fra Andriivka
Det er en af de mest intense dokumentarfilm om krigen i Ukraine, man kan se på DR i februar.
Mstyslav Chernov, som stod bag Oscar-vinderen ’20 dage i Mariupol’, er også instruktør på den aktuelle dokumentar, hvor vi følger en gruppe ukrainske soldaters bestræbelser på at indtage den russiskbesatte by Andriivka. Imellem dem og byen ligger et to kilometer langt skovstykke, der nu er en regulær dødszone af kugler og bomber.
’2000 meter fra Andriivka’ kan ses på DRTV.

10 dokumentarer, du ikke må gå glip af på CPH:DOX 2025
The Copenhagen Test
Det er ikke hver dag, at navnet på den danske hovedstad indgår i titlen på en stor amerikansk serie, men det er ikke desto mindre tilfældet med sci-fi-spionthrilleren ’The Copenhagen Test’.
Alex Hale (Simu Liu) er analytiker i den hemmelige amerikanske efterretningsorganisation The Orphanage, men stræber efter at blive agent. Der er dog et stort problem. Hans hjerne er blevet hacket, så han faktisk er et omvandrende overvågningskamera. Hvem har hacket ham, og hvem kan han stole på? Intet er, som det ser ud til i den overraskende spionserie.
’The Copenhagen Test’ kan ses fra 2. februar hos SkyShowtime.
Cross sæson 2
Første sæson af krimiserien ’Cross’ levede og åndede med sin hovedrolleindehaver Aldis Hodge, der med en perfekt kombination af charme og intensitet bragte James Pattersons berømte efterforsker til live i Prime Videos serie.
En ny sæson betyder en ny sag. Denne gang bliver en mangemillionær (Matthew Lillard) truet på livet. I takt med at Cross og FBI undersøger sagen, står det klart, at en seriemorder målrettet er i gang med at arbejde sig igennem en række mennesker, før millionæren skal være det sidste offer.
’Cross’ sæson 2 kan ses fra 11. februar hos Prime Video.

Anmeldelse: Fans af 'Den som dræber' vil elske ’Cross’
Love Story: John F. Kennedy Jr. & Carolyn Bessette

Ryan Murphy har lavet en række succesfulde serier som ’Glee’, ’American Horror Story’, ’Feud’, ’Pose’ og ’Monster’, men også en række mindre heldige titler som ’All’s Fair’ og ’The Beauty’.
Nu er tiden kommet til en ny antologiserie, denne gang under banneret ’Love Story’. Første sæson handler om 1990’ernes ultimative romantiske par John F. Kennedy Jr. og Carolyn Bessette. Vi følger parret fra det første møde og gennem deres op- og nedture frem til det skæbnesvangre år 1999, hvor katastrofen indtræffer, og parret styrter ned med et privatfly.
’Love Story: John F. Kennedy Jr. & Carolyn Bessette’ kan ses fra 13. februar hos Disney+.
The Last Thing He Told Me sæson 2
Første sæson af dramaserien ’The Last Thing He Told Me’ forløb i sneglefart, og man forsøgte at piske en spændende stemning op, som desværre aldrig rigtig blev forløst.
Men hold nu op, hvor signalerer traileren til anden sæson et helt andet show. For det første er Nikolaj Coster-Waldaus ellers forsvundne Owen Michaels/Ethan Young tilbage, og gudhjælpemig om han ikke har nogle gangstere efter sig. Det ser unægtelig ud, som om vi nu har at gøre med en krimithriller a la ’Ozark’ og deslige. Med Jennifer Garner i hovedrollen og Coster-Waldau i en mere fremtrædende rolle er Apple TV-serien pludselig blevet relevant igen.
’The Last Thing He Told Me’ sæson 2 kan ses fra 20. februar hos Apple TV.

Anmeldelse: Nikolai Coster-Waldau glimrer ved sit fravær i middelmådige ’The Last Thing He Told Me’
Uniformen

Det er i den grad en serie til tiden, som DR disker op med i anden halvdel af februar. Omdrejningspunktet i ’Uniformen’ er nemlig magtanvendelse i forbindelse med anholdelser.
En aggressiv ung mand bliver skudt af en politielev under en anholdelse, og offentligheden kræver svar. Som nyudnævnt rektor for Politiskolen er Sanne Hammerby under stort pres for at komme med en fyldestgørende forklaring. Serien er instrueret af Jonas Alexander Arnby og skrevet af Oscar Giese og Anders August og har bl.a. Lene Maria Christensen, Soheil Bavi, Clara Rosager, Gustav Giese og Jakob Cedergren på rollelisten.
’Uniformen’ kan ses fra 20. februar hos DRTV og 22. februar på DR.
Paradise sæson 2
Det var en vild afslutning på første sæson af sci-fi-krimien ’Paradise’. Bedst som vi fandt ud af, hvem der havde slået præsidenten ihjel, åbenbarede sig et nyt mysterium: Havde Xaviers (Sterling K. Brown) kone overlevet den apokalyptiske begivenhed, som ellers skulle have henlagt USA til en ødemark?
Xavier begiver sig ud for at lede efter sin elskede hustru og møder en masse andre overlevende. Nogle er til at stole på, andre er ikke. Nede i den underjordiske bunker rumsterer uroen stadig, efter det næsten endte med borgerkrig. To eksplosive sideløbende handlinger, der på et tidspunkt utvivlsomt vil blive forenet i løbet af anden sæson af den spændende serie.
'Paradise' sæson 2 kan ses fra 23. februar hos Disney+.
Man on the Run
Paul McCartney er en af de største musikere i verdenshistorien.
Alle kender til hans tid med The Beatles, men dokumentaren ’Man on the Run’ sætter spot på tiden omkring hans nye band Wings og 1970’erne, hvor sangskriveren skulle finde sin nye identitet, efter de fire beatler var gået hver til sit.
’Man on the Run’ kan ses fra 27. februar hos Prime Video.
Stein Bagger og grådighedens ansigter

Stein Bagger er en af danmarkshistoriens største svindlere, der mængede sig med både rockere og kendisser, uden at nogen tog synderlig notits af det.
Han er derfor oplagt at sætte fokus på, og det bliver der så sandelig i dramadokumentaren ’Stein Bagger og grådighedens ansigter’. Det er Kristoffer Eriknauer, som skal legemliggøre den tidligere bodybuilder, der betog en hel nation med et charmerende smil, som dækkede over et kæmpe svindelnummer.
’Stein Bagger og grådighedens ansigter’ kan ses i februar hos TV 2 Play og på TV 2.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















