Anmeldelse: Nikolai Coster-Waldau glimrer ved sit fravær i middelmådige ’The Last Thing He Told Me’

Apple TV+ har længe været hyldet som den bedste value for money-streamingtjeneste, der spytter den ene klasse-serie ud efter den anden. Senest gav anden sæson af musical-serien Schmigadoon! vor anmelder våde drømme, og komedieserierne Ted Lasso og Shrinking sender konsekvent publikum flade af grin ned på gulvet.

Men der er også juks imellem. Det stort anlagte klimadrama Extrapolations var en maveplasker af navleskuende rang, og den franske spionthriller Liaison viste sig at være et spændingsløst epos på seks afsnit.

Så det var med blandede forventninger, at der blev trykket play på The Last Thing He Told Me. Med Nikolai Coster-Waldau i en af de bærende roller og altid bad-ass Jennifer Garner i hovedrollen var nysgerrigheden for stor til at lade være.

Men gid dovenskaben havde sejret. For thriller-miniserien om Hannah (Jennifer Garner), hvis mand (Nikolai Coster-Waldau) forsvinder sporløst, mangler nerve, intensitet og incitament til, at man gider se videre.

Et gab for langt

De er ellers lykkelige sammen, Hannah og Owen. Hun er en verdensklasse snedker, og han arbejder i et succesfuldt tech-firma. Hun har et godt forhold til steddatteren Bailey (Angourie Rice), så alt er kort sagt fryd og gammen.

Men så en dag bliver tech-firmaet ransaget af FBI for mistanke om underslæb. Owen forsvinder, og Hannah står nu tilbage med en seddel, hvor der står ”Pas på hende” og en taske med 600.000 dollars i kontanter.

Hvad er der sket, og hvor fa'n er Owen blevet af?

Det er det overordnede spørgsmål i The Last Thing He Told Me og drivkraften for miniserien. Læg dertil, at Bailey begynder at huske mystiske hændelser fra sin barndom, der muligvis har indflydelse på nutiden, og så er der i den grad lagt i kakkelovnen til et godt gedigent thriller-mysterium.

Det indtræffer bare aldrig.

Til stor undren. For serieskaberne er ingen ringere end Laura Dave og Josh Singer. Hun er forfatter til bestseller-forlægget, og han er bl.a. Oscar-vinder for bedste originale manuskript for Spotlight (sammen med filmens instruktør Tom McCarthy).

Med sådan to kapaciteter, som henholdsvis er så meget inde i kildestoffet og har et vist tække for spænding, bør man kræve mere fængende historie, end vi får serveret her.

Og det er umanerligt frustrerende på flere niveauer.

Først og fremmest fordi Jennifer Garner og Angourie Rice er to dygtige skuespillere, der har den utaknemmelige opgave at konvertere ordene i det middelmådige manuskript til sætninger og følelser, der fremstår vedkommende og interessante.

Men de bliver svigtet af en jævn og ubemærkelsesværdigt historie.

Kuk, kuk, hvor er Nikolai?

I løbet af The Last Thing He Said Told Mes syv afsnit på hver knap 40 minutter, sker der ikke så meget. Det kan også have sin charme. Nogle af de bedste dramaserier er til tider så rolige, at man kan blive nødt til at tjekke sin egen puls for at se, om der er liv.

Men så er der også en grund til, at man vælger en slow burn-tilgang. Og Apple TV+-serien er ikke en slow burner, den er bare slow.

Den skriger på, at der skal komme overraskelser og twists, men de udebliver. I stedet er der masser af samtaler mellem Hannah og Bailey. Her viser Garner og Rice, hvorfor de hver især er to af de bedste inden for skuespilfaget.

Frustrationen over Owens forsvinden formidles til UG, og stedmor og steddatters langsomt tættere sammenhold fremstår også troværdigt.

Historien er så forudsigelig og konventionel på det punkt, at det er op til Garner og Bailey at fremtvinge noget mindeværdigt. Det lykkes glimtvis, men igen, der er ikke den nødvendige must-see-følelse, som er så altafgørende i en moderne streamingverden.

Og Nikolai Coster-Waldau? Han er primært forvist til flashbacks, hvor han leverer den efterhånden velkendte og stabile Nikolai Coster-Waldau-præstation. Højt bundniveau, men ikke noget, der som sådan hæver serien til noget specielt.

Hvilket egentlig opsummerer The Last Thing He Told Me meget godt – ikke noget specielt.