
Anmeldelse: ’The Death of Bunny Munro’ ryster dig i din grundvold

The Death of Bunny Munro
Premieredato: 30. januar 2026
Streamingtjeneste: SkyShowtime
Genre: Drama, komedie
Instruktør: Isabella Eklöf
Manuskriptforfatter: Pete Jackson
Medvirkende: Matt Smith, Sarah Greene, Rafael Mathé, Johann Myers
Land: England
Afsnit: 6
"Vi må elske hinanden eller dø."
Den fatalistiske sætning bliver sagt af flere personer og sunget af Nick Cave i introsangen til den britiske serie ’The Death of Bunny Munro’.
Den australske crooner har sammen med makkeren Warren Ellis lavet musik til serien, men det er ikke det eneste. Det er nemlig en filmatisering af Caves bog af samme titel fra 2009, der oprindeligt blev skrevet som et filmmanuskript og nu altså langt om længe får liv i levende billeder.
Man forstår godt, at det har været svært at overføre historien til tv-skærmen, for der er ikke meget feelgood over projektet. Man bliver nærmest udmattet af det trøstesløse dyk ned i afgrundsdybt mørke, som serien foretager, men man kommer ud på den anden side med stærk indsigt i, hvordan arv og miljø former os som mennesker.
Det føles næsten forbudt at være så godt underholdt og oprigtigt rørt af en historie om en sexafhængig mand, der efter konens tragiske selvmord tager deres søn med på en fordrukken køretur rundt i det sydlige England.

Morsom tragedie
Matt Smith spiller en væmmelig fyr i ’House of the Dragon’, men langt hen ad vejen giver Bunny Munro incest-prinsen Daemon Targaryen kamp til stregen i vederstyggelighed.
Vi taler altså om en mand, der til sin kones begravelse ser på et maleri af en ammende kvinde og i stedet for at holde mindetale går ud for at onanere febrilsk på toilettet. Senere i den totale deroute efterlader Bunny sønnen på en stripklub, mens han finder bunden i mødet med en kvindelig junkie, der er for langt væk til at gøre modstand.
Som man nok kan høre, er Bunny en sørgelig eksistens. Han forsøger med sprut, stoffer og sex i lange baner at holde virkeligheden på afstand, fordi han med egne ord kan opfylde tomrummet i sit hjerte med endeløse kvindebekendtskaber.
Man kommer til at tænke på Hank Moody, der i ’Californication’ også drøner rundt i en åben vogn og nedlægger damer på stribe. Faktisk bliver ’The Death of Bunny Munro’ kaldt en mørk komedie, men man skal kunne se det morsomme i tragedien om komplet ansvarsløshed.

Den niårige søn Bunny Junior (Rafael Mathé) må være noget nær det mest omsorgssvigtede barn i seriehistorien. Hans kærlige mor (Sarah Greene) led af depression, så hun holdt ham afskærmet fra andre mennesker. Men når hun ikke kan livet mere, bliver han efterladt med en far, der lader drengen sidde og vente i bilen, mens han i sit arbejde som kørende sælger tilbyder skønhedsprodukter og sig selv til kvindelige kunder.
Bunny Juniors problemer med øjnene er et meget direkte billede på, at han forståeligt nok heller ikke har lyst til at se virkeligheden i øjnene. På den ene side hader han sin mor for at have forladt ham, men samtidig er det eneste holdepunkt i tilværelsen, at han i drømmesyn ser hende for sig som beskyttende engel.
Spillevende og modbydeligt
Isabella Eklöf har ganske vist svensk pas, men hun er uddannet på Den Danske Filmskole og har lavet mere eller mindre danske film som ’Holiday’ og ’Kalak’.
Her viser hun livet fra sin grummeste side og kigger ikke væk, når mennesker forgriber sig på hinanden. Transgressionerne står også i kø i ’The Death of Bunny Munro’, der med flashbacks til voksne Bunnys fortid med en skørtejagende far viser, at historien gentager sig.

Anmeldelse: ’Hind Rajabs stemme’ er en hjerteknusende film
Instruktøren har sin faste fotograf, danske Nadim Carlsen, bag kameraet i den engelske serie, og sammen med manuskriptforfatter Pete Jackson har de skabt et univers, der er lige dele spillevende og modbydeligt.
Det er svært at holde af Bunny Munro, men Matt Smith har charme nok til, at man i det mindste håber på hans frelse. Serien foregår i et mere metaforisk end realistisk univers, som gør det nemmere at se historien som en moralfabel, hvor man hellere vil forstå end dømme.

Djævlen nærmer sig
Den solbeskinnede badeby Brighton er en slående kontrastfuld kulisse til det begsorte drama, der udspiller sig i forholdet mellem far og søn.
I starten af serien ulmer den uhyggelige stemning med en brand på den lokale mole, men det er gentagne henvisninger til en seriemorder forklædt som djævlen, der gør den lurende fare helt nærværende. I aviser og nyhedsindslag kan far og søn se, at morderen bevæger sig fra det nordlige England og ned mod dem sydpå.
Sidste afsnit binder en smuk sløjfe på hele den uskønne herlighed med en reference til Det Røde Rum fra ’Twin Peaks’ og en dybfølt karaokeudgave af kærlighedsklassikeren ’Always On My Mind’. Her ser Bunny langt om længe sig selv og andre mennesker i øjnene, når han dropper undskyldningerne og erkender, at det ikke handler om ham.
Det er ikke hygge-tv, men en serie, der ryster én i sin grundvold – og en påmindelse om, at det kan være nødvendigt at mærke sin egen humanisme efter i sømmene.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















